Ikke alt, der glimrer…

Ernst Bilgreen - Esmaralda
En meget spændende skulptur, “Esmaralda” af Ernst Billgren. Fundet på Bukowskis Market.

Det ligner lys, men er det ikke. Eller det ligner én slags lampe, men er i virkeligheden en anden. Vi mennesker elsker illusioner og billeder af enhver slags – vi elsker den form for leg med ting og begreber, som de bedrageriske lamper er udtryk for. Vi elsker kunst.

Kunst kan jo være mange ting, og med hjælpebegreber som “brugskunst” bliver det bare mere kompliceret at beskrive, hvad det egentligt er. Så måske står jeg alene med ovenstående tanke om legen med ting og begreber. Mange praktiske ting er jo også illusoriske eller efterligninger. Kan de så også også kaldes kunst? Tjah, for min skyld gerne. Hvis nogen kalder det kunst, så er det kunst.

De elektriske petroleumslamper

Jeg skrev om dem i Petroleumslampe, lavet om til el, og der findes mængder af dem. De produceres den dag i dag. Lamper, der ligner petroleumslamper – eller engang har været det, men nu er lavet om til el – og som har både oliebeholder og brænderrør, og ofte også en lille knap til at indstille højden på den væge, der ikke er der.

En mand, der ville sælge mig sådan en lampe, kunne begejstret demonstrere, hvordan knappen faktisk kunne dreje rundt. Omtrent som når man ser på en gammel legetøjsbil, hvor dørene og motorhjelmen kan åbne rigtigt.

Vi elsker leg, vi elsker imitationer.

De elektriske stearinlys

Det er jo et ret nyt fænomen, men muligvis kommet for at blive. Der findes små lys, solgt som fyrfadslys (selv om de næppe kan holde teen varm), og der findes større lys, ofte solgt som “ægte vokslys” – alle med LED, lysdioder.

Piffany LED-vokslys
“Levende lys” med lysdioder af mærket Piffany. Fundet på What We Like.

De begejstrer, og de sælger godt. Umiddelbart kunne man forestille sig, at det skyldes en fascination af selve teknologien; at det er muligt at lave sådan noget. Men dertil kommer så de nye muligheder, man får, som f.eks. at man kan stille lysene, hvor man vil, uden at tænke på brandfare og forurenende partikler i luften.

Fascinationen over teknologien kommer dog let til at køle af efter nogen tid, af to årsager: dels de praktiske problemer, så som at der skal batterier i, måske endda en type, der ikke er let at få fat i eller som koster dyrt. Og dels, at man uvægerligt kommer til at tænke over, før eller siden, hvorfor man skal have en klump voks til at stå på hylden og give et ubetydeligt og kedeligt diodelys fra sig. En tredje ting spiller desværre ofte også ind – nemlig prisen. Alle disse lys kommer tilsyneladende fra Kina og koster omtrent ingenting i indkøb, derfor kan de sælges for små penge, og ofte har folk den holdning, at hvad der er billigt, er værdiløst og kan smides væk uden skrupler.

Mørke er unormalt

Kunstigt lys er blevet så almindeligt og udbredt, at man betragter det som forkert, suspekt, om nogen ikke har lys tændt. Så er det, at man kan finde på at gå hen og ringe på døren, bare for at sikre sig, at folk stadig er i live. Eller også antager man straks, at de er på ferie. For hvis folk er hjemme og i live, så har de lys tændt.

Hydreon FakeTV
Hydreon FakeTV er en lampe, der glitrer og glimter på en måde, som på lidt afstand ligner lyset fra et TV.

Det har kvikke indbrudstyve forlængst regnet ud, at dét har smarte producenter af kontakt-ure jo så kunnet profitere på. Med et kontakt-ur bruger man dog en rigtig lampe – illusionen går alene på, at man med lampens hjælp får huset til at se beboet ud.

Selv om et TV ikke først og fremmest er tænkt som en lampe, så virker det alligevel i nogen grad som en sådan. Og næsten alle har TV’et tændt hver aften – med mindre de er rejst bort. Hydreon Corporation har derfor fundet på, at man ikke behøver at lade TV’et stå tændt, mens man er væk, man kan blot bruge en lille lampe, der glitrer og glimter og dermed opfører sig som et TV.

