Licht – boganmeldelse

Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.
Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.

Rolf Heilmann har begået denne lille genistreg, der på et par hundrede sider fører læseren gennem hele lysets historie, fra urtidens bål og fakler til avanceret brug af lys i industri og rumforskning. Undervejs afklares det også, hvordan de forskellige elektriske lysteknologier kom til verden, mens f.eks. petroleumslamper og gaslamper ikke berøres.

Det er i det hele taget ikke en bog om lamper, men om lys i en videnskabelig forstand. På den måde er den i samme boldgade som den tidligere anmeldte Se LYSET, men med en klar fokus på at opregne den historiske linje.

Bogen er på tysk, fra 2013, og den er skrevet for et publikum, der ikke allerede har en kandidatgrad i lysteknik – de fleste burde kunne følge med, men den er dog tilstrækkeligt præcis til at kunne gøre nytte for gymnasieelever og universiteternes introduktionsniveauer. Den er ikke forsynet med kildehenvisninger, men der er nævnt en del navne og datoer undervejs, som gør det muligt for læseren at søge yderligere information. I øvrigt er den skrevet i et behageligt, flydende og letlæst sprog, der ikke er overfyldt med fagudtryk.

Forfatteren er doktor i fysik, har forsket i vekselvirkningen mellem lys og krystaller og har udviklet lasere til luft- og rumfart. I dag er han professor i fysik og fotonik på Hochschule München og underviser børn på det såkaldte KinderUni – børneuniversitetet.

Overblik

Og hvad handler en bog om lys så om, hvis ikke om lamper?

Jo, det er noget af det fascinerende ved denne bog: den kommer vidt omkring og giver et tydeligt billede af, hvordan lys og lysforskningen har været afgørende for mange andre forskningsdiscipliner, og hvordan vort moderne liv og verdensopfattelse afhænger af, hvad vi ved om lys.

Rolf Heilmann - Licht - Xing gruppe
Licht – en interessegruppe for bogen findes på det sociale medium Xing.

En stor del af bogen er meget præcis med hvem, der opfandt eller opdagede hvad, omend der i et par tilfælde måske nok er plads til en diskussion om detaljerne – f.eks. nævnes Becquerel rigtigt nok som opdager af radioaktiviten, men uden at ægteparret Curie overhovedet bliver nævnt. De tre fik jo dog trods alt en nobelpris i fællesskab for deres opdagelser og arbejde omkring emnet.

Jeg fandt måske to eller tre steder i bogen, hvor et emne ikke stod beskrevet helt klart, og hvor det kunne være nyttigt at supplere med et par alternative beskrivelser, bare for at være helt sikker på, at man har fået det rigtigt med, men ellers er alt vitterligt klart som glas, og jeg tror, de fleste læsere vil blive begejstrede over, hvor meget de lærer, og hvor let. Samtidigt er bogen virkeligt underholdende – som et populærvidenskabeligt tv-program, når det er bedst.

Den sidste tredjedel, hvor man er kommet igennem al grundhistorien og hvor de moderne opdagelser og produkter beskrives, bliver til tider lidt mindre præcis, og der står f.eks. at nogle produkter “dukkede op” eller at “man” opdagede et eller andet. Klart ikke helt så grundigt gennemarbejdet, men stadig interessant og nyttig viden.

Bogens emner

De berørte emner spænder vidt:

  • Filosofi og tidlig viden
  • Optik og geometri
  • Lysets brydning og spredning
  • Farver
  • Lysspektre
  • Elektricitet, radioaktivitet, radiobølger, mikrobølger
  • Kvanteteori, korrespondenceprincip
  • Glødepærer, lysstofrør, røntgen
  • Krystaller
  • Lysforstærkere (laser)
  • Videnskabsteori/måleteknik
  • CCD, LED, OLED
  • Relativitetsteorien
  • Big Bang og universets ekspansion

Og faktisk meget mere!

På trods af mængden af emner, får Rolf Heilmann det hele til at fremstå som én sammenhængende historie, og man er aldrig i tvivl om, hvorfor et nyt emne introduceres, eller hvad det har med lys at gøre.

Anbefaling

Denne bog får min klare anbefaling. Hvis man lærer noget om lysets videnskab, kan man også bedre forstå nogle af detaljerne i lampernes udvikling. Og denne bog er bestemt et godt bud på et sted at starte. Sammen med tidligere nævnte Se LYSET, får man god underholdning og masser af viden; hele spektret rundt, om man så må sige.

Hvis det tyske sprog giver problemer, findes der givetvis andre lignende bøger, man kan se nærmere på, men hvis man tror, man kan stave sig gennem det læsevenlige tyske, så er denne bog det gode bud – også fordi den koster ganske lidt, så man kan tillade sig at “prøve den af”, uden den store risiko.

