American Gas Machine Company, eller til dagligt blot AGM, var en af de allerførste producenter af tryklamper, etableret i 1896 i USA af den danske immigrant H.C. Hansen og med afdelinger i Brooklyn, New York, Oakland, Californien og Ridgefield, New Jersey.

Gennem mere end 40 år producerede AGM et stort antal lamper og lygter, alle med glødenet og tryksat brændsel – både petroleum og benzin. Lamperne blev solgt i USA under eget mærke samt visse modeller i England under mærket Stanleys.
En del af lamperne blev solgt under mærket Ready-Lite.
En af modellerne, model 100, blev inspiration til de australske Handi-lamper.

Foruden lamper havde AGM en del andre produkter på programmet, så som både gas- og elkomfurer til køkkener, restauranter, husholdning og camping, ismaskiner og varmeapparater.
I 1930’erne måtte firmaet slås med den daværende verdenskrise, og med en omfattende strejke oven i købet samt den efterfølgende 2. verdenskrig, blev firmaet ikke helt sig selv igen. I 1936 slog strejken bunden væk under firmaet, og det gik ind i en konkursbehandling, der varede i to år og resulterede i en ny ejerkreds. Efter krigen fortsatte produktionen af tryklamper, selv om man fokuserede på andre produkter, så som varmeapparater, vandvarmere og gaskomfurer samt ikke mindst et transportabelt køleskab, men man lod sig i 1950 opkøbe af en konkurrent på varmeområdet, Queen Stove Works, der straks efter kunne lancere den i USA berømte “Scotsman super ice cuber”.
Lamper blev produceret gennem flere ejerskifter og omstruktureringer, og de blev produceret under flere navne, f.eks. Thermos.
Læs også
- Freeborn County Historical Museum: American Gas Machine Company, Albert Lea, MINN – Legend # 94, januar 2008
- Scotsman Industries: History