Stil-efterabning

Imitations-petroleumslampe
Imitations-petroleumslampe af typen “belgisk lampe”, et oprindeligt design af Lempereur & Bernard, denne dog antageligt fra firmaet Gaudard, der også laver rigtige petroleumslamper og –brændere. Fundet på TopAnnonces.fr.

Det handler nu ikke alt sammen om bedrag, men med en vis logik kan man jo godt sige, at hvad hjertet er fuldt af, løber designet over med. I en tid, hvor alle talte om de fantastiske og smarte nye gaslamper, var det vel meget naturligt, at både petroleums- og ellamper blev designet, så de lignede. Og gaslamperne havde i sin tid selv startet med at ligne eksisterende olielamper og “stearinlys”-lamper (stearin eksisterede ikke dengang, men vi har ikke noget samlende dansk ord for lyskilder i den facon – på engelsk “candle” eller “candle stick”).

Efterabningen er en kombination af vanetænkning og et bevidst forsøg på at passe ind i eksisterende miljøer. Det giver nye produkter, der næsten ligner, men som f.eks. af tekniske årsager indfører visse nye elementer, der så glider ind i det samlede stil-univers, så som ledningen, mens nogle af de foregående elementer bevares, fordi de har vundet hævd, de hører ligesom til – som den tilsyneladende oliebeholder i mange el-lamper.

Men imitationer kan også skabe en helt ny egen stilretning – som f.eks. elektriske petroleumslamper, der i dag købes af folk, som kan lide det gamle udseende men ikke den gamle funktion.

Evolutionært design

Philips Eco Candlelights
Philips Eco Candlelights. En slags moderne fyrfadsstager med LED og trådløs opladning.

Fra efterabningen følger nyskabelse. Enhver nyskabelse er en bevægelse bort fra det umiddelbare standpunkt – den er evolutionær.

Det sker omtrent aldrig, at noget designes, som slet ikke har nogen referencer til noget som helst kendt. Dels må designeren jo starte sine tanker et sted, hvilket typisk bliver i det bestående, og dels skal det designede jo bruges af og evt. sælges til nogen, som skal kunne se formålet – de skal kunne se det passe ind i den verden, de kender. Jeg var lidt inde på de tanker i min anmeldelse af bogen 1000 Lights.

Næste skridt derfra kunne så blive noget helt andet. F.eks. kan Philips Eco Candlelights, der i sit design har referencer til både stearin-fyrfadslys og den elektriske belysningsverden (samt Philips’ generelle forkærlighed for metalliseret plastic), danne afsæt for nye typer af hyggelys, der kun er LED-baseret – og altså ikke længere ligner fyrfadslys.

Et element i det evolutionære design er også “smag og behag”. Man kan ikke flytte folk til en helt anden verden med ét design, det skal ske over et par omgange – og undervejs kan udviklingen sagtens begynde at gå i en helt anden retning.

Der er grænser

Lampe Berger - This is not a lamp, parfumelampe
Sommetider går der koks i definitionerne: “This is not a lamp” hedder denne parfumelampe fra Lampe Berger, men netop dén er faktisk den eneste i deres sortiment, der ligner en lampe – de andre ligner parfumeflasker. Givetvis har de haft Magritte og hans berømte pibe i tankerne.

Selv om vi imiterer på livet løs, så er der en del designs, som ikke forekommer. Man har ganske vist flagermuslygter med LED og tryklampe-lignende LED-lamper, som indgår i en helt ny verden af LED-baseret ude- og campingbelysning. Men der er ikke i nogen større grad dukket campinglamper op, der ligner gamle petroleumslamper. Her vinder det praktiske element givetvis over de fikse idéer – hvis man har et praktisk problem, der skal løses, vil man have et design, der ikke bare løser det, men som også ser ud til at løse det. Vi spiser med øjnene, siges det (om mad), og vi vurderer tilsvarende tekniske løsninger ud fra deres udseende.

Petroleumslampe, lavet om til el

Når tiderne skifter, bliver nogle ting umoderne eller direkte ubrugelige som de er. Så bliver de enten gemt væk, kasseret eller lavet om.

Ukendt mærke - hænge-petroleumslampe, lavet om til el
Hængende petroleumslampe, en af de allerførste tryklamper, nu lavet om til el. Fundet på Bukowskis Market. Den er/var i øvrigt enten en tysk Keros-Invert-Lampe fra Hugo Schneider AG, eller dennes svenske forgænger fra firmaet Lux, fra ca. år 1901. Begge er sjældne.

