Tryklampe

Petromax Rapid 829/500CP
Petromax Rapid 829/500CP, her i messing, er en af de mest solgte modeller. Billedet er fra Conrad.

Tryklamper er et vidt begreb, dækkende over loftslamper, bordlamper, stormlygter og meget andet. Men de udgør et selvstændigt interesseområde for en del mennesker, og derfor giver det mening at omtale dem under ét.

Siden Argand opfandt studenterlampen i 1780’erne, der gennem bl.a. et konstant tryk skabt ved styrtflaske-princippet kunne sikre langt bedre arbejdsbelysning (for en studerende), er der naturligvis sket en del, men der skulle alligevel gå mere end 100 år, før en virkeligt effektiv og lysstærk tryklampe dukkede op – dét skete nemlig først efter at glødenettet var blevet opfundet. I mellemtiden skete der noget på andre fronter, f.eks. blæselamper, gaslamper og ellamper, der alt sammen hjalp med til at skubbe udviklingen fremad og skabe de teknologier, der gør moderne tryklamper muligt, men også nogle alternative retninger, eller vildskud, om man vil, i form af urlamper og moderatørlamper, der bestemt havde deres tid, men som reelt mistede deres betydning da de flygtige brænsler dukkede op.

Når vi i dag taler om tryklamper eller stærklyslamper, så er det normalt lamper med en kombination af tryksat brændsel og glødenet, vi mener.

En variant, der nok har et glødenet men også en væge, og hvor brændslet ikke er tryksat, finder man i Aladdin-lamperne – samt mange andre lignende lamper, der har eksisteret gennem tiden; lige så længe som de tryksatte. Dem kalder man ofte for glødenet-lamper, sommetider også for stærklyslamper. Hvis der er risiko for tvivl eller misforståelser taler man om glødenet- eller stærklyslamper med væge, hvor tryklamperne så er glødenet- eller stærklyslamper uden væge.

Anvendelse i dag

Tilley stormlygte på middagsbordet
En Tilley-lampe på middagsbordet. Så en tryklampe kan godt være hyggelig!

I dag er de alle udformet som stormlygter og de bliver fortrinsvist brugt af campister og andre, der har fjernet sig fra den daglige komfort med ellamper og som gerne vil have en solid mængde lys og varme. For dét er nemlig, hvad tryklamperne kan levere. Det skarpe lys gør dem også velegnede som bluslamper for fiskere, der blusser ål. Desuden bruges de som reserve-/nødbelysning i områder, hvor elforsyningen sommetider svigter. Et sidste større anvendelsesområde er/var de dele af fjernøsten, hvor man f.eks. på natmarkeder havde brug for lys men kun havde begrænset adgang til elektricitet. De er ikke som udgangspunkt beregnet som hyggelys, men er til seriøs belysning.

Typer

De findes til petroleum og benzin, og de gængse producenter i dag er Petromax (samt kopier), Coleman og Tilley.

Desuden findes en række modeller, der primært fungerer som feltkomfurer og som typisk er drevet af gas, og her er Primus, Trangia og Optimus de vigtigste spillere. Feltkomfurerne eller gasflaskerne direkte kan typisk også forsynes med en lampe, ligesom tryklamper sommetider kan forsynes med et komfur.

Om komfurer – bare for fuldstændighedens skyld

Idéen med at bruge en tryklampe som komfur kom egentligt fra svenske Frans Wilhelm Lindqvist (1862 – 1931), som tog udgangspunkt i en petroleumsdrevet blæselampe, fik et par patenter i 1891 og startede produktion i 1892 – han kaldte produktet for Primus og etablerede et firma omkring det, der i øvrigt også producerede bl.a. stormlygter og elektriske glødepærer. BA Hjort & Co., det senere Bacho, var salgspartner med eneret og overtog senere firmaet. Først i 1938 lanceredes et komfur, der blev drevet af gas, og i 1997 et multifuel-komfur, der kunne drives med gas, petroleum, benzin og diesel.

Der var dog tidligt andre producenter af tryklampe-baserede komfurer i Sverige, især Optimus, Lux, Sievert (Viktoria, Svea) og Radius – senere også AB Metallsmidesfabriken i Anderstorp (Sepil) og Trangia – samt en masse producenter i andre lande, i Danmark bl.a. Ginge. De fleste af disse producerede også tryklamper eller gaslamper.