–oOo–

Rolf Heilmann på Kinder-Uni i München
Rolf Heilmann skriver autografer på KinderUni i München.

Cover-fotoet er fundet på Hochschule Münchens hjemmeside og stammer fra en autograf-session i forbindelse med undervisning på KinderUni, der ved samme lejlighed kunne fejre sit 10 års jubilæum.

Bogens fulde titel er Licht – Die faszinierende Geschichte eines Phänomens, og den er udgivet på forlaget Herbig i München.

Fem lampebøger af Bernard Mahot – boganmeldelse

Den franske lampesamler Bernard Mahot har gennem et årti gjort et stort arbejde for at beskrive og dokumentere de forskellige ældre lampetyper, fra før de elektriske lamper tog over. Det er indtil videre blevet til fem bøger, alle på fransk og i stort format med masser af fotos. De dækker benzinlamper, olielamper, petroleumslamper, lysestager samt lanterner i mange afskygninger: som vognlygter, skibslanterner og toglygter.

Bøgerne har fokus på at vise en masse billeder af smukke og interessante lamper, mens det tekstmæssige står lidt i baggrunden. Det er jo fint for de, der ikke forstår fransk og bare vil nyde billederne, men hvis man alligevel gør sig den umage at oversætte lidt af teksten vil man også kunne lære lidt historie. Billederne viser lamper, som findes på en række forskellige museer.

De tre første bøger er udkommet på forlaget Charles Massin, der dog i dag har slettet alle spor af samarbejdet fra deres website – bøgerne er således udgået men kan findes rundt omkring, som nye og brugte. De sidste to bøger er udkommet på forlaget VLS Doyen Editeur og kan stadig fås fra forlaget.

Les lampes à essence – L’éclairage de nos aïeux

Bernard Mahot - Les lampes à essence
På trods af en klar forkærlighed for Pigeon er det en fremragende bog. Udgået fra forlaget men kan let findes brugt, f.eks. hos Amazon – og billigst i Tyskland.

“Benzinlamperne – Vore forfædres belysning”. Stor og flot bog fra 2003 med et usandsynligt stort antal billeder af benzinlamper, stort set alle franske, og med en tydelig forkærlighed for Pigeon. Selv om et firma som Tito-Landi stort set kun lavede benzin-lamper i dets lange liv, er det dårligt nævnt i bogen – der dog lister 134 konkurrenter til Pigeon, men derefter fortsætter ufortrødent med at fortælle om flere Pigeon-lamper.

Gennem bogen får man alligevel et uvurderligt indblik i en verden af benzinlamper, som har præget Frankrig fra 1870’erne og op mod 1940’erne, mens resten af Europa fokuserede på petroleumslamper. En indledende oversigt over vigtige patenter nævner dog næsten kun de franske – typisk for lampeverdenen: en tysk bog ville antageligt have nævnt næsten kun tyske patenter, tilsvarende med en engelsk eller amerikansk.

Bogen er på fransk, men der er ikke voldsomt meget tekst i den, mest billeder – og den tekst, der er, giver, hvis man tager sig tid til at forstå den, en hel del nyttig information.

Les lampes à huile

Bernard Mahot - Les lampes à huile
En afsolut væsentlig bog for forståelsen af den meget lange og langsomme udvikling, der gjorde petroleumslamper mulige. Udgået fra forlaget men kan købes hos f.eks. Amazon.

“Olielamper”. Endnu en stor og flot bog, denne fra 2005 og med fokus på ur- og oldtidens lamper og helt frem til Argands studenterlampe og efterfølgende moderatørlamper og urlamper.

Også denne bog er stærkt orienteret mod franske lampisters indsats, især for den nyere del af historien, men i dette tilfælde er det ikke så sært: Frankrig var vitterligt centrum for en stor del af både kulturel og teknisk udvikling op gennem 1700-tallet og fortsættende ind i 1800-tallet (kun af og til afbrudt af Napoleonskrigene og nogle revolutioner).

En besynderlig mangel er, at der ganske vist er masser af minelamper i bogen, men kun fra tiden før Davy-lampen blev opfundet. Så ikke et ord om dén! Men ellers giver bogen et stort og nyttigt input til forståelsen af den ældre lampehistorie – og med masser af billeder af smukke og interessante lamper.

Les lampes à petrole

Bernard Mahot - Les lampes à pétrole
Bogen giver uden tvivl ny viden til enhver, men er i øvrigt en stor æstetisk oplevelse. Udgået fra forlaget men kan købes hos bl.a. Amazon og på eBay.

