Ateljé Lyktan

Utzon U336
Utzon U336 Pendel – designet af Jørn Utzon. En lampe produceret af finske Artek, men distribueret i Sverige af Lyktan.

Svensk producent af lamper, etableret i 1934 i Helsingborg af Hans Bergström (1910-1996), uddannet metalhåndværker og kunstner med speciale i lamper, og hustru Verna Norell (1912-1994), kunstner og tæppevæver. Efter kort tid, i 1936, flyttede firmaet til Åhus, hvor det stadig holder til. Hans Bergströms motto var, i følge firmaet selv: “Ljuset skall vara vitt och lysa fritt“.

Ateljé Lyktan bordlampe model 7171
Bordlampe model 7171, designet af Hans Bergström. Fundet hos Bukowskis Market.

Fra starten producerer ateljé Lyktan både lamper og vævede tæpper, senere kommer andre produkter til, og i en lang periode er Lyktan både en økonomisk og en kunstnerisk succes.

Økonomien i firmaet går dog nedad igen, og fra 1956-1962 er firmaet et aktieselskab med flere ejere. I 1962 køber Philips selskabet for at redde det og ejer det frem til 1964. Ingen af disse konstruktioner lykkes med at vende økonomien.

Philips sælger i 1964 Lyktan for 1 kr til Philips’ hidtidige designchef, K. Anders Pehrson (1912-1982), der har været involveret i firmaet i Philips’ ejerperiode, og han sælger det igen i 1974 til Fagerhultkoncernen, hvori det stadig indgår. Salget til Pehrson betyder samtidigt, at Hans og Verna forlader firmaet – og deres hjem, som har dannet rammen om firmaet hidtil, og som var bygget på det sted, hvor Vernas fødegård lå. Pehrson var chef for firmaet til 1974, hvor Bengt Fitger overtager, og kunstnerisk leder til 1978. Han stod for en lang række af de designs, som i dag er eftertragtede på brugtmarkedet – eller som stadig produceres. Anders Pehrsons motto var: “Bra belysning är inte alltid mycket ljus, men alltid flera ljuskällor“, hvilket indikerer den mere industrielle tilgang til lampeproduktion, han stod for – større virksomhed, flere modeller i produktion, flere lamper i hvert hjem.

Ateljé Lygtan Bumling pendel
Bumling, her som pendel, er en af Lyktans største succeser. Den blev designet af Anders Pehrson i 1968, og tilsyneladende har alle svenskere siden haft mindst én og snarere flere Bumlinger.

I slutningen af 1980’erne bliver Hans Bergström atter involveret i firmaet gennem arbejdet med at opfriske nogle gamle designs, og på sin 80 års fødselsdag i 1990 får han overrakt det første eksemplar af den nye lampe Kronan, som firmaet har udviklet med kraftig skelen til et Bergström-design fra 1953, Studentskans Själ.

Ateljé Lyktan Buzz
Buzz – en lampefamilie, der kombinerer elementer fra de glade 70’ere med moderne design.
Ateljé Lyktan Tube
Tube skrivebords-/arbejdslampe, designet af Anders Pehrson. I 70’erne havde Lyktan stor succes med både bord- og loftslamper med lysstofrør. Alle var i glade farver og loftslamperne (SuperTube) kunne bygges sammen til lange slanger eller net af lys, f.eks. i et kontormiljø. Fundet på Bukowskis Market.

Lyktan har leveret en hel del klassikere, som også har haft succes i Danmark og resten af verden. Bogen 1000 Lights nævner adskillige lamper fra dette firma, hvilket indikerer dets betydning.

Lamperne kan i Danmark købes hos Scandinavian Design Center.

Læs mere

Johan Jansson og Staffan Bengtsson: "Ljuset ska vara vitt och lysa fritt"
Johan Jansson og Staffan Bengtsson: “Ljuset ska vara vitt och lysa fritt”. Fundet hos CDON.

Ateljé Lyktan står selv bag en bog fra 2009: Ljuset skall vara vitt och lysa fritt, udkommet på Arvinius Förlag i Stockholm. Den er forfattet af firmaets fotograf, Johan Jansson med bidrag fra Staffan Bengtsson, og den beskriver historien bag firmaet, en del spændende anekdoter, personprofiler mm., men også så mange af firmaets mange lampemodeller som muligt. Det er en bog i stort format med masser af information, der belyser firmaet og dets deltagere og produkter fra mange vinkler.

 

Del dine tanker