Med blod som brændsel

Den tyske lampeindustri var i en periode fra 1850’erne og frem til 2. verdenskrig helt fremme i skoene og leverede mængder af lamper til hele verden. I første omgang petroleumslamper, hvor en stor del af de nye opfindelser fandt sted netop i Tyskland, og senere også el-lamper med det i dag så eftertragtede Bauhaus-design.

Den enes død…

Der er dog også en bagside af medaljen. Selv om det ikke er nogen hemmelighed, at Tyskland i 1930’erne og under 2. verdenskrig optrådte brutalt overfor jøder, sigøjnere og andre befolkningsgrupper, og selv om de fleste i dag kender til eksistensen af koncentrationslejre og arbejdslejre under krigen, så er udbredelsen af dette først i de senere år så småt begyndt at gå op for folk. I Tyskland dukker der i disse år af og til beretninger op, som stiller ellers anerkendte tyske virksomheder i et dårligt lys.

Nogle eksempler

Som jeg har skrevet om tidligere, så er Hugo & Alfred Schneider AG, HASAG, kendt i denne sammenhæng. Nogle taler om, at mindst 15.000 mennesker døde i HASAG’s arbejdslejr, men ud over de mange døde var der jo også de mange, der fik deres liv ødelagt af vanrøgt, selve frihedsberøvelsen og den udøvede uretfærdighed, og sorgen over tabet af deres kære. Quandt-familien, der i dag mest er kendt for at være blandt Tysklands rigeste og at have reddet BMW efter krigen, stod bag en ganske væsentlig del af den tyske industriproduktion under krigen. Familien stod meget nær magt-eliten i nazitiden, og en del af de fabrikker, den drev, var konfiskeret af den tyske stat og givet til dem. De tidligere ejere var givetvis jøder og andre, som i nazitiden ikke havde nogen retssikkerhed. Nogle af fabrikkerne var placeret i koncernen Accumulatoren-Fabrik, AFA, der også omfattede batteri-producenten Varta. Og på mange af fabrikkerne benyttede man under krigen tvangsarbejdere fra koncentrationslejrene. Ehrich & Graetz, blandt de væsentlige spillere på petroleumslampe-området samt som leverandør af gas-belysning til det meste af verden, og opfinder af Petromax-lampen, har også benyttet sig flittigt af tvangsarbejdere. Firmaet overtog desuden på suspekt vis varemærket AIDA og de vigtigste patenter fra den jødiske lampeproducent J. Hirschhorn, dette allerede i slutningen af 1920’erne. Givetvis kan man nævne mange andre tyske virksomheder med lignende historier.

De givne grunde

Under krigen herskede der en udpræget mangel på arbejdskraft i Tyskland – af naturlige årsager, da flere og flere mænd blev dræbt i krigen eller sendt til fronten eller til andre lande som håndhævere af besættelsen af disse, men også fordi millioner var blevet interneret i koncentrationslejre. I andre af de krigsførende lande betød mønstringen af soldater, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet – i Tyskland var dette ikke nok, man manglede stadig arbejdskraft, og brugen af de mange internerede som tvangsarbejdere lå lige for. Jeg spurgte engang en historielærer, hvordan det kunne lade sig gøre for Tyskland at besætte det meste af Europa – hvordan kunne de skaffe så mange soldater, der skulle til, for at få og beholde kontrollen? Svaret var et hånligt fnys, indikerende at det var et så dårligt spørgsmål, at det ikke skulle besvares. Men senere har jeg lært, at det faktisk fik alvorlige konsekvenser for Tyskland indenrigs – bl.a. ved at tvangsarbejdet dermed blev sat i værk. Og måske har det medvirket til at øge mængden af internerede, fordi man nu havde et konkret behov for dem. For en del virksomheder, så som Ehrich & Graetz, var der gennem nazitiden (startende i de tidlige 1930’ere) gennem arbejde for staten blevet skabt en mulighed for indtjening, som var desperat nødvendig. Ehrich & Graetz har gennem det meste af sin eksistens været i pengenød, og den økonomiske krise, der rullede over verden i 30’erne, var nok allerværst i Tyskland (hvilket var kraftigt medvirkende til, at 2. verdenskrig overhovedet fandt sted). Derfor blev man, som så mange andre tyske virksomheder, involveret i våbenproduktion, som gav en god indtjening. Tyskland var jo i følge Versailles-fredstraktaten efter 1. verdenskrig ikke berettiget til at have en stor hær, og havde derfor svært ved at købe våben i udlandet – dét profitterede de indenlandske producenter på. Måske var det sådan, at samarbejdet med regimet på ét område naturligt ledte til samarbejde på et andet? Således at våbenproduktion naturligt førte til brug af tvangsarbejdere?

