G.W. Frydenlund / G.V. Harnisch Eftf. / E.S. Sørensen (producent)

Kobbersmedje, blikkenslager og lampeproducent, etableret i 1842 i Læderstræde 9, København, af Georg William Frydenlund (d. 1884). Firmaet producerede bl.a. de velkendte røde danske postkasser samt olie- og petroleumslamper, og ikke mindst lanterner til fyrtårne, hvor det blev den kongelige danske fyrtårnsmyndigheds autoriserede leverandør. Undervejs blev firmaet til G.W. Frydenlund & Søn’s Værksteder. Efter G.W. Frydenlunds død ville ingen af de to af hans tre sønner, N.G.V. og C.H., der også arbejdede i firmaet, overtage ledelsen.

J.A.V. Harnisch
J.A.V. Harnisch

Således overtog firmaets driftschef, Johan August Vilhelm Harnisch, firmaet i 1887 og ekspanderede det kraftigt. Blandt de nye opgaver var etableringen af stort set samtlige fyrtårne i det danske kongerige samt de velkendte statelige telefonkiosker (1896), der står nogle få steder i København, og i 1902 flyttede firmaet til Nygårdsvej, hvor der var bedre plads. I 1912 blev J.A.V. Harnisch slået til ridder og hans søn Georg Vilhelm Alexander Harnisch, der var uddannet kobbersmed, fulgte i faderens fodspor som direktør for firmaet, og han blev medejer af firmaet i 1922, da J.A.V. Harnisch døde.

Fokus gled nu helt over på produktion af klassiske lamper samt belysning til skibsinteriør og togkupéer samt finere udsmykninger til f.eks. Carlsberg Bryggerierne og Amalienborg Slot. Et succesfuldt samarbejde blev indledt med Dansk ESSO om produktion af olie- og petroleumslamper til salg på tankstationerne.

G.V. Harnisch’ søn, Flemming Harnisch, blev udlært som kobbersmed fra 1941 til 1945 og arbejdede bl.a. i firmaet, indtil han emigrerede til Canada i 1976 og dér etablerede den selvstændige virksomhed Harnisch Lamps. På det tidspunkt sad G.V. stadig som direktør for virksomheden.

Det er lidt uklart, hvornår virksomheden skiftede navn til G.V. Harnisch og igen, til G.V. Harnisch Eftf.

I 1986 gik G.V. Harnisch konkurs (stadig med G.V. som direktør?), og firmaets salgsdirektør, Erik Sandahl Sørensen, der havde en baggrund som urmager og juvelér, overtog hovedparten af værktøjerne til produktion af petroleumslamper og etablerede en ny virksomhed, E.S. Sørensen, med dette udgangspunkt.

I år 2000 gik E.S. Sørensen på pension og Peter Seidelin Jessen, stifteren af Delite, og Poul Brandt Jensen, også involveret i Delite, overtog firmaet E.S. Sørensen i fællesskab. E.S. Sørensen indgår nu som et mærke under Delite, der holder til i Måløv.

G.V. Harnisch Metalvarefabrik - lampe i messing
G.V. Harnisch Metalvarefabrik – lampe i messing

En anden del af virksomheden G.V. Harnisch lever videre i form af G.V. Harnisch Metalvarefabrik, også i Måløv. Dette firma udfører kobber- og messingarbejde som specialopgaver, herunder også lamper – og postkasser.

Læs mere

Se video

Historien om Harnisch Lamps, af Magnus Hansen, tipoldebarn af J.A.V. Harnisch:

0 tanker om “G.W. Frydenlund / G.V. Harnisch Eftf. / E.S. Sørensen (producent)”

Del dine tanker