FROWO / Fröhlich & Wolter Metallwarenfabrik / Solide

FROWO 1020 petroleumslampe
FROWO 1020 petroleumslampe, der kan både stå på bordet og hænge på væggen. Fundet på eBay.

Tysk producent af bl.a. stormlygter, stearinlyslygter, petroleumslamper og meget andet. Firmaet blev etableret af Hermann Fröhlich som en blikkenslagerforretning i 1878 i Beierfeld (eller evt. Sachsenfeld) i Sachsen, Tyskland.

I 1912 overtog sønnen Rudolp Fröhlich sammen med svigersønnen Erich Wolter firmaet, der blev omdøbt til Fröhlich & Wolter Metallwarenfabrik, og i 1926 blev navnet ændret til FROWO.

Frowo 75 stormlygte, samme som Solide
FROWO 75, her i en efterkrigsmodel. Produceret fra 1930 til 1970 og derefter under navnet Solide. Fundet på Lucernae.

I slutningen af 1920’erne er produktionen af stormlygter blevet udbygget og konkurrencen på området er kraftig, hvilket bl.a. fører til patentstridigheder med Hermann Nier Feuerhandwerk (Feuerhand), der også producerede stormlygter i Beierfeld. Samtidigt producerer man dog også vaskemaskiner, oliekander, spritkøkkener, varmedunke og en masse andre ting.

Tilsyneladende var FROWO ikke involveret i krigsproduktionen i forbindelse med 2. verdenskrig, selv om man under første verdenskrig havde været det. Men i tiden op til krigen blev der skabt en række nye organer i Tyskland, f.eks. SS og forskellige frilufts-organisationer, som skulle bruge lygter i massevis, og nye regler for afmærkning af vejarbejde, marcherende kolonner osv. krævede også flere lamper, hvilket FROWO havde gavn af, som Feuerhand og mange andre virksomheder.

Under krigen var der begrænset produktion pga. materialemangel, og stormlygteproduktionen holdt hurtigt op. Man producerede dog dele til karbidlamper, som efterfølgende blev samlet hos firmaet Friwo (en anden lampeproducent, kendt for at have opfundet den benzindrevne minelampe).

FROWO 250
FROWO 250 – stormlygte med fjeder-belastet stearinlys, fra ca. 1960. Fundet på eBay. Er her forsynet med et Feuerhand-glas, men har oprindeligt haft et glas med eget logo.

Efter krigen var produktionsanlægget fortsat intakt, og man producerede på de vilkår, som den begrænsede adgang til råvarer medførte, dvs. med et begrænset antal produkter: indledningsvist stormlygter og husgeråd, senere flere og større metal-produkter til brug f.eks. i landbruget og ved vejarbejder. Som alle virksomheder i den sovjetiske zone, senere Østtyskland, blev virksomheden underlagt statskontrol, men fik lov til i en periode, indtil 1972, at forblive en selvstændig virksomhed og producere lamper og andet til eksport under eget navn, hvorefter den blev tvangsnationaliseret og lagt ind under VEB MEWA Beierfeld, som også Feuerhand tidligere var blevet en del af.

Det ser ikke ud til, at Frowos stormlygter efterfølgende blev produceret under eget navn, i stedet fortsatte produktionen af en enkelt model, den tidligere Frowo 75, der allerede i 1970 havde skiftet navn til Solide, indtil 1985 under dette mærke, som var skræddersyet til en engelsk virksomhed, der eksporterede lamperne til de fransktalende områder i Vestafrika.

Læs også

Del dine tanker