På den måde oplever man, at selv de ting, der engang fandtes i store mængder, pludseligt en dag er helt forsvundet. Er man heldig, har nogen så alligevel gemt et eksemplar i garagen, og når det en dag dukker op, kan man yderligere være så heldig at den, der finder det, forstår værdien eller giver det videre til nogen, der gør.

Petroleumslamper er blevet anvendt flittigt fra de blev opfundet – eller faktisk endnu tidligere (fordi de første var udviklet fra eksisterende olie- og spritlamper) – og frem til tiden lige efter 2. verdenskrig. Dengang var der masser af dem, og en del blev simpelthen smidt ud, da folk i deres begejstring over de moderne tider med el-installationer allevegne og masser af bedre og billigere elpærer og -lamper ikke længere kunne se nogen værdi i petroleumslamperne.

Jugend-stil petroleums-bordlampe, ombygget til el.
Jugend-stil bordlampe af ukendt fabrikat, ombygget til el. Fundet på Bukowskis Market. Jugend-stil er populært i Sverige i øjeblikket, og heldigvis sælges nogle lamper i original stand – de er ikke alle ombygget. Den viste har fået boret et hul op gennem lampen, så den bliver antageligt svær at lave tilbage til petroleum – hvis man da overhovedet kan finde den originale brænder, kuppel osv. – men nu ligner den en strindberglampe, endda i jugendstil, så den er lige i øjet for tidens trend.

Nogle af lamperne var dog så smukke, eller man havde vænnet sig til, at netop dén lampe stod netop dér, at de i stedet for at blive smidt ud blev ændret til el. Og det er jo godt, for ellers var de forsvundet for stedse. Andre blev rent faktisk brugt helt frem til i dag – måske mest som dekoration, men alligevel, de fik lov til at stå tørt og godt indendøre. Andre støvede til og rustede i fugtige skure og kældre.

Senere har der været retro-bølger, hvor de gamle lamper igen fiskes frem, friskes op – og “moderniseres” med el, maling, andre lampeskærme og meget andet. Og her bliver det kritisk, for flere af de gamle lamper er unikke eller findes efterhånden i så få eksemplarer, at de er udrydningstruede. Når den gamle petroleumsbrænder og evt. andre detaljer pilles af og smides væk, er det for altid forsvundet. Fremtidens historikere – eller fremtidens retro-bølger – vil ikke have nogen mulighed for at inkludere netop disse ting i deres forståelse for historien, kulturen, livet.

Tidens trends og dårlige råd

Ukendt mærke - hænge-petroleumslampe, ombygget til el
Loftslampe, ombygget til el. Fundet på DBA. Ofte medfører sådanne ombygninger, at det oprindelige ophæng med hejsesystem forsvinder, røghætten, den originale petroleumsbrænder og det originale brænderglas smides væk, oliebeholderen gennembores osv. – men det kan ofte lade sig gøre i stedet blot at skifte brænderen til en såkaldt imitations-brænder med ledning i siden, eller at montere el på indersiden af skærmen, så lampen kan fungere med både el og petroleum, og dermed bevare lampens originale udtryk. Den viste har i det mindste fået lov til at beholde sin originale farvede skærm. Det er i dag svært at finde en helt original hængelampe til petroleum – næsten alle de gode er lavet om til el og har fået en hvid skærm.

I et tidskrift om indretning og dekoration af hjemmet så jeg for nyligt en artikel om, hvordan man kunne lave sjove nye lysestager af de gamle messingstager ved simpelthen at lime flere af dem sammen med to-komponentlim. Hmm… der forsvinder sikkert nogle unikke gamle 1700-tals klenodier på den konto, og de “sjove nye” ting bliver folk hurtigt trætte af, hvorefter de ender på lossepladsen.

I en bog om klassiske lamper for samlere, som ellers gik meget op i at man skulle passe på ikke at tørre støv af for tit osv., fordi det kunne skade de fine gamle lamper, stod der i billedteksten et par steder ting som “her er en fin gammel petroleumslampe, der venter på at blive lavet om til el, så den igen kan komme til ære og værdighed”. Gad vide, om den stakkels petroleumslampe så i det mindste slipper for at få tørret støv af, efter at den er blevet lavet om?