“Petroleumslamper”. Tredje bog i serien er fra 2006 og selv om der også i denne bog er stor opmærksomhed omkring de franske lamper, har Bernard Mahot været nødt til at åbne op for verden udenfor Frankrig – for det var dér, udviklingen især foregik, og således giver bogen faktisk et meget godt overblik over i hvert fald den del af petroleumslampe-historien, der kom til Frankrig (f.eks. svenske producenter nævnes slet ikke).

Der er en klar vægt på smukke lamper – og masser af billeder af dem. Men det er tydeligt, at Mahot ikke er specielt vild med f.eks. stormlygter, som kun nævnes flygtigt (selv de franske), og tryklamper nævnes slet ikke. En enkelt glødenetlampe fra Hugo Schneider omtales kort.

Selv om bogen ikke kan stå alene, når man vil sætte sig ind i petroleumslampernes historie, så bidrager den alligevel med meget – og især med billeder af en masse lamper, hvoraf de fleste er uhyre smukke.

Les Chandeliers & Bougeoirs – L’éclairage de nos aïeux

Les chandeliers et bougeoirs. Kan købes hos bl.a. Amazon.
Les chandeliers et bougeoirs. Kan købes hos bl.a. Amazon.

“Lysestager og lys”. I 2012 udkom denne tykke bog, som med mere end 400 sider fyldt med fotos af franske lysestager gennem tiderne hjælper til at skabe et godt overblik over denne del af lampeverdenen.

Der indledes med nogle få sider om historien bag stearinlys og andre lystyper, og hvordan de produceredes, samt om brugen af lysestager i religiøse sammenhænge. Lysestagerne gennemgås derefter fordelt på materialer og grundtyper samt anvendelse, og der er også afsnit med f.eks. skærme, lyseslukkere og vægesakse.

Nok så interessant fandt jeg afsnittet om lysestager med indbygget fjeder, i stil med Karlskronalyktan (som dog ikke selv er med, da den ikke er fransk) – denne type kaldes her for flambeau de jardin, “havefakkel”.

På trods af den franske fokus, og en enkelt tysk porcelænskandelaber, er bogen nyttig for samlere af danske lysestager, da de samme grundtyper også har fundet vej til Danmark, omend ikke helt de samme mærker og modeller.

Les Lanternes, phares et fanaux

Bernard Mahot: Les lanternes, phares et fanaux
Les lanternes, phares et fanaux. Kan købes hos bl.a. Amazon.

“Lygter, vognlygter og lanterner”. Ligeledes i 2012 udkom denne interessante bog, som giver et overblik over især franske vognlygter, men også med en del karbid-cykellygter fra USA omkring år 1900, hvor man dér var førende på området.

I det hele taget kommer bogen mere omkring end de øvrige, med lamper fra Belgien, England, Tyskland og USA og med forskellige brændsler – karbid, stearinlys og petroleum – til forskellige køretøjer samt skibe, også til brug i togvogne og som bane-inspektionslamper og -signallamper.

Den historiske side af sagen er god – forskellige opfindelser samt love og regler, der har præget udviklingen, bliver gennemgået undervejs i bogen. En lille øjenåbner er afsnittet om de særlige lygter til at montere inden i forhjulet på en væltepeter – jeg havde vist aldrig tænkt over, at der fandtes en sådan kategori af lamper!

Også denne bog må læses med den tanke i baghovedet, at den ikke forsøger at beskrive verdenssitiationen, men blot den franske historie på dette snævre område. Ud fra dén betragtning er det en fremragende bog.

Samlet vurdering

Som historisk interesseret kan jeg godt blive irriteret over det nationalistiske udgangspunkt, de fleste historieskrivere har for deres beretning. Hvorfor ikke forsøge at fortælle, hvad der gik for sig rundt omkring i verden, i stedet for blot i et enkelt land? Som læser med en mere kosmopolitisk tilgang må man forsøge at kombinere de forskellige nationale fortællinger til en samlet verdensforståelse, hvilket kan være svært – især fordi der ofte mangler input fra dele af verden.

Bøger af denne art giver således et ordentligt skud historisk viden, men med en slagsside – dermed sidder man som f.eks. dansk læser tilbage med ny viden, men stadig ingen reel forståelse for, hvordan situationen var i Danmark. Hvis man er villig til at samle op fra nær og fjern, får man dog alligevel den bedst mulige forståelse, og måske kan man derved blive så engageret i emnet, at man selv opsøger noget grundviden fra sit eget område og samler det sammen i egne artikler, bøger og websites – og dermed hjælper andre til at få et mere komplet verdensbillede fra starten. Blot et forslag!

