Licht – boganmeldelse

Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.
Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.

Rolf Heilmann har begået denne lille genistreg, der på et par hundrede sider fører læseren gennem hele lysets historie, fra urtidens bål og fakler til avanceret brug af lys i industri og rumforskning. Undervejs afklares det også, hvordan de forskellige elektriske lysteknologier kom til verden, mens f.eks. petroleumslamper og gaslamper ikke berøres.

Det er i det hele taget ikke en bog om lamper, men om lys i en videnskabelig forstand. På den måde er den i samme boldgade som den tidligere anmeldte Se LYSET, men med en klar fokus på at opregne den historiske linje.

Bogen er på tysk, fra 2013, og den er skrevet for et publikum, der ikke allerede har en kandidatgrad i lysteknik – de fleste burde kunne følge med, men den er dog tilstrækkeligt præcis til at kunne gøre nytte for gymnasieelever og universiteternes introduktionsniveauer. Den er ikke forsynet med kildehenvisninger, men der er nævnt en del navne og datoer undervejs, som gør det muligt for læseren at søge yderligere information. I øvrigt er den skrevet i et behageligt, flydende og letlæst sprog, der ikke er overfyldt med fagudtryk.

Forfatteren er doktor i fysik, har forsket i vekselvirkningen mellem lys og krystaller og har udviklet lasere til luft- og rumfart. I dag er han professor i fysik og fotonik på Hochschule München og underviser børn på det såkaldte KinderUni – børneuniversitetet.

Overblik

Og hvad handler en bog om lys så om, hvis ikke om lamper?

Jo, det er noget af det fascinerende ved denne bog: den kommer vidt omkring og giver et tydeligt billede af, hvordan lys og lysforskningen har været afgørende for mange andre forskningsdiscipliner, og hvordan vort moderne liv og verdensopfattelse afhænger af, hvad vi ved om lys.

Rolf Heilmann - Licht - Xing gruppe
Licht – en interessegruppe for bogen findes på det sociale medium Xing.

En stor del af bogen er meget præcis med hvem, der opfandt eller opdagede hvad, omend der i et par tilfælde måske nok er plads til en diskussion om detaljerne – f.eks. nævnes Becquerel rigtigt nok som opdager af radioaktiviten, men uden at ægteparret Curie overhovedet bliver nævnt. De tre fik jo dog trods alt en nobelpris i fællesskab for deres opdagelser og arbejde omkring emnet.

Jeg fandt måske to eller tre steder i bogen, hvor et emne ikke stod beskrevet helt klart, og hvor det kunne være nyttigt at supplere med et par alternative beskrivelser, bare for at være helt sikker på, at man har fået det rigtigt med, men ellers er alt vitterligt klart som glas, og jeg tror, de fleste læsere vil blive begejstrede over, hvor meget de lærer, og hvor let. Samtidigt er bogen virkeligt underholdende – som et populærvidenskabeligt tv-program, når det er bedst.

Den sidste tredjedel, hvor man er kommet igennem al grundhistorien og hvor de moderne opdagelser og produkter beskrives, bliver til tider lidt mindre præcis, og der står f.eks. at nogle produkter “dukkede op” eller at “man” opdagede et eller andet. Klart ikke helt så grundigt gennemarbejdet, men stadig interessant og nyttig viden.

Bogens emner

De berørte emner spænder vidt:

  • Filosofi og tidlig viden
  • Optik og geometri
  • Lysets brydning og spredning
  • Farver
  • Lysspektre
  • Elektricitet, radioaktivitet, radiobølger, mikrobølger
  • Kvanteteori, korrespondenceprincip
  • Glødepærer, lysstofrør, røntgen
  • Krystaller
  • Lysforstærkere (laser)
  • Videnskabsteori/måleteknik
  • CCD, LED, OLED
  • Relativitetsteorien
  • Big Bang og universets ekspansion

Og faktisk meget mere!

På trods af mængden af emner, får Rolf Heilmann det hele til at fremstå som én sammenhængende historie, og man er aldrig i tvivl om, hvorfor et nyt emne introduceres, eller hvad det har med lys at gøre.

Anbefaling

Denne bog får min klare anbefaling. Hvis man lærer noget om lysets videnskab, kan man også bedre forstå nogle af detaljerne i lampernes udvikling. Og denne bog er bestemt et godt bud på et sted at starte. Sammen med tidligere nævnte Se LYSET, får man god underholdning og masser af viden; hele spektret rundt, om man så må sige.

Hvis det tyske sprog giver problemer, findes der givetvis andre lignende bøger, man kan se nærmere på, men hvis man tror, man kan stave sig gennem det læsevenlige tyske, så er denne bog det gode bud – også fordi den koster ganske lidt, så man kan tillade sig at “prøve den af”, uden den store risiko.

–oOo–

Rolf Heilmann på Kinder-Uni i München
Rolf Heilmann skriver autografer på KinderUni i München.

Cover-fotoet er fundet på Hochschule Münchens hjemmeside og stammer fra en autograf-session i forbindelse med undervisning på KinderUni, der ved samme lejlighed kunne fejre sit 10 års jubilæum.

Bogens fulde titel er Licht – Die faszinierende Geschichte eines Phänomens, og den er udgivet på forlaget Herbig i München.