Det viser en trend, der er gået helt over gevind. Mange sælgere af gamle petroleumslamper er begyndt at skrive sådan noget som “har aldrig været elektrificeret”, fordi det efterhånden er blevet noget særligt, som kan fremhæve netop denne lampe.

Mal-det-hele-hvidt-trenden har også i nogen grad påvirket petroleumslamperne. Gennem tiden har der været mange originale hvide skærme, men faktisk var man tidligere meget omhyggelige med ikke at oplyse rummet unødigt, og man valgte gerne en farvet skærm, der kunne hjælpe til blot – diskret – at give lys lige dér, hvor det skulle bruges. Der var også mange skærme med dekoration, f.eks. skåret eller ætset ind i glasset eller malet på det. Den hvide trend har dog betydet, at der i dag ikke produceres ret meget andet end enkle hvide skærme, så når en dekoreret skærm går i stykker kan det være svært at finde en god erstatning for den. Derfor – hvis du har en farvet eller dekoreret skærm, så vogt den, om ikke med dit liv så i det mindste med din omhu, for den kan meget vel være den sidste af sin slags.

Økonomi

Ukendt mærke - guld-petroleumslampe, ikke-elektrificeret, uden skærm
Ikke-elektrificeret gulvlampe. Fundet på Bukowskis Market. Gulvlamper til petroleum er sjældne, og de er næsten umulige at finde i deres oprindelige form – alle er lavet om til el. Denne, der så ikke er det, gik for en lav pris – sandsynligvis fordi den i øvrigt ikke er komplet. Man kan købe en anden skærm, men måske ikke den originale, så derfor er lampen ikke meget værd. Desuden er lampen poleret op, hvor den ellers ville have været mørkere. En tilsvarende, lidt finere men stadig uden skærm, er i øvrigt i skrivende stund udbudt hos Stockholms Auktionsverk Online.

Nogle tror måske, at en moderniseret udgave af en gammel lampe er mere værd end den oprindelige. Men sådan er det ikke. De fleste lamper – og andre antikviteter og gamle samlerobjekter – mister deres økonomiske værdi, helt eller delvist, når de bliver lavet om. Ændring til el er én måde at destruere den økonomiske værdi på – og de gamle hængelamper, som illusteret ovenfor – er stort set usælgelige, når de er lavet om til el, men kan være værdifulde, hvis de er i original stand. Lamper må generelt ikke males, selv om de ser lidt slidte ud. En sådan gang ny maling kan gøre dem totalt værdiløse, for samlere leder jo netop efter det oprindelige, ikke det nye.

For de fleste lampers vedkommende er det bedre at lade dem være helt i deres gamle, slidte stand, end at forsøge at forbedre noget som helst på dem. Hvis de oprindeligt har været fint pudsede og polerede, kan det måske give mening at finde pudsekluden frem, men mange foretrækker faktisk, at lamperne har fået patina, så de tydeligt og visuelt er gamle. Jeg synes dog at have bemærket, at de fleste almindelige købere foretrækker f.eks. at messing og sølv er poleret op, og mange samlere gør også dette ved lamperne i deres samling.

Vær opmærksom på, at netop messing i en lang periode fra slutningen af 1800-tallet til efter 2. verdenskrig ofte blev omhyggeligt “bruneret” på fabrikken – folk ville simpelthen helst have, at lamperne så gamle ud allerede fra ny. Hvis man polerer disse lamper op, skaber man et udtryk, de aldrig har været tænkt at skulle have, hvilket kan være trist af mange årsager men altså også reducere lampens økonomiske værdi.

Den ansvarlige forbruger

Nogle ynder at sige at “vi har ikke arvet Jorden af vore forældre, vi har lånt den af vore børn”. Økologi og miljøbevidsthed er relativt in i dag, men respekten for ting samt interessen for historie er nok ikke så in. Måske giver det dog alligevel mening at tale om menneskeheden og dens frembringelser som en del af fænomenet “Jorden” – vi vil jo ikke efterlade et tomt og historieløst sted til vore efterkommere? Et sted, hvor alt bliver smidt væk og intet værdsat. En sådan køb-og-smid-væk mentalitet kunne jo tænkes at smitte af på de menneskelige aspekter, så vores forhold til hinanden, især hensyn og gensidig respekt, også bliver smidt ud “med badevandet”. Respekt for ting er respekt for både de mennesker, der har lavet dem, og de mennesker, der i fremtiden måske ville værdsætte tingene.

