Licht – boganmeldelse

Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.
Licht er en letlæst men god introduktion til alt, hvad der har med videnskabeligt syn på lys at gøre. Kan købes f.eks. hos Amazon.

Rolf Heilmann har begået denne lille genistreg, der på et par hundrede sider fører læseren gennem hele lysets historie, fra urtidens bål og fakler til avanceret brug af lys i industri og rumforskning. Undervejs afklares det også, hvordan de forskellige elektriske lysteknologier kom til verden, mens f.eks. petroleumslamper og gaslamper ikke berøres.

Det er i det hele taget ikke en bog om lamper, men om lys i en videnskabelig forstand. På den måde er den i samme boldgade som den tidligere anmeldte Se LYSET, men med en klar fokus på at opregne den historiske linje.

Bogen er på tysk, fra 2013, og den er skrevet for et publikum, der ikke allerede har en kandidatgrad i lysteknik – de fleste burde kunne følge med, men den er dog tilstrækkeligt præcis til at kunne gøre nytte for gymnasieelever og universiteternes introduktionsniveauer. Den er ikke forsynet med kildehenvisninger, men der er nævnt en del navne og datoer undervejs, som gør det muligt for læseren at søge yderligere information. I øvrigt er den skrevet i et behageligt, flydende og letlæst sprog, der ikke er overfyldt med fagudtryk.

Forfatteren er doktor i fysik, har forsket i vekselvirkningen mellem lys og krystaller og har udviklet lasere til luft- og rumfart. I dag er han professor i fysik og fotonik på Hochschule München og underviser børn på det såkaldte KinderUni – børneuniversitetet.

Overblik

Og hvad handler en bog om lys så om, hvis ikke om lamper?

Jo, det er noget af det fascinerende ved denne bog: den kommer vidt omkring og giver et tydeligt billede af, hvordan lys og lysforskningen har været afgørende for mange andre forskningsdiscipliner, og hvordan vort moderne liv og verdensopfattelse afhænger af, hvad vi ved om lys.

Rolf Heilmann - Licht - Xing gruppe
Licht – en interessegruppe for bogen findes på det sociale medium Xing.

En stor del af bogen er meget præcis med hvem, der opfandt eller opdagede hvad, omend der i et par tilfælde måske nok er plads til en diskussion om detaljerne – f.eks. nævnes Becquerel rigtigt nok som opdager af radioaktiviten, men uden at ægteparret Curie overhovedet bliver nævnt. De tre fik jo dog trods alt en nobelpris i fællesskab for deres opdagelser og arbejde omkring emnet.

Jeg fandt måske to eller tre steder i bogen, hvor et emne ikke stod beskrevet helt klart, og hvor det kunne være nyttigt at supplere med et par alternative beskrivelser, bare for at være helt sikker på, at man har fået det rigtigt med, men ellers er alt vitterligt klart som glas, og jeg tror, de fleste læsere vil blive begejstrede over, hvor meget de lærer, og hvor let. Samtidigt er bogen virkeligt underholdende – som et populærvidenskabeligt tv-program, når det er bedst.

Den sidste tredjedel, hvor man er kommet igennem al grundhistorien og hvor de moderne opdagelser og produkter beskrives, bliver til tider lidt mindre præcis, og der står f.eks. at nogle produkter “dukkede op” eller at “man” opdagede et eller andet. Klart ikke helt så grundigt gennemarbejdet, men stadig interessant og nyttig viden.

Bogens emner

De berørte emner spænder vidt:

  • Filosofi og tidlig viden
  • Optik og geometri
  • Lysets brydning og spredning
  • Farver
  • Lysspektre
  • Elektricitet, radioaktivitet, radiobølger, mikrobølger
  • Kvanteteori, korrespondenceprincip
  • Glødepærer, lysstofrør, røntgen
  • Krystaller
  • Lysforstærkere (laser)
  • Videnskabsteori/måleteknik
  • CCD, LED, OLED
  • Relativitetsteorien
  • Big Bang og universets ekspansion

Og faktisk meget mere!

På trods af mængden af emner, får Rolf Heilmann det hele til at fremstå som én sammenhængende historie, og man er aldrig i tvivl om, hvorfor et nyt emne introduceres, eller hvad det har med lys at gøre.

Anbefaling

Denne bog får min klare anbefaling. Hvis man lærer noget om lysets videnskab, kan man også bedre forstå nogle af detaljerne i lampernes udvikling. Og denne bog er bestemt et godt bud på et sted at starte. Sammen med tidligere nævnte Se LYSET, får man god underholdning og masser af viden; hele spektret rundt, om man så må sige.

Hvis det tyske sprog giver problemer, findes der givetvis andre lignende bøger, man kan se nærmere på, men hvis man tror, man kan stave sig gennem det læsevenlige tyske, så er denne bog det gode bud – også fordi den koster ganske lidt, så man kan tillade sig at “prøve den af”, uden den store risiko.

–oOo–

Rolf Heilmann på Kinder-Uni i München
Rolf Heilmann skriver autografer på KinderUni i München.

