Tryklamper

Generelt

De mere tekniske lamper, tryklamperne, er forsynet med pumper, pakninger, rensenåle og glødenet. Ofte køber man dem på et loppemarked eller fra nogen, der har haft dem stående i mange år i en garage, og derfor behøver disse lamper som regel både almindelig rengøring og nye pakninger – ikke sjældent kan de desuden have gavn af at få fjernet rust og ir og blive forsynet med et lag ny maling.

Stort og lille service

Der findes nogle få grundtyper af tryklamper, som jeg vil kalde Petromax, Tilley og Primus. De fleste andre minder om en af disse, men nogle (især tidlige modeller) falder udenfor.

Det giver derfor mening at beskrive processen for hver af grundtyperne samt hvad man bør være opmærksom på ved de øvrige.

Der er brug for service på flere niveauer, omtrent som med en bil, der løbende skal have et lille service og så en gang imellem et stort, og med lange mellemrum en ny tandrem eller andet drastisk. For tryklamper handler det om, at de i det daglige skal holdes rene, noget sjældnere have skiftet pakninger, nåle og dysser og meget sjældent have fordamper eller brænder skiftet ud. Hvis de er meget medtagne skal de måske igennem en total renovering.

Jeg vender senere tilbage til, hvordan man kan gribe disse processer an, hvad man skal huske at tænke over, og hvor man kan få de nødvendige reservedele. Men indtil da vil jeg anbefale følgende:

  • For Petromax, se en vejledning på engelsk på Doron’s Lanterns Site (under Tech & Info). I stedet for citronsyre, som han foreslår, kan man bruge eddike blandet med vand: 1 del eddike og tre dele vand anbefales ofte. Se også en video fra Primuskongen/Techthor i Norge. De fleste Optimus og Radius er som Petromax, og der findes et væld af andre – søg her på sitet for nogle navne.
  • For Tilley, se brugervejledningen for den relevante model, eller brug en af de andre som inspiration. De fleste Tilley-lamper er stort set ens, og Bialaddin/Vapalux ligner dem meget (men pumpen er omtrent som Petromax eller Primus, blot med en anden ventil).
  • For Primus, se om der findes en brugervejledning. Lignende lamper er Veritas, Coleman, Austramax, AGM, Handi og flere til. Der er ikke den store forskel til Petromax, så brug gerne vejledninger til disse som inspiration. I øvrigt har ovennævnte Doron også en vejledning til Coleman (under Tech & Info).
  • For alle øvrige – se, om der findes en brugervejledning for denne lampe eller søg inspiration i de øvrige vejledninger.

Hvis du ikke kunne finde det rigtige, eller hvis du har brug for mere hjælp, så prøv at kigge ind på de forskellige fora, der findes for tryklampe-entusiater, hvor man nemt kan få hjælp og svar på spørgsmål. Et af disse hedder Classic Pressure Lamps og er på engelsk – find flere fora i listen over links her på sitet (i venstre side).

Bemærk, gamle brugervejledninger foreslår sommetider at skifte dele ud. Det var jo fint, dengang man let kunne købe nye dele hos den lokale blikkenslager, men i dag giver det mening at forsøge at rense – og dermed redde – de gamle dele. Pakninger kan man dog let købe, og ellers kan man lave dem selv.

Pakninger

En del firmaer kan levere komplette pakningssæt til en række lampemodeller (mere om dem senere).

World of Washers.com i England kan levere alle de pakninger, man ellers ikke kan finde, samt materialer og værktøjer til at lave dem selv.

Emaljerede hætter

Tryklamper har ofte en hætte af emaljeret metal, på samme måde som f.eks. komfurer og køleskabe. For tryklampernes vedkommende er det fordi varmen fra lampen er så stærk, at maling ikke kan holde.

Desværre kan emalje nemt gå i stykker – man ser tit på gamle lamper, hvordan der er kommet afslag, eller måske er hele den emaljerede flade krakeleret. Det kan ikke umiddelbart repareres, og hvis man griber til at male pletterne eller måske male hele hætten ovenpå den resterende del af emaljen, vil malingen sandsynligvis brænde af, næste gang lampen tændes.

Der er flere løsninger:

  • Man kan lade hætten være, som den er, og så blot acceptere tidens tand som en del af lampens charme
  • Man kan rense resterne af emaljen af og lade hætten stå i ren metal, som dog hurtigt mørkner ved brug og også er udsat for korrosion
  • Man kan bruge en pæn hætte til udstilling og så en gammel hætte, når man tænder lampen
  • Man kan rense hættten af og sende den til re-emaljering

Et firma i Danmark, der skulle være parat til at hjælpe med re-emaljering er Ramsign.

Del dine tanker