Et par ord om gas i forhold til tryklamper

Gas er interessant i denne sammenhæng, fordi en tryklampe til benzin eller petroleum virker ved at lave en gas ud af brændstoffet og bruge dette til at opvarme et glødenet, og dette kræver, at brændslet presses gennem et en kaburator, der har et nåleøje, en dysse, som spreder brændslet ud i en sky af små perler, blandet med luft.

Det revolutionerende glødenet

Gaslamper var jo opfundet og blev anvendt i mange år inden petroleum blev “opfundet” som ét af produkterne i den raffineringssproces for råolie, der blev opfundet og hurtigt udbredt i 1850’erne, men de gav et ringe lysudbytte.

Man kendte til stoffers lysudsendelse ved opvarmning, bl.a. gennem det såkaldte limelight/kalklys, hvor kalk, der opvarmes af brændende gas, lyser mere end gassen selv, og dette princip blev udnyttet op gennem 1840’erne og frem mod 1870’erne, især til projektører i teatre, hvorefter elektrisk kulbuelys tog over. Men først i 1885 kunne Carl Auer von Welsbach (1858-1929) tage patent på den såkaldte Welsbach-kappe – det første glødenet – der var baseret på magnesium og gav et grønligt skær, der ikke var særligt populært eller salgbart. I 1891 opfandt han et forbedret net, baseret på thorium, og det blev sat i produktion i 1892 – og vældigt populært.

Schott brænderrør til glødenet-lamper / Auer-lamper
Schott brænderrør til glødenet-lamper fra 1894, dengang kaldet Auer-lamper. Fundet i den tyske Dingler’s Polytechnischen Journal, 1898, bind 307.

Først fra 1892 kunne man derfor reelt – med gaslamper og med de tryklamper, der allerede da var blevet opfundet til forskellige formål, så som loddelamper og blæselamper, og som forgassede petroleum eller sprit inden afbrændingen – levere kraftigt, hvidt lys.

Men det kraftigere lys gav mere varme og større temperaturudsving, hvilket indebar, at brænderglasset kunne springe – og dermed ødelægge glødenettet. Staffetten blev således spillet videre til glasproducenterne, og i 1894 kom Schott und Genossen så med et nyt brænderrør til formålet, kaldet Gasglühlichtcylinder.

Tilstedeværelsen af glødenettene gav fornyet liv til gas som lyskilde, da man nu med gas kunne opnå samme eller større lysmængde som med el for en tredjedel af prisen, lang op i 1900-tallet. Glødenettet gjorde altså sit til at forsinke udbredelsen af el.

Da man ikke havde gas overalt, var det logisk at forsøge at bruge benzin, petroleum og andre transportable brænsler i lamper med glødenet.

Værdien af forgasning

Det forgassede brændsel giver den bedst mulige forbrænding – metoden løser det gamle problem med, at en forbrænding af fast eller flydende brændsel ikke kan få ilt nok til forbrændingsprocessen. I den forgassede form er ilten jo overalt omkring de små brændselsdråber, der så endda fordamper pga. varmen fra processen, når først den er kommet i gang. I fordampet form er hver eneste kulbrinte til forbrænding i umiddelbar kontakt med ilt fra den medblandede luft, og således kan alle kulbrintemolekylerne brændes af i det tempo, man tilfører dem til processen.

De rene gaslamper virker omtrent på samme måde, bortset fra at trykket allerede findes i gasflasken eller i bygasnettet og ikke skal skabes i lampen. Når gassen lukkes ud af gasflasken skifter den fra komprimeret flydende form til gasform og derfor behøver den ikke en karburator. Processen skal dog stadig tilføres ilt, og en god gasbrænder er en, der er god til at sikre denne ilttilførsel, normalt ved at sprede forbrændingen ud i mange små flammer, der kan trække ilt fra mange små lufttilførselshuller.

Tryklampernes barndom

Lux lamper
Et par Lux lamper – den til højre er en autolux-lampe, mens den til venstre er en kulsyre-tryklampe. Fundet på Nykarlebyvyer og stammer fra Nordisk familjebok (1912).

Flere af de første tryklamper til brug for belysning (med glødenet) var designet som loftslamper/hængelamper, hvor tyngekraften kunne hjælpe til med at skabe et flow af brændsel gennem karburatoren og ned til brænderen og glødenettet, der sad på undersiden af lampen.