Cover-fotoet er fundet på Hochschule Münchens hjemmeside og stammer fra en autograf-session i forbindelse med undervisning på KinderUni, der ved samme lejlighed kunne fejre sit 10 års jubilæum.

Bogens fulde titel er Licht – Die faszinierende Geschichte eines Phänomens, og den er udgivet på forlaget Herbig i München.

Se LYSET – boganmeldelse

Dan Friis, stifteren af RGB Lamps, der udviklede verdens første plug and play LED-pære, har skrevet en bog om lys og energi, Se LYSET, der udkom i 2012.

Den handler både om, hvordan vi bør tænke langsigtet om disse emner, og også om, hvad lys egentligt er, hvordan det dannes i forskellige lyskilder, hvordan vi ser og opfatter lys og farver, og hvordan vi kan bruge denne viden til at vælge rigtigt, når vi udvikler og køber lamper og lyskilder.

Koncept

Der er en naturlig sammenhæng mellem bogen og firmaet, men snarere end at være en reklame er bogen en velkonstrueret gennemgang af alle de samme tanker, der må antages at have ført til etableringen af firmaet, og som givetvis også har indgået i forfatterens arbejde mod en ph.d.-grad i emnet.

Stilen og valg af indhold er tilpasset en bred læserskare, så selv om der tales om både farvetemperatur, lumen og linjespektre, så er alt omhyggeligt forklaret i et pædagogisk og læsevenligt sprog. Bogen er både en debatbog med holdninger til miljø, genanvendelse og meget andet, og også en troværdig undervisningsbog, der, som forfatteren også selv påpeger, utvivlsomt vil give alle læsere ny viden.

Bogen er på dansk og kan sandsynligvis bruges med udbytte både i undervisning og som almindelig underholdning og inspiration på et kvalificeret niveau for alle med interesse i lys.

 Indhold

Det er en ret omfattende bog – har stort set alle emner med, der på nogen måde har en tilknytning til lys. Derfor kan der være idé i at starte med at fortælle, hvad der ikke er med – det er sådanne emner som lysets plads i historie, religion og filosofi og det er beskrivelser af forskellige lampetyper, brændselstyper med mere. Så det, der ér med, er rettet mod naturvidenskab, herunder også miljø og astronomi, samt et stænk af psykologi.

De fem hovedafsnit

  • Naturens Lys: de forskellige naturlige lyskilder, vi har omkring os
  • Lys og Menneske: synssansen, menneskeskabt lys og anvendelser
  • Lys og Natur: jordens kredsløb, lysets påvirkning af dyr, planter mm.
  • Perspektiv: hvad det hele leder til; global opvarmning, døgnrytme mm.
  • Henvisninger og forklaringer

Men undervejs fortæller Dan Friis også om holografi, varmelamper, vulkaner, magnetisk polvending, vind og vejr, solcreme og satelitter.

Vurdering

Der er tale om en ganske omfattende bog, som jeg vitterligt tror, at de fleste med bare en svag interesse for ét eller andet, der har med lys, universet eller miljø at gøre, vil finde nyttig og interessant.

Bogen sælges som e-bog, og som med mange andre af slagsen har det antageligt medført en kortere vej fra pen til publicering, så at sige, og dermed også færre øjne, der spottede trykfejl. Den er dog ikke plaget af det i en grad, der reelt betyder noget for læsningen.

Idéen i at kæde lys og miljø sammen er ganske god og fornuftig – lyset er et produkt af miljøet og vores udnyttelse af lyset har miljømæssige konsekvenser. En forståelse for sammenhænge ud over bare de enkelte dele af en lampe, eller måske lamperne i et enkelt rum, er uden tvivl af afgørende betydning for at kunne bruge lyset rigtigt, så brugen ikke blot spilder energi. Et eksempel i bogen viser den i øvrigt smukke kogle-lampe (Artichoke) af Poul Henningsen, som på grund af de mange reflektioner af lyset i den giver et blødt og behageligt lys, men desværre kun med udnyttelse af måske 3% af den tilførte energi – resten går tabt som varme.

Forståelsen for sådanne sammenhænge bør få både brugere og designere af lamper til at overveje mere effektive konstruktioner, især hvis nogle af bogens øvrige sammenhænge tænkes med ind – forstyrrelser af søvnrytmer for mennesker og dyr, hensigtsmæssig anvendelse af farver i lyset i forhold til formålet, og måske også lampens robusthed overfor stråling fra solen og universet.

Alting hænger sammen, og en del af disse sammenhænge er skjult i både det synlige og det usynlige lys og i de usynlige sammenhænge, som Dan Friis her har gjort en god indsats for at gøre synlige for enhver – og deraf titlen på bogen, som hermed får min varme anbefaling.

–oOo–

Bogen er en e-bog, og den kan købes hos en lang række internetboghandlere samt lånes på biblioteket. Se mere på siden om RGB Lamps – hvor der også er et link til bogen hjemmeside.