Man kan ikke gemme alt, og de, der tror på kapitalismen i dens rå form vil nok også insistere på, at alting skal smides væk, så folk har brug for nye ting, der så skal produceres – hvilket holder gang i hjulene og gør os alle rige (en argumentation, der kan diskuteres).

Men uanset, hvad man tror på, så er det efterhånden nået dertil, at enhver, der overvejer at ændre på eller kassere en gammel petroleumslampe, bør overveje om den umiddelbare gevinst måske overskygges af det langsigtede tab – og så måske give eller sælge lampen til et museum eller en samler, og selv anskaffe noget, der allerede er lavet om eller som er nyproduceret. At gå i gang med at ombygge en sjælden lampe er omtrent som at arrangere en safari med henblik på at skyde det sidste hvide næsehorn.

Det brede perspektiv

Blomstret petroleums-bordlampe, lavet om til el på den pæne måde
Bordlampe, lavet om til el på den gode måde. I praksis vil man bruge den med ledningen hængende pænt ned bag lampen, næsten usynligt. Hvis den originale brænder med brænderrør er sikkert opbevaret, kan man altid lave lampen om igen, uden mén. Fundet på DBA.

Psykologien bag ombygninger og “moderniseringer” af enhver art er ofte, at man faktisk tror at man giver nyt liv til ellers værdiløse gamle ting. Det er jo godt og entreprenant at ville skabe nyt af gammelt – genbrug er cool, og da især hvis man så kan sætte sit eget præg på tingene, selv være den dygtige designer og håndværker, som andre kan beundre, når de ser på kreationen. Ombygningerne kan på den måde være med til at skabe respekt omkring en selv, omend det ofte er på bekostning af respekten for den oprindelige designer. Lidt på samme måde, som når en kunstner fra tid til anden finder på at male ovenpå et eksisterende maleri – provokerende, fluksus, men sjældent med nogen varig værdi.

Det er dog prisværdigt, at nogle folk kan se værdi i det, der ellers ville ende som affald – som kunstnerne, jeg skrev om i Fjedre i lysets tjeneste, der lavede gamle fjedre om til spændende lamper.

Der kan stadig være gode grunde til at lave ting om – f.eks. kunne man i slutningen af 1800-tallet se petroleumslamper, hvor forskellige materialer og konstruktioner blev brugt til olie-beholderne, som ikke nødvendigvis kunne holde brændslet indenbords – hvilket gjorde lamperne farlige at bruge. Men nogle af disse lamper er nærmest usandsynligt smukke, med designs, der viser en del om samtidens tanker og stilopfattelser og om håndværkernes kunnen osv., så det ville jo være trist at smide lamperne væk. Hvis det kan hjælpe til, at de overlever, kan en ombygning til el måske være en udvej. Men historiebevidste mennesker vil så ombygge dem på en måde, så de kan bygges tilbage igen – og gemme de dele, der tages bort, så de senere kan sættes på igen.

Som altid er der gråzoner:

  • Ikke mindst kan en lampe være ombygget for så længe siden eller under sådanne omstændigheder, at den ombyggede lampe faktisk opnår en egen historisk værdi. Så man skal heller ikke ubetinget forsøge at bygge alting tilbage til det oprindelige udseende.
  • På et amerikansk website om Aladdin-lamper var der en læser, der spurgte til, hvordan man sikrede, at den lampe, man var ved at renovere, blev historisk korrekt. Svaret fra sitets redaktør var, at det kunne man ikke, og det behøvede man heller ikke, for alle dele passede sammen og kunne kombineres på kryds og tværs. Det er måske nok den enkle udgave af svaret, og der hører ubetinget flere krøller og undtagelser med, men i princippet er det sådan med mange petroleumslamper, at de historisk set blev fremstillet af udskiftelige komponenter, der kunne kombineres på mange måder. Blot kunne man synes, at der sommetider kan være en værdi i at bevare netop den bestemte kreation, der faktisk blev skabt, og ikke blot “rekonstruere” noget, der kunne have eksisteret – en falsk historie.
  • Nogle lamper er lavet til el fra starten, og man kan ikke altid se, om det er sådan, eller om de er bygget om. De fine dobbelte studenterlamper, jeg har valgt som cover-foto, har jeg fundet hos Lauritz.com, og jeg kender faktisk ikke de pågældende lampers status.