Konsekvensen for krigsforbryderne

Efter 2. verdenskrig blev en del af krigsforbryderne straffet ved Nürnberg-domstolen, men der var også mange, der slap helt fri. Spændet af konsekvenser for de skyldige går fra dødstraf i den ende ende, som for en af HASAG’s direktører, og til ophøjelse som samfundets helte i den anden, som for en af AFA’s direktører. HASAG blev tvangslukket, AFA blomstrede og Herman Quandt blev en helt, Ehrich & Graetz blev nationaliseret af Østtyskland, men Graetz startede en ny virksomhed i Vesttyskland, der blev storleverandør af Petromax-lamper til bl.a. det tyske forsvar, og som blev en kendt og elsket producent af radio’er og fjernsyn. Selv om dette foregik i Tyskland i nazitiden, så kan man finde eksempler på folk og virksomheder i andre lande, der samarbejdede med tyske virksomheder på en måde, som vi i dag nemt kan finde uanstændig og forkert – f.eks. var visse skandinaviske virksomheder tilsyneladende vidende om, at de varer, de fik produceret i Tyskland, blev produceret af tvangsarbejdere.

Hvad så nu?

Hvis vi skal drage paralleller til vor egen tid, til hvad der sker i dag, så bliver en del varer produceret af børnearbejdere, og af folk – både børn og voksne – der arbejder under slave-lignende forhold og/eller bliver kraftigt underbetalt, og under nogle kummerlige arbejdsforhold, der udsætter arbejderne for røg, støj, kemikalier, ulykker og meget andet skidt. Det har sikkert også sine grunde, som nazisternes tvangsarbejdslejre – som regel noget med penge. Vi kan købe en lampe lidt billigere, hvis den er lavet på den måde. Det er let i dag at fordømme nazisternes tvangsarbejde, og at man dengang vendte det blinde øje til det, der foregik – men hvad vil folk i fremtiden fordømme, når de ser tilbage på vores tid?

Børnearbejde i Bangladesh
11-årige Jainal fra Bangladesh – har arbejdet på en metalvarefabrik siden han var 8 år gammel, 9 timer om dagen. Fra TheWE.cc. Billedet er fra en artikel fra 2009.

Fremtiden skabes af nutidens handlinger

Der var folk, der i nazitiden kæmpede mod nazisterne – f.eks. i den danske modstandsbevægelse, hvor bl.a. også den senere berømte lampedesigner Jo Hammerborg deltog. Modstandskampen i dag ser ud til mest at foregå ved at man klikker på like, når nogen på Facebook skriver, at ét eller andet firma får produceret sine varer af burmesiske børnearbejdere, og at man bør være imod. Selv om jeg ikke vil opfordre til bombesprængninger og lignende, som det foregik under besættelsen, så vil jeg opfordre til, at man tænker over, hvad der foregår i verden, og hvordan man bør forholde sig til det – og at man tænker over, om de kinesiske børn, der i stedet for skolegang har en 12 timers arbejdsdag på en fabrik under kummerlige forhold, får det bedre af, at vi lader være med at købe de kinesiske lamper? Eller om de netop får det bedre af, at vi køber dem gennem ansvarlige firmaer, der kan være med til at sikre bedre forhold? Og hvordan vi kan vide, om et firma er ansvarligt? Hvad der i hvert fald ikke hjælper, er det samme, som i nazitiden ikke hjalp de mange millioner mennesker, der døde i tyske tvangsarbejdslejre – at lade som ingenting. Kun ved at være aktivt opmærksomme på, hvad der foregår i verden, og at have en holdning til, hvad der er godt, acceptabelt, rigtigt – kan vi måske træffe fornuftige beslutninger om, hvordan vi skal forholde os. Og så gøre lidt mere end at klikke på like.

–oOo–

Cover-billedet er fundet på Berlingske Tidende og viser koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i den tysk-besatte del af Polen, givetvis efter befrielsen.

Støt en god sag – og få en spændende lampe

Sommetider kan man gøre en god gerning, og samtidigt selv få noget ud af det. Sådan er det med velgørenhedsauktioner: man køber en ting, som man selv får glæde af, og alle pengene går til at glæde nogle andre. Det er en win-win situation.

Lige nu har Lauritz.com en sådan auktion, hvor man kan byde på bl.a. en Miffy Lamp, som kan ses på billedet, til fordel for Ungdommens Røde Kors. Lampen er designet af hollandske Dick Bruna og er lidt usædvanlig, men den er nem at have med at gøre – oplyses af LED-pærer og kan indstilles til flere forskellige lysstyrker, og er god som natlys til de små.

Miffy-lamperne (som findes i flere størrelser) kan være svære at få fat i – de er udsolgt de fleste steder, og måske er dette sidste chance i lange tider – eller nogensinde – for at få én?

Se evt. mere om lampen på Mr. Maria’s hjemmeside (på engelsk).

 

Om at købe lamper

Da lamper findes i store mængder, kan man købe dem omtrent alle vegne. Nye lamper, lysestager og tilhørende stearