Nordisk Solar Compagni / Hans-Agne Jacobsson A/S

Nordisk Solar Compagni, P376 pendel af Jørgen Kastholm og Preben Fabricius
P376-pendel, designet af Jørgen Kastholm og Preben Fabricius i 1963. Her i en smuk kobber-udgave, fundet hos Lauritz.com.

Nordisk Solar Compagni A/S blev i 1919 etableret i Kolding af Jacob L. Jørgensen som en handels-, import- og grossistvirksomhed for el-målere og andre elektriske komponenter. Senere producerede man også el-målere, radioer og lamper. I dag er virksomheden, under navnet Solar, en international, børsnoteret distributør af el-, ventilations- og vvs-artikler.

Produktionen af el-målere blev flyttet til datterselskabet Dansk Målerværksted i 1924 – og samtidigt begyndt produktionen af radioer. I 1938 blev datterselskabet A/S Audiola etableret og radioproduktionen flyttet dertil. Begge disse datterselskaber flyttede hjem igen, da Nordisk Solar Compagni i 1960’erne, umiddelbart efter etableringen af en lampeproduktion, kunne tage nybyggede fabrikslokaler i brug.

Produktionen af radioer ophørte angiveligt i 1958, men Audiola fortsatte som selskab indtil 1995, fra 1989 med binavnet Storel A/S, hvor det blev fusioneret ind i moderselskabet. Dansk Målerværksted blev på et tidspunkt (i 1970’erne?) solgt til Sophus Berensen og ad et par omgange igen til Landis & Gyr, senere integreret i Siemens.

Lampeproduktionen

Nordisk Solar Compagni - blændfri stanf-pendel i opal- og klart glas
Megaphos/Sistrah-inspireret – eller måske VP Europa-inspireret? Uanset hvilken, så er den i samme tradition. Fundet på Lauritz.com.

Nordisk Solar Compagnis engagement i lamper fandt sted i perioden 1959 – 1998, og der er et stort antal smukke klassikere imellem, designet af bl.a. Niels og Eva Koppel, Jørn Utzon, Vagn Dyring, Christian Hvidt (Hvidt & Mølgaard), Gert Edstrand, Jørgen Kastholm & Preben Fabricius og Svend Middelboe.

Fra 1977 blev lamperne produceret i datterselskabet A/S Solar-Armaturproduktion i Vejen.

I 1990 fusionerede denne virksomhed med svenske Hans-Agne Jacobsson AB, og i 1992 blev den omdøbt til Hans-Agne Jacobsson A/S, med datterselskaberne Hans-Agne Jacobsson AB i Sverige og Hans-Agne Jacobsson GmbH i Tyskland. Alt sammen som en del-koncern i Nordisk Solar Compagni-koncernen. Produktionen blev efterhånden fokuseret på industriel belysning og udendørs belysning.

Frasalg

Hans-Agne Jacobsson AB i Sverige blev lukket og produktionen overført til Vejen i 1998, efter at firmaet samme år var blevet opkøbt af  engelske Thorn Lighting, som i 1999 placerede det som et datterselskab af Thorn Lighting A/S, og de to fusioneredes så i 2003, med sidstnævnte som fortsættende selskab (efter at den tyske datter var lukket i 2000). Fra 2003 til 2005 hed Selskabet så Thorn & Jacobsson A/S, hvilket derefter ændredes til igen at være Thorn Lighting A/S – som dog blev et rent salgsselskab: firmaet lukkede nemlig pr. 1. juli 2005 produktionen i Vejen og fyrede 245 medarbejdere. I stedet blev produktion flyttet til en række andre lande og salgskontoret til Kolding, senere til København, og det er i dag i Hvidovre.

Thorn Lighting A/S var i 1998 et firma med en årsomsætning på 25 MKR og konstante underskud, mens Hans-Agne Jacobsson A/S havde 170 MKR i omsætning og konstante overskud.

Baggrund for frasalg – et gæt

Op gennem 1990’erne har regnskaberne været pæne, med vækst og overskud, så det er ikke umiddelbart til at se, hvorfor Nordisk Solar Compagni valgte at sælge. Tilsyneladende havde man gennem en periode fokuseret mere på industrilamper og mindre på lamper til husholdningen, og måske så man en langsigtet udvikling på det område, som man ikke fandt attraktiv? Eller også ville man blot fokusere på kerneområderne, sådan som koncerner sommetider finder på at tænke.

At Thorn på den anden side var interesseret i en fusion er oplagt: de havde svært ved at få den danske forretning til at køre og ville givetvis købe sig til succes.

Solstrålen

Åh ja, som en af livets finurligheder: fabrikken i Vejen blev faktisk ikke lukket alligevel, men i stedet overtaget af Louis Poulsen, som tilbød alle de fyrede arbejde – og i stedet fyrede op mod 180 medarbejdere på deres gamle produktionsanlæg i Hvidovre, mens administrationen flyttede til København. Louis Poulsen havde allerede året inden etableret en montageafdeling med 30 medarbejdere i byen og kunne nu samle al dansk produktion på ét sted.

Solar i dag

Solar Danmark A/S er i dag en del af koncernen Solar, som spreder sig over en række lande. Både den danske afdeling og koncernens hovedkontor er nu placeret i Vejen, hvortil de flyttede fra Kolding i 2014. I forvejen havde man “driften” placeret der, hvilket må dække over lager og pakning. Så vidt jeg kan se, har man i dag ikke nogen produktion.

Solar er igen engageret i professionel udendørsbelysning, hospitalsbelysning mm. gennem området Solar Light (distribution) samt distributionen af produkter fra Siteco, et firma ejet af Osram, som er en del af Siemens.

Læs også

 

0 tanker om “Nordisk Solar Compagni / Hans-Agne Jacobsson A/S”

Del dine tanker