Lys i rummet

Foruden en mængde Astral- og Sputnik-lamper findes også diverse stjernehimmel-lamper mm. på markedet, og så er der jo den gode gamle Saturn, som danskerne kender i Jo Hammerborgs mange varianter, i sin tid produceret af Fog & Mørup. Svenskerne har en anden type Saturn-lamper, som der så til gengæld er enorme mængder af.

Dark, Spacewalker Susp, af Constantin Wortmann
Spacewalkers baby, kaldet Spacewalker Susp, hænger ned fra loftet, og gør dit hjem endnu mere bisart.

Men skal man nu endeligt indrette sig med et rum-tema, hvad så med at lade denne Spacewalker byde gæsterne velkommen?

Designet i 2008 af Constantin Wortmann for det belgiske firma Dark, og nu så småt begyndt at dukke op på brugtmarkedet.

Man kan også finde bordlamper, Spacewalker Junior – led gerne efter ToBeContinued, da de i Danmark har været solgt under dette brand, som distributøren Roomstore har fundet på.

–oOo–

Dark - Spacewalker gulvlampe, af Constantin Wortmann, 2008
Spacewalker fra Dark, designet af Constantin Wortmann i 2008. Ganske stor: 140 cm høj.

Cover-fotoet er fra Bukowskis Market, hvor den store Spacewalker er set udbudt. Det mindre billede af Spacewalker Susp er fra Darks website.

En ny bordlampe kan i Danmark købes hos Lamper 4U. De øvrige modeller må man lede lidt efter.

Lux: Lamps & Lights – boganmeldelse

Gestalten: Lux - Lamps & Lights
Lux – Lamps & Lights. Kan købes hos boghandlere eller direkte hos forlaget.

Forlaget Gestalten i Berlin udgav i 2011 denne bog på engelsk, som i alt væsentligt er en billedbog med billeder af nogle af de seneste lampedesigns.

I modsætning til 1000 Lights, som jeg tidligere har skrevet om, er der ikke tale om nogen form for historiebog eller dokumentation af de største eller mest populære designs. Faktisk har de to bøger kun en enkelt ting til fælles, og det er, at begge omtaler elektriske lamper som årsagen til gaslampernes endeligt – uden at nævne andre typer af lamper.

1000 Lights er optaget af sammenhængen mellem lampedesign og industrialisering, mens Lux ser ud til at have haft omtrent den modsatte idé: at vise, hvordan det er muligt at lege med design af lamper og dermed fjerne sig mest muligt fra det praktiske og anvendelsesbetonede. En meget stor del af lamperne i bogen er af en art, som dårligt egner sig til brug i et privat hjem – og som snarere kan anvendes som dekorative elementer i større indretningsprojekter.

Daneil Rybakken, Daylight Comes Sideways væglampe, prototype
Daniel Rybakken, Daylight Comes Sideways. En prototype på en helt anden slags lampe, der f.eks. kan hænge bag et gardin og simulere et vindue.

Det er meget specielt at se en sådan bog, tyk og med masser af designs, som ikke rummer et eneste design af en dansk designer eller for et dansk firma. Måske en indikation af, at vi ikke kan blive ved med at sole os i skæret af PH-lampen? Dansk design er rigt repræsenteret i bogen om det, der var, altså 1000 Lights, men slet ikke med i denne bog om det, der er. Her finder man i stedet en del svenskere og svenske firmaer, og også repræsentanter for både Finland og Norge, f.eks. Daniel Rybakken, der har designet adskillige af bogens lamper.

En anden speciel ting er det funktionalistiske designs tilbagetog. Førnævnte Poul Henningsen havde det blændfrie lys i tankerne i alle hans designs, og stort set alle andre designere har hidtil tænkt på lampen som noget, der skulle kunne bruges – måske endda til noget bestemt. Men en stor del af lamperne i denne bog er nærmere i kategorien kunst eller dekoration, og fungerer dårligt nok som lamper. De af dem, der gør, er mere beregnet til at skabe spændende indretning med, og mindre til at give det rigtige lys.

Og så er der det komplekse. Selv om visse lamper fortsat repræsenterer minimalismen, er denne retning tydeligvis ikke den dominerende længere – hvis altså denne bog kan siges at repræsentere dagens design. Desuden er der lamper, der tilsyneladende forsøger at gøre op med, eller måske gøre grin med, gamle designidealer.

Roll & Hill: Three-Sided Modo Chandelier, af Jason Miller
Jason Miller, tre-sidet Modo lysekrone med 10 kupler fra Roll & Hill – et sidste slag for minimalismen?

Og heldigvis er der også nogle få lamper, som virkeligt ser ud til at tage dagens teknologi til hjælp, med et smukt formsprog som ramme.

Angiveligt skal bogen forsøge at vise udviklingen bort fra traditionelle glødepærer som lyskilde. Det er lidt svært at se i praksis, da de fleste af lamperne benytter glødepærer, nogle benytter lysrør (som bogens forord også siger, at vi er på vej væk fra), og kun de færreste benytter LED (som forordet ikke kan lide). Den forventede fremtid med OLED-lamper er repræsenteret med blot to modeller: Modular’s O’Leaf samt Amanda Levete/Al_A’s Edge, begge baseret på Philips‘ OLED-“pærer” Lumiblade.

Alt dette til trods er det en spændende og inspirerende bog, der ikke er bundet af gamle klichéer om, hvordan lamper skal se ud eller hvad læserne nok gerne vil have. Der er mængder af lamper, som i hvert fald jeg aldrig havde set før – også nogle, som jeg sagtens kunne forestille mig at have derhjemme 🙂

Lux, Lams & Lights: Werteloberfell,
Et opslag i bogen, side 10-11, med lamper af Werteloberfell: Dragonfly.MGX og Constantin Wörtmann for Büro für Form: NLC – sidstnævntes organiske struktur finder man også i en række andre af bogens lamper – måske en ny stil, inspireret af science fiction-filmenes organiske rumskibe? Eller blot en flugt fra det super-funktionalistiske industri-design? Og Dragonfly.MGX er velsagtens inspireret af naturen, et øje fra en guldsmed – igen en ny trend med rod i det organiske?

–oOo–

Andreas Engevik og Daniel Rybakken, 2012 for Asplund: Light Tray
Andreas Engevik og Daniel Rybakken, 2012 for Asplund: Light Tray.

Cover-fotoet er fundet på Daniel Rybakkens hjemmeside og viser et design, der også er med i bogen, af Daniel Rybakken og Andreas Engesvik for Asplund: Light Tray – en slags bordlampe, der med glassene i forskellige farver og størrelser gør det muligt for brugeren at komponere sit eget lys.

Åh ja, jeg skal nok huske at tilføje, at bogen ikke handler om det gamle svenske firma Lux, der gennem en lang periode var en del af Electrolux.