RGB Lamps / RGB Sydfalster / TrueColors

RGB Lamps håndlavet LED-pære
Håndlavede LED-pærer baseret på 50.000 beregninger af lysfarven.

I 2001 opfandt Dan Friis fra Gedser en ny type lyskilde, som bestod af en kombination af forskellige farver lysdioder – verdens første plug and play LED-pære. På det tidspunkt var der ikke nogen LED-pærer på markedet, den blå lysdiode var først lige blevet opfundet i 1993, og den hvide var på vej i udviklingen men endnu ikke eksisterende. Så Friis’ opfindelse var bemærkelsesværdig og gav også nogen omtale.

RGB Lamps, Golden Glow bordlampe
Bordlampen “Golden Glow”

Dette førte til dannelsen af RGB Lamps A/S i 2003, med hjemsted i først Ølstykke, senere Gedser. De første år var præget af underskud, og selv om man udviklede nye teknologier, så som i 2006 de første LED-pærer med indbygget linsesystem, så fik man ikke den fornødne indtjening eller investeringskapital. Året 2007, firmaets femte regnskabsår, blev det sidste i normal drift, og i 2009 opsagde banken kassekreditten og selskabet blev tvangsopløst. I følge Dan Friis var der på det tidspunkt en stor ordrebeholdning og masser af interesse for at købe pærerne, men det var ikke muligt at finde kapital til at etablere produktionen.

Se Lyset af Dan Friis
Dan Friis, e-bogen Se Lyset.

Dan Friis fortsætter dog arbejdet, og har etableret RGB-Lamps IVS og RGB Sydfalster IVS, hvor den første virksomhed tilsyneladende fortsætter det tidligere aktieselskabs aktiviteter samt er i færd med at etablere en butikskæde i Filippinerne under navnet TrueColors. Den anden virksomhed er primært en kursusvirksomhed med fokus på lys, energi og klima. Ingen af virksomhederne er i skrivende stund registreret i CVR-registret.

Dan Friis har undervejs i forløbet både taget en ph.d. indenfor fagområdet og i 2012 udgivet en e-bog om lys, Se Lyset.

Om produkterne

Produktionen af pærer omfatter dels nogle standardfarver og dels skræddersyede farver eller farvekombinationer, der f.eks. passer til plantebelysning eller gadelys. Deuden produceres lamper, lampefødder med lys og andre produkter med indbygget LED-lys.

Selv om Friis’ lamper er i forskellige farver, ser det ikke ud til, at farven er regulerbar, som den er med f.eks. Philips‘ Hue Bloom. Så hver pære har altså den farve, den er konstrueret til at have.

Læs også

0 tanker om “RGB Lamps / RGB Sydfalster / TrueColors”

Del dine tanker