Bøgerne er i sig selv smukke og de er en fornøjelse at bladre igennem, uanset om man forstår sproget eller ej. Jeg tvivler på, at nogen kan bladre en af bøgerne igennem uden at se lamper, de ikke vidste eksisterede. Man kan ikke undgå at lære noget, og de fleste kan ikke undgå at blive fascinerede over den enorme verden af lys og lamper, der skildres så smukt af Bernard Mahot.

–oOo–

Bernard Mahot på et foto fra et portræt i Ouest France
Bernard Mahot på et foto fra et portræt i Ouest France.

Cover-fotoet er taget fra den franske online-avis Ouest France, der i november 2014 bragte et portræt af forfatteren og samleren Bernard Mahot.

De tre første bøger er med på mange lampe-websites’ lister over anbefalet litteratur. Jeg vil foreslå, at også de to seneste kommer med.

1000 Lights – boganmeldelse

1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell, forlagetTaschen
1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell, forlaget Taschen.

Sommetider er man heldig. Man falder over noget, man ikke vidste eksisterede, men som man er vældigt interesseret i. Og sommetider er man meget heldig – som når det, man har fundet, kan fås for et nærmest symbolsk beløb. Og sommetider er man helt usandsynligt heldig, når det fundne viser sig at være endnu bedre, end man havde forestillet sig. Sådan har jeg det med denne bog.

1000 Lights er på både engelsk, tysk og fransk, og den består af et stort antal smukke fotos med en del ledsagende tekst. Mest af alt minder den om et udstillingskatalog fra et kunstmuseum, hvor hver genstand omhyggeligt er beskrevet med designer, historie og alt muligt andet spændende. Dog er den i et mindre format og fint indbundet, så man kan sidde hyggeligt i sofaen og læse den.

Om der er præcis 1000 lamper i den, skal jeg ikke kunne sige. Den er den nye udgave på 640 sider af en bog med samme titel, der tidligere var i to bind på tilsammen mere end 1.300 sider. En hurtig sammenligning viser samme indhold, samme layout, men noget må jo være pillet ud, når den nye udgave kun fylder det halve. Men der er et spændende udvalg af alle typer lamper fra hele den elektriske lampes historie – og at det netop handler om den elektriske lampe, er med god grund.

Tiffany Studios - bordlampe (Taschen - 1000 lights)
Et opslag fra bogen, der viser en af mange Tiffany-lamper samt masser af spændende information om både denne lampe og om firmaet bag den.

Bogen lægger fint ud med et historisk overblik, der viser udviklingen af lamper fra urtiden til i dag, så at sige, og beskriver hvordan fænomenet industrielt design nøje sammenfalder med fænomenet elektriske lamper. Resten af bogen beskriver derefter designhistorien omkring den elektriske lampe.

Michael Young Stick Floor Light
Stick Floor Light. Billedet er fra BaseNow’s interview med Michael Young.

Det er fortryllende at se den udvikling, lamperne har haft – fra de ufatteligt smukke franske lamper omkring år 1900 over den bølge af blændfrie lamper, som bl.a. Poul Henningsen satte i gang fra omkring 1924 – og så via både Luxos arkitektlamper og odiøse ting som de psykedeliske lavalamper, til sådanne moderne ting som Michael Youngs Stick Floor Light, der i facon ligner en af de første laboratorieudgaver af glødelampen. Designere fra det meste af den vestlige verden (inkl. Japan) er repræsenteret, men de skandinaviske fylder en del.

Ud over at blive fascineret af de mange spændende og ofte smukke lampedesigns, og at føle genkendelsens glæde, når en gammel favorit dukker op, så kan selv den mest vidende næppe undgå at finde et væld af ny information om både designere, modeller og producenter. Og mest spændende, for mig, har det været at føle en stadig bedre forståelse, efterhånden som jeg kom gennem bogen, for logikken og fornuften i at mange lampedesigns ligner hinanden. Man kan for flere designs følge en gradvis udvikling, hvor den næste model måske nok ligner et plagiat, men efter en række af nye modeller er der kommet en helt anden – og ofte bedre – lampe ud af det.

Forfatterparret har skrevet et meget stort antal bøger om industrielt design. Dette er deres hidtil eneste om lamper. Jeg håber, de en dag får lyst til mere.

Bogen anbefales til alle, der har interesse for lamper, design, historie – eller blot har lyst til at bruge nogle hyggelige timer med at se på billeder af smukke ting. Den kan købes mange steder, men f.eks. Amazon‘s Market Place gør den allerede lave pris endnu lavere.

Josef Hoffmann - bordlampe (fra 1000 Lights)
Mange spændende detaljer er med, også en del konstruktionstegninger, reklamer, skitser osv. , der giver en bred information om hver lampe.