Holophane

USA og England

Oprindeligt en engelsk lampeproducent, etableret i London i 1896 under navnet Holophane Company af Otis Mygatt, som havde købt rettighederne til USA-patent nr. 563836, opnået af Andre Blondel og Spiridion Psaroudaki i 1893, på såkaldt prismatisk glas: en lampekuppel belagt med horisontalt parallelle prismer til nøje at dirigere lyset med. De kaldte glasset for Holophane-glas. De to solgte i 1894 USA-rettighederne til fremstilling og til varemærket til Louis N. Bruner, på et tidspunkt, hvor Holophane-glas allerede var i fuld produktion Frankrig og blev eksporteret til andre europæiske lande samt USA.

Bruner solgte i 1895 rettighederne videre til Geo A. Macbeth Company i Pittsburg, som så solgte dem til Mygatt. Mygatt etablerede i 1898 Holophane Glass Company, Inc., med hovedkontor i New York City (som fik overført rettighederne) og hyrede i første omgang Macbeth Evans Glass Company i Pittsburg til at producere glasset. I 1902 flyttedes produktionen til Helsey Glass Company i Ohio.

I starten tilbød firmaet en bred vifte af lampeskærme med det prismatiske glas, men i 1920’erne og frem introducerede man fabriksbelysning, trafiklys mm., som blev firmaets fokus fremover. Indtil 1930 blev også et engelsk salgsselskab etableret, og det franske firma Holophane var blevet forhandler af de amerikanske lamper. De tre selskaber var uafhængige, men med Mygatt som aktionær i dem alle. Al produktion af de amerikanske lamper foregik i Ohio.

Udviklingen gik mod kontorbelysning, belysning af sportsarenaer samt anden interiør og exteriør belysning, gerne i stor skala, og med brug af de nye kviksølvlamper. Firmaet blev under 2. verdenskrig kraftigt engageret i at udvikle og levere belysning til f.eks. hangarer og våbenfabrikker samt usynligt signallys til USA’s marine – og blev samtidigt leverandør til nogle af Nordamerikas store gadelysprojekter, ikke mindst i Canada. I slutningen af 1940’erne flyttede hovedkontoret til Ontario, Canada.

Det engelske Holophane Ltd. blev i 1962 solgt til General Electric af den daværende hovedauktionær, der havde arvet aktierne fra sin far og var nødt til at sælge dem for at kunne betale arveafgiften. På den måde fik det amerikanske Holophane chancen for at overtage firmaet, hvilket de gjorde i 1965, og i 1967 flyttede de det til den nuværende placering i Milton Keynes og gjorde det til det europæiske hovedkontor. Efter i 1971 at have fusioneret med Johns-Maville Corporation, som var storproducent af asbest og isoleringsmaterialer, blev Holophane købt ud igen i et management buyout i 1989, og i 1999 blev firmaet solgt til USA’s største producent af belysning, Lithonia Lighting, som selv hørte under NSI, National Services Industries.

Og i 2001 blev Lithonia Lighting Group sammen med NSI Chemical Group i et spinn-off etableret som et nyt, selvstændigt selskab, der først hed SpinCo og senere Activity Brands, Inc., med hovedkontor i Georgia, USA. Produktionen foregår i dag i Mexico og Indiana, efter at produktionen i Ohio blev lukket i 2008.

Holophane er en selvstændig virksomhed i Acuity, der ialt omfatter mere end 6.000 medarbejdere i USA, Europa og Asien, fordelt på en lang række firmaer/brands – foruden Holophane også:

  • Acculamp
  • American Electric Lighting
  • Antique Street Lamps
  • Carandini
  • Gotham Lighting
  • Healthcare Lighting
  • Hydrel
  • Lithonia Lighting
  • Mark Architectural Lighting
  • Peerless
  • Winona Lighting

I dag er Holophane fokuseret på professionel belysning og har ikke nogen produktion af lamper til private hjem, hvilket i øvrigt heller aldrig har været et fokusområde. Men en del af de tidligere industrilamper af forskellig art sælger nu godt på brugtmarkedet – givetvis som konsekvens af både den nuværende trend med at bruge gamle industrilamper hjemme, og så også den fascinerende belysning, der kommer ud af at lade kraftige lyskilder skinne gennem det prismatiske glas.

Undervejs i historien må der i øvrigt have været produktion i England, for man finder ofte armaturer med en etiket, der siger “Made in the U.K.”.

Frankrig

Holophane i Frankrig er et andet firma end det i USA. Af historien ovenfor er det tydeligt, at der har været fælles relationer, men senere er de gået i hver sin retning.

Man etablerede i 1921 egen glasfabrik, og regner dette som startdatoen for det nuværende firma, og i dag producerer man glas med fokus på forlygter til biler samt linser til tågelygter og forlygter. Desuden leverer man glas til måleindustrien og gadebelysning samt til belysning af fly og tog.

I 1989 frasolgte man sin division for gadebelysning til engelske Thorn Lighting (der senere, i 2000 blev en del af schweiziske Zumtobel). I en tid fortsatte divisionen under navnet Thorn Europhane, men det navn bruges ikke længere.

Tidligere har man også produceret interiør- og exteriør-belysning, ikke mindst nogle meget fine indendørs art deco-lamper i 1940’erne og 1950’erne, designet af Mathieu Mategot, men interiør-belysningen lader til at være udgået i løbet af 1950’erne. I 1930’erne producerer man i øvrigt også kunstglas under mærket Verlys.

Læs også

0 tanker om “Holophane”

Del dine tanker