Nogle modeller var endda sådan konstrueret, at de kunne anvendes udelukkende med tyngdekraftens hjælp og altså ikke behøvede at have ekstra tryk på brændslet, så som f.eks. den såkaldte autoluxlampe, opfundet af H. Rustige og produceret af Lux (relateret til det senere Electrolux) i Sverige. Autolux var beregnet til udendørs brug og var ganske stor – næsten 1,5 meter høj! En anden model fra samme firma brugte flydende kuldioxid til tryksætningen. Begge modeller brugte glødenet og blev produceret fra starten af 1900-tallet. Mindst én af dem er opfundet før år 1901, hvor Lux blev etableret netop med henblik på at producere disse lamper – og Lux var i sig selv blot en videreførelse af firmaet AB David Kempes lampa fra 1899.

Louis Runge hængelampe, 1898
Louis Runge i Berlin var tidligt ude med tryklamper, drevet af benzin og som brugte tyngdekraften til at skabe tryk. Her en model, der angiveligt er fra 1898. Fundet på The Terrence Marsch Lantern Gallery.

Louis Runge i Berlin producerede adskillige lamper med glødenet, både lofts- og væg-lamper, der brugte benzin som brændsel og tyngekraften til at skabe tryk. Firmaet solgte allerede i 1895 eller tidligere gaslamper med glødenet og fra 1896 eller tidligere også benzin-lamper.

Aktiebolaget Aladdin i Stockholm, etableret i 1907 (så vidt vides ikke relateret til det senere Aladdin i USA), havde modeller i starten af 1900-tallet med tilslutning for en ekstern pumpe, der kunne skabe trykket. Det langstrakte design af lamperne indikerer, at de nok også tog tyngdekraften til hjælp.

AB Aladdin Minerva og Janus
Modellerne Minerva og Janus fra AB Aladdin – med tilslutning for ekstern pumpe til trykgenerering. Fundet på Pressure Lamps International.

Tilley-tryklamper uden glødenet havde på det tidspunkt været i produktion i cirka 80 år. Tilley begyndt dog først at bruge petroleum i 1919, og med begrænset succes indtil de i 1920’erne begyndt af få kontrakter med jernbaneselskaber om belysning af perronerne.

Udviklingen mod de nu kendte modeller skete først hurtigt, og derefter med meget små forbedringer i ny og næ, og det er karakteristisk, at en del tryklamper stadig har en nedadvendt flamme foroven i lampen, med glødenettet nedenunder og omkring flammen. Dette princip hjælper til at undgå, at flammen når glødenettet direkte, hvilket ville kunne ødelægge det, men idéen stammer givetvis fra de oprindelige loftslamper.

Mere om glødenet

Der findes også glødenet-lamper, i dag primært fra Aladdin, der ikke bruger brændsel under tryk, men som i stedet blot brænder som en traditionel petroleumslampe med et glødenet over flammen. Det giver mere lys end ved forbrænding alene, men ikke helt så meget, som tryklamperne kan levere.

Et glødenet udnytter det faktum, at visse stoffer gløder med et klart, hvidt lys, når de varmes op. Det er altså ikke nettet, der brænder, og brændslet skal helst ikke i berøring med nettet, da det kan give brændhuller – således er der en opgave for den, der betjener lampen, i at starte forsigtigt op og undgå, at brændslet drypper direkte ned på nettet.

Et glødenet kaldes også for en glødestrømpe eller en glødekappe (hvert sprogområde har sine preferencer). Det består typisk af et net af bomuldstråd, imprægneret med det glødende/glødbare materiale. Nettet er udformet således, at det kan hænges op som et bur omkring flammen, og til dette er der i lampen nogle bøjler eller andet, der kan holde nettet på plads. Et glødenet holder ikke evigt: det skal skiftes med mellemrum, og folk taler gerne om, at de kan få et glødenet til at holde til måske 200 timers drift eller mere.

Bomuldsnettet er blot en slags transportmedium for det, der bliver til selve glødenettet: Inden man kan tage et nyt glødenet i brug, skal det monteres i lampen og “brændes af”, hvilket indebærer, at man f.eks. ved hjælp af sprit brænder bomuldsnettet, hvilket lader et net af det glødbare materiale tilbage. Det gør i øvrigt også et glødenet, der allerede er brændt af, mere skrøbeligt i forbindelse med transport af lampen – måske er dét grunden til, at tryklamper ofte er blevet leveret i en fin transportkasse af træ.

