Kwang Hwa / Chinalight / Teizhou Sophia Import & Export Company / Kayoba / Anchor

Kwang Hwa stormlygter
Kwang Hwa stormlygter, fundet på Alibaba.com.

Kwang Hwa er et kinesisk mærke for stormlygter, tryklamper og andre petroleumslamper samt LED-baserede lanterner og lanterner til stearinlys. Mærket har tidligere været markedsført af China National Light Industrial Products Import & Export Corp. i Shanghai, også kaldet Chinalight, som stadig i dag er indehaver af rettighederne til navnet, men lamperne distribueres i dag af bl.a. Teizhou Sophia Import & Export Co., Ltd. i Zhejiang, Kina.

Kayoba 225 stormlygte
Kayoba model 225, fundet hos Jula.

Det er lidt uklart, hvem der egentligt producerer lamperne – måske i virkeligheden flere forskellige firmaer. Lamperne leveres i øvrigt under navnet Kwang Hwa eller som OEM. Den svenske værktøjs-/isenkræmmerkæde Jula har et mærke af stormlygter og andre petroleumslamper på hylderne, kaldet Kayoba, som ligner meget og måske er en sådan OEM-udgave. Tryklamperne er sjældent set og dukker da op i de samme æsker som Anchor, et andet af Chinalights mærker.

Kwang Hwa LED campinglygter, model XSCL0127
Kwang Hwa LED-campinglygter, model XSCL0127, fundet på Alibaba.com.

Eftersom Kwang Hwa er et ret almindeligt efternavn i fjernøsten, findes der flere firmaer med det navn, bl.a. taiwanesiske Kwang Hwa Industrial Co., Ltd., der laver baseball-bats, og malaysiske Kwang Hwa Industry Sdn Bhd, der laver snørrebånd. Ingen af disse er dog involveret i den kinesiske lampeproduktion.

Som flere andre producenter af stormlygter og tryklamper har Kwang Hwa haft gode tider i de år, hvor diverse militære og humanitære organisationer i stor stil købte sådanne lamper. Således har det svenske forsvar benyttet stormlygter fra Kwang Hwa, såvel som fra engelske Chalwyn – det danske forsvar har også haft Chalwyn (og Feuerhand), men så vidt jeg ved ikke Kwang Hwa.

De har dog været solgt i stor stil verden over, så der burde være en del af dem også på det danske brugtmarked – samt antageligt også som nye i danske butikker.

Baseret på et enkelt eksemplar, den cirka 30 cm høje model 255, som jeg har fundet brugt, holder de en god kvalitetsstandard med kraftige materialer og en god samlekvalitet.

Jeg kender ikke nogen forhandler af Kwang Hwa tryklamper, men Anchorlampen.de sælger lamper med navnet Anchor, der muligvis stammer fra Chinalight (det er lidt svært at se af hjemmesiden, hvor Anchor omtales som en lampetype).

Anchor skal i øvrigt ikke forveksles med Sea Anchor, der produceres af Cixi Sea Anchor Pressure Lantern Company.

Læs også

Del dine tanker