Tilley Bros. / W.H. Tilley

Tilley KL80, "The Victor"
“The Victor”, model KL80. Produceret fra 1935 til starten af 60’erne. Fundet på Gasoline/Kerosene Pressure Lamps and Lanterns.

W.H. Tilley, et engelsk firma, producerede allerede i starten af 1800-tallet tryklamper, baseret på John Tilleys opfindelse af den hydro-pneumatiske blæselampe i 1813. Således havde man i 1818 produktion i Stoke Newington, fra 1830’erne også i Shoreditch. Efter i en tid af have fokuseret på gas-belysning, flyttede firmaet i 1915 til Hendon i London-området, og man begyndte snart at bruge petroleum som brændsel for lamperne. I 1923 trak man sig helt ud af gas-branchen.

Petroleumslamperne har alle været af tryklampe-typen, og de første blev sendt på gaden i 1919 eller 1920. Siden da er der blevet produceret et stort antal modeller, dækkende forskellige anvendelsesområder – både som lygter/lanterner, projektører, håndlamper/inspektionslamper, bordlamper, væglamper og hængelamper, og der var både indendørs og udendørs modeller.

Firmaets første patent på området, fra 1919, kunne godt være inspireret af tidligere konstruktioner fra Blanchard.

I en længere periode, fra 1925-1938, fik Tilley produceret oliebeholdere hos Willis & Bates – hvilket dog stoppede, da W&B begyndte selv at producere deres Vapalux-lamper.

Lamperne blev populære som følge af det britiske militærs succesfulde brug af dem under 2. verdenskrig, og man producerede derefter lamper både til husholdningerne og til jernbaneselskaber, f.eks. til belysningen på togstationerne, men også til byggepladser og belysning af offentlige bygninger. Efter 2. verdenskrig så man først et boom i salget – angiveligt fordi mange havde lært lamperne at kende under krigen og nu fortsat ønskede at bruge dem – men derefter gik al petroleumslampe-produktion generelt på retur, således også for Tilley, og man startede i anden halvdel af 1961 produktionen i Dunmurry i Nordirland, hvor man blev, indtil man igen flyttede til England i år 2000. I en kort periode efter 1961 var der produktion både i Dunmurry og i Hendon.

Tilley GL 820 T gaslampe
GL 820 T gaslampe. Fundet på eBay.

Fra 1938 producerede man også petroleumsdrevne strygejern – praktiske, uden ledning! Disse er blevet produceret indtil 1970, fordi der var et marked for dem især i Australien. Og man producerede i øvrigt andre petroleumsdrevne ting, så som komfurer til både hjemmet og til camping (bl.a. af Primus-typen), der kom på programmet allerede fra omkring 1920 og radiatorer/varmeapparater fra midten af 1920’erne. Stort set alt drevet af tryksat petroleum. Desuden hoppede man også i 1960’erne med på vognen med gas-drevne camping-lygter og -komfurer.

Tilley X246B stormlygte, tryklampe
X 246 B stormlygte – den seneste, og i dag eneste, tryklampe fra Tilley. Fundet på Wikipedia.

I dag hedder firmaet Tilley International og producerer i princippet stadig de gamle, petroleumsbaserede, Tilley-lamper. I skrivende stund betyder lukningen af en underleverandør dog, at man ikke kan producere hele lamper – det har dog været sådan ganske længe, så spørgsmålet er, om Tilley overhovedet har tænkt sig igen at producere hele lamper?

På firmaets hjemmeside kan man dog købe reservedele, glødenet mm. – og hele lamper findes stadig på lager hos nogle forhandlere, f.eks. tyske Stuga-Cabaña, der gerne sender til Danmark.

På brugtmarkedet i England findes mængder af Tilley-lamper, især den seneste model, stormlygten X246B, men det kan være nødvendigt at diskutere lidt, før sælgerne vil sende dem ud af landet.

Læs mere

Tilley reklame, 1938, forskellige modeller
Reklame fra 1938, der viser et udvalg af forskellige modeller. Fundet på Grace’s Guide.
Tilley Talisman Mk. 5
Talisman, Mk. 5 – et af flere transportable gaskomfurer, som blev lavet i 1960’erne og 70’erne. Fundet på eBay. En anden model hed GS200 og en tredje Twosome.

0 tanker om “Tilley Bros. / W.H. Tilley”

Del dine tanker