Mere om karburatorer

I en tryklampe, som de kendes i dag, bruges flammen aktivt til at hjælpe til forgasningen af brænslet i karburatoren. Dette sker ved, at brændselstanken står under tryk (som brugeren af den skal lave med en lille håndpumpe, monteret på lampen), og dette tryk løfter petroleumet et stykke op i røret, der går op til dyssen, som sidder øverst i karburatoren. Flammen vil så varme den øverste del af røret op, og ved samme lejlighed petroleumet i det, som overgår til gasform. Af den årsag har flere modeller et rør, der snor sig omkring flammen, således at opvarmning kan ske mest muligt effektivt.

Af skitsen nedenfor kan man se, hvordan konceptet virker.

Det overordnede princip er omtrent det samme for alle tryklamper, selv om detaljerne kan variere. Skitsen viser en Petromax-lampe, som er meget enkel. Måske derfor blev det så populært at kopiere den. En mere avanceret model har også en forvarme-enhed – på modellen nedenfor forvarmes simpelthen ved blot at hælde sprit ind i bunden af lygtehuset, som er skålformet (ikke vist på skitsen), og sætte ild til spritten.

Hvis man blot pumper uden at forvarme, risikerer man, at petroleumet løber ud af dyssen i væskeform, snarere end i gasform, og derfor ikke ender som opvarmning af glødenettet men i stedet som et bål i lygtehuset (og måske på bordet under lampen).

Petromax skitse over virkemåde, tysk
Skitse over en Petromax-lampe og dens virkemåde (på tysk). Fundet på Lampengeschichten (men findes flere steder på internettet).

Den første tryklampe

De første lamper med glødenet var til gas. Welsbach producerede selv gaslamper med sit nye og forbedrede glødenet, men det samme gjorde andre firmaer, og hurtigt kom flere producenter af glødenet til, hver med deres patent – lamper blev så produceret, som udnyttede det éne eller det andet af disse glødenet.

Det står imidlertid lidt uklart, hvem der egentligt opfandt den første tryklampe med glødenet, beregnet for flydende brændsler. Men M. Wendorf fra Frankfurt am Main i Preussen fik USA-patent i 1897, anmeldt i 1895, på en sådan lampe. Den er forsynet med en gummibold til at etablere trykket med, sådan som man også havde set det på mange lodde- og blæselamper, samt to brændselskamre, hvoraf det éne er beregnet til forvarmningsbrændslet – altså en mere kompleks konstruktion, end de, der efterfølgende blev de typiske på markedet. I øvrigt er den en bordmodel med opadvendt dysse og flamme. Den anvender et brænderglas, der ligner en mellemting mellem et glas til en Kosmos-brænder og de senere Kronos– og Aladdin-lamper. Han nævner Albert Meyenberg og Siegmund Henlein som medansøgere med 2/3, dvs. at de tre i praksis søger samlet og ligeværdigt om patentet. Så de var i hvert fald tidligt ude, men hvilket firma repræsenterede de, om noget, og blev deres lampe nogensinde produceret?

Patent på glødelampe til flydende brændsel, 1897
Skitse, vedlagt patentansøgning fra Wendorf, Meyenberg og Henlein vedr. en glødelampe med flydende brændsel. Se hele patentet på Espacenet.
Louis Runge, Berlin - Tischlampe nr. 133
Louis Runge – Tischlampe nr. 133. En studenterlampe med glødenet, i en bruchure fra 1896. Fundet på Forum Petroleum.

Louis Runge i Berlin har benzin- og tyngdekrafts-drevne modeller på gaden i 1896 eller måske tidligere. En brochure fra 1896 viser adskillige modeller, f.eks. en studenterlampe, der jo i sig selv er en tryklampe, men hvor Louis Runge som noget nyt har forsynet den med et glødenet.

I Rusland startede flere fabrikker produktion af glødenet-baserede lamper op fra 1895 og frem. I 1910 var det muligt for professor von Doepp i Skt. Petersborg at beskrive en række russiske lamper i den tyske Dingler’s Polytechnischen Journal, med og uden tryk – som jo så nødvendigvis må være blevet til et sted mellem 1895 og 1910.

Irby & Gilliland - The Efficient hængelampe
Irby & Gilliland – The Efficient hængelampe fra 1899. Fundet på The Terrence Marsch Lantern Gallery.