Men budskabet herfra er altså: tænk grundigt over tingene og pas på og bevar de sjældne gamle petroleumslamper. En dag kan de være helt forsvundet; alle ombygget til el, malet hvide, limet sammen og i fremtiden måske igen noget nyt, hvorefter der ikke findes flere vidnesbyrd tilbage om dette vigtige aspekt af historien – om bl.a. oplysningstiden, industrialiseringen, moderniseringen, det gode håndværk, og de designede produkters indtog i almindelige hjem.

Lysets anden mester

Henning Larsen udendørslampe HL 410/590
Henning Larsen – Udendørslampe HL 410/590 fra Lightyears. Fundet hos Jacobsen Plus.

Tilnavnet “lysets mester” blev brugt om arkitekt Henning Larsen (1925-2013) – ikke kun fordi han designede lamper, men også fordi han i sine øvrige designs sikrede lyset en fremtrædende plads. Denne post handler nu ikke om ham, men om fotografen Trey Ratcliff, der er fra New Zealand og har postet mængder af frit tilgængelige fotos (under Creative Commons licens) på internettet. Også ChromeCast viser en del af hans fotos, når der ikke lige castes noget til den, og med god grund: Ratcliff har en veludviklet evne til at fange smukke motiver, og da han tilsyneladende færdes overalt på Jorden og er meget produktiv, betyder det, at han har fotograferet snart sagt alting. Han er, efter min mening, særligt god til panoramiske billeder og billeder, hvor lyset spiller en særlig rolle. Og via sin politik om at fotografere for alle gennem at stille billederne til rådighed uden vederlag, minder han også på dén front lidt om Henning Larsen, der jo i vid udstrækning designede skoler og lignende bygninger, hvor almindelige mennesker færdes (og så også lige et operahus).

Trey Ratcliff - Metroen i Paris
Trey Ratcliff – Metroen i Paris. Et godt eksempel på, hvordan selv meget simple lamper i samspil med den øvrige dekoration kan give en dramatisk effekt.

Coverfotoet (fra metroen i Paris) viser, foruden Ratcliffs eminente sans for at finde det rette motiv og de rette kameraindstillinger, hvordan selv meget simple lamper i samspil med de øvrige dekorative elementer kan skabe en dramatisk effekt. Lamper kan være smukke i sig selv, men de kan også ses som komponenter i en større helhed. Jeg ved ikke, hvem der har designet hverken metroen eller lyset i den. Herunder følger nogle flere eksempler på hans billeder. Tjek gerne hans website for flere fænomenale fotos og yderligere oplysninger om ham selv.

Trey Ratcliff - Darkness of the City
Darkness of the City – viser, hvordan det lys, der egentligt er beregnet på de enkelte små rum indenfor, også bidrager til at skabe konturen af byen, det store rum. Ratcliffs pointe med titlen er antageligt en anden, men beslægtet: “mørke” har en helt anden betydning i byen end andre steder.
Trey Ratcliff - The opposite Hotel / Swimming at the opposite house
The Opposite Hotel / Swimming at the Opposite House. Sommetider består arkitektur stort set kun af lyset og dets reflektioner. En underspillet og enkel arkitektur kan således, med det rette lys, blive kompleks og mystisk bombastisk.
Trey Ratcliff - Hobbiton
Ratcliff har besøgt Hobbiton (hvor The Hobbit er filmatiseret), og det er der kommet mange spændende fotos ud af. Her ser man, hvordan haven foran Bilbos hule i skumringen oplyses enkelt men dekorativt og indbydende fra både hulen selv og en enkelt, strategisk placeret udendørs lanterne. Der ser varmt og trygt ud derinde. Måske noget at inspireres af til din egen hule?
Trey Ratcliff - The Long Road, New Zealand
The Long Road i New Zealand. Et af mine yndlingsfotos, som med lidt hjælp fra det rette filter viser naturens lys og de smukke farvespil, man kun kan drømme om at eftergøre med kunstigt lys.
Trey Ratcliff - Glenorchy on Fire
Glenorchy on Fire. Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige, som bidrager til at fremhæve dette fænomenalt smukke skue. Igen er det solen, der har gjort arbejdet, som enhver lampedesigner nok må erkende, overstiger et menneskes evner.