Kosmos-Brenner

10''' Kosmos-brænder fra DHR
En 10”’ Kosmos-brænder fra DHR.

En særdeles populær rundbrænder, oprindeligt udviklet af det Berlin-baserede firma Wild & Wessel, patentanmeldt men ikke patenteret Tyskland i 1870. Kosmos-brænderen var baseret på en tidligere brænder fra 1965, som også blev patentanmeldt, men ikke patenteret. Den første brænder var på 10”’ og blev i øvrigt sat i produktion allerede samme år, og de første eksemplarer solgt til Rusland, hvor de blev brugt til gadebelysning i Moskvas forstæder. Også Kosmos-brænderen blev i første omgang leveret i en 10”’-udgave.

På grund af det manglende patent blev Kosmos-brænderen hurtigt meget udbredt – alle producerede den, og på trods af dette kunne Wild & Wessel selv opretholde en stor produktion. På denne brænder opnåede firmaet patent, også i Tyskland.

Da Kosmos-brænderen og dens forgænger blev opfundet, var det typisk at bruge fladbrændere til det nye brændsel petroleum. Men allerede i 1780’erne havde Argand introduceret rundbrænderen i den lampe, der siden er blevet kaldt studenterlampen, så teknikken var kendt. Kosmos-brænderen blev, i følge Wild & Wessel selv, udviklet på baggrund af mange eksperimenter med at få teknikken til at fungere hensigtsmæssigt.

I 1899 blev Wild & Wessels produktion af brænderen overtaget af BJB, Brökelmann, Jäger und Busse, der producerede den indtil 1970’erne.

I dag produceres Kosmos-brænderne i Frankrig af firmaet Gaudard A&P, som også producerer både petroleumslamper og elektriske lamper, samt angiveligt også af DHR i Holland, der også producerer Ideal-brænderen, og Karlskrona Lampfabrik, som i dag er Sveriges førende producent af petroleumslamper og andre lamper i gammel stil.

Kosmos-Vulkan
Kosmos Vulkan med dens flammespreder – ellers meget lig den klassiske Kosmos-brænder.

Wild & Wessel står også bag Imperial- og Vulcan-brænderne, der angiveligt er gensidigt identiske og baserer sig på en opfindelse af Emil Wild i 1884 af en brænder med flammespreder. Imperial var salgsnavnet i USA, distribueret af Bradley & Hubbard, Vulcan i England, distribueret af Catterson’s. W&W lavede Vulcan i to typer: Central Vulcan og Kosmos Vulcan – den første havde en vægeelevator, hvilket den sidste ikke havde. Central Vulcan blev i England solgt under navnet Globe Vulcan.

En 30''' Globe Vulkan-brænder, fundet på Miles Stair's Wick Shop.
En 30”’ Globe Vulkan-brænder, fundet på Miles Stair’s Wick Shop.

Wild & Wessel fortsatte angiveligt produktionen af Kosmos-brænderne også efter 1899, og selv om firmaet blev overtaget af Hugo Schneider & Co. i 1903, fortsatte produktionen stadig derefter. Historien er lidt uklar her: på det tidspunkt var der mange producenter af Kosmos-brændere, hvilket slører billedet noget, og i dag er der mange entusiaster, der kender hver sin bid af historien, hvilket også bidrager til at sløre billedet. Men det skal vi nok få puslet på plads hen ad vejen…

Læs mere

0 tanker om “Kosmos-Brenner”

Del dine tanker