Samtidigt, i USA, er der indtil flere spillere på banen, f.eks. Arthur Kitson, der får patent US667226 i 1901 (ansøgt i 1899), A.J. English, V.H. Slinack, og F.M. Blackman, der alle tre får hvert sit patent i 1899, og W.H. Irby, der får patent på sin The Efficient lampe i år 1900; en lampe, der dog produceres allerede fra 1899. Irby’s lamper blev samtidigt startskuddet for etableringen af Coleman, der var på gaden med en forbedret Irby-lampe i 1904, med en bordlampe i eget navn i 1909 og en stormlygte/lanterne i 1914.

Tilley startede som nævnt i 1915 op i det små med tryklamper med glødenet, men da havde ligeledes engelske Blanchard allerede længe, siden 1901, haft en produktion.

Primus 1005
Primus 1005 fra ca. 1910. Fundet på Classic Pressure Lamps.

Det er uvist, hvornår præcist Primus, SVEA og de andre svenske går i gang med tryklamperne – ud over Lux (1901) og Aladdin (1907) som jeg nævnte tidligere. Men allerede omkring 1910 er der mindst én producent, AB Atella, der med sin model Simplex angiveligt kopierer det første Primus-design. Nogle kilder nævner dog 1912-1914 som tiden, hvor Primus gør de første forsøg med tryklamper i form af lampen Primus 1005. Andre taler om “måske 1910”. Petromax udvikles indledningsvist også i 1910, men kommer først på gaden i 1921, mens Hugo Schneider angiveligt er gået i gang allerede i 1902 på basis af en licens på lamper fra svenske Lux.

Markedssituationen

Omkring år 1900 var det egentligt ikke let at få succes med petroleumslamper, uanset hvor kraftigt lys, de kunne udsende – for man havde også både bygas og elektricitet at konkurrere med; det første var veletableret i de store byer og det andet var i hastig fremmarch.

Men da tryklamperne kom frem, var man i en brydningstid, hvilket kortvarigt gav plads til sådanne lamper som dem fra Lux og AB Aladdin, og tilsvarende fra andre fabrikanter. Senere var der perioder med krig og andre kriser, der gjorde det attraktivt at have alternative kilder til lys og varme, og der var steder i verden, hvor gas og elektricitet kunne være vanskeligt at få fat i.

Som tidligere nævnt, skubbede glødenettet også til prisbalancen mellem el på den éne side og gas og petroleum på den anden, hvor elektriciteten pludseligt blev relativt tre gange så dyr som alternativerne, og man så derfor lampefirmaerne fortsætte udviklingen af gas- og petroleumslamper, herunder også tryklamperne, parallelt med udviklingen af el-lamper.

De transportable gasflasker dukkede dog op, og  i løbet af 1930’erne begyndte firmaer som Primus at producere små, billige lamper til montering på små og billige gasflasker, som generelt kunne fås verden over. Transportable elværker til f.eks. dieselolie findes efterhånden også i størrelser og prisklasser, der gør det muligt at få el de fleste steder.

I 1970’erne var det brede marked for tryklamperne ved at tynde ud – alternativerne var simpelthen blevet for mange og for gode, til at man generelt havde lyst til at lyse op med tryklamper, og tilbage var kun anvendelsen til campingbrug og lignende, samt som den enkle og transportable lys- og varmekilde for militæret. Derfor er de fleste tryklamper, der stadig produceres, af stormlygte-typen (det nye Vapalux har dog vovet et øje med en bordlampe).

Batteri- og elpære-teknologierne har udviklet sig og er i dag, med LED-baserede lamper, fuldgode alternativer til belysning i alle de situationer, hvor man i det mindste en gang imellem kan få adgang til at lade op eller købe nye batterier. Solceller bliver mere og mere almindelige, og snart er der ikke mange steder og situationer tilbage, hvor man har lyst til at bruge en benzin- eller petroleumsdrevet lampe til belysning. Men i kombination med varmeafgivelsen er tryklampen stadig, den dag i dag, et godt bud på den ideelle lampe for mangt en campist eller bjergvandrer.

Til hyggebrug derhjemme findes stadig alt fra olielamper, som de har været brugt i tusinder af år, over stearinlys og traditionelle petroleumslamper, til elektriske lamper af enhver art – blot mangler endnu sollys-lamper at blive udviklet til hyggebrug, så er paletten fuld. Her passer tryklamperne dog ikke rigtigt ind, da de simpelthen er for ydedygtige til at være hyggelige – de giver for meget lys og varme.

Læs også

0 tanker om “Tryklampe”

Del dine tanker