Kobber

PH 3½-3 i kobber
En smuk lampe: PH 3½-3 i kobber

Et af de metaller, mennesket har brugt gennem længst tid, og med mange gode egenskaber. I lampesammenhænge er det f.eks. elektrisk ledende og egner sig derfor til brug i ledninger, og det er blankt og skinnende og egner sig derfor til brug som et spejl, der reflekterer lyset fra f.eks. et stearinlys eller en petroleumslampe og giver mere lys i den ønskede retning.

Det er let at forarbejde og giver plads til kunstneriske udfoldelser samt tekniske nyskabelser.

PH-lampe, oxideret kobber
En anden PH-model, grøn af ir

Og så er det er meget smukt materiale, der enten skinner fint med dets røde grundfarve eller er dækket af et smukt, grønt lag ir, som på gamle slots- og kirketage.

Endeligt indgår kobber i forskellige legeringer, herunder messing og bronze, der begge er mere robuste og meget anvendt som lampemateriale.

Oxideringsprocessen

Oxideringen starter langsomt – først ser metallet lidt mindre blankt ud, derefter mere mat brunligt. Først efter adskillige år under de rigtige forhold bliver det grønt (med mindre den grønne ir tvinges igennem af en kemisk behandling).

Pleje

Når kobber er brugt som materiale til f.eks. lampefoden eller som et spejl, ønsker man ofte, at det er blankt og skinnende hele tiden. Alle naturlige tendenser til oxidering skal derfor imødegås.

Sommetider er kobberet lakeret og behøver ikke yderligere pleje, ud over måske at støvet bliver tørret væk fra tid til anden. Men uden lakering kan det være nødvendigt at pudse det.

Der findes i handelen mange produkter, der kan bruges til pudsning og polering af kobber. Nogle af dem indeholder slibemidler og kræver, at man med en klud eller andet bevæger midlet hen over kobber-overfladen – hvilket kan lede til ridser. Andre virker kemisk og er af “smør på og skyl af”-typen, hvilket burde føre til færre ridser.

Lamper sælges sommetider med betegnelsen “kobber look”. Hvad dét indebærer, ved jeg ikke, men det er nok vigtigt, at man tjekker med leverandøren inden man evt. begynder at pudse og polere, da “kobber look” f.eks. kan være en bemaling, der så kan blive ødelagt.

Læs også

Del dine tanker