Chalwyn Lamps

Chalwyn Far East stormlygte
Chalwyn Far Est stormlygte, fundet på U.S. Overskudslager.

Chalwyn er en engelsk virksomhed, der i starten af 1900-tallet bl.a. producerede toglygter. Senere indledtes produktionen af stormlygter. I første omgang af datterselskabet James Kroll Limited, som fik disse produceret på kontrakt hos andre virksomheder, f.eks. hot blast-modellen Lynx og cold blast-modellen Tornado, men omkring 1947 etablerede man en egen fabrik for stormlygter i Parkstone, Chalwyn Lamps Limited. Lygterne blev i første omgang solgt gennem søstervirksomheden Chalwyn Wild (Sales) Limited i London, men fra 1951 blev al produktion og salg koncentreret i Parkstone.

Firmaet producerede over en god 20-årig periode ca. 30 millioner stormlygter, fordelt på de fire modeller: Tropic, Far East, Tempest og Pilot. Undervejs, i 1954, blev der desuden etableret produktion i Sydafrika – en konsekvens af, at man havde sit primære marked i områder af Afrika.

Desuden producerede man i en årrække særlige lygter til markering af vejarbejde – i England kaldet Bat-lygter, fordi de blev produceret på udstyr, der tidligere havde tilhørt tyske Stübken & Co., overtaget af HASAG kort før 2. verdenskrig, som brugte navnet BAT og en flagermus som mærke (måske havde de to tyske firmaer allerede inden krigen nået at introducere disse lygter i England?).

Chalwyn BAT-lygter, advarselslamper til vejarbejde
Chalwyn advarselslamper til vejarbejde – af BAT-typen, fundet på The Road Danger Website.

Firmaets store salgssucces i de første år for stormlygterne var i nogen grad betinget af, at pund sterling i en periode efter 2. verdenskrig ikke var konvertibel – så hvis man ude i verden havde nogle pund, kunne man reelt kun bruge dem til at købe varer for i lande, der ville have dem, hvilket primært var Storbritanien. Samtidigt var den tidligere så stolte tyske lampeindustri blevet lagt i ruiner af krigen, og der var ikke den store konkurrence. Men disse ting ændrede sig: I 1956 blev pundet igen gjort konvertibel (efter et kort forsøg i 1947, der næsten havde ruineret landet), og samtidigt var den østeuropæiske industri igen kommet op i omdrejninger (senere også fjernøsten), og begge dele slog hårdt mod Chalwyn, der i 1958 konstaterede, at stormlygternes dage var talte, og man ændrede firmaets navn til Chalwyn Limited.

Efter nogle år med faldende salg og stadig dårligere indtjening blev produktionen i Parkstone lukket og det sydafrikanske datterselskab solgt. Andre aktiviteter omfattede i en periode international distribution af Vapalux. Chalwyn flyttede engang efter 1976 til Poole. Derefter fortsatte man indtil midten af 1980’erne med at distribuere Feuerhand i Storbritanien, hvorefter man fik produceret egne stormlygter hos et firma i Tjekkiet (Meva?), modellerne Tropic og Far East. I 1990’erne blev denne produktion flyttet til et firma i Kina, primært med henblik på salg i Afrika, men kvaliteten og salget var ikke i top, så denne produktion ophørte snart igen.

I 2007 havde Chalwyn stadig nogle tjekkisk producerede lamper tilbage på lager i England, men ikke nogen produktionsaktivitet, så planen var da at sælge ud af lageret og derefter lukke ned for det forretningsområde.

I 2008 blev Chalwyn opkøbt af USA-baserede Amot, og firmaet er i dag aktivt i en niche, der handler om at producere forskellige sikkerhedsanordninger til dieselmotorer, der skal bruges i miljøer, som kan indeholde brændbare gasser.

Man kan stadig finde nye Chalwyn-lygter på markedet, f.eks. i de militære overskudslagre, efter at forskellige militære og humanitære organisationer de senere år er gået over til batteribaserede lygter og ved den lejlighed har solgt ud af deres lagre af petroleumsbaserede.

Læs også

 

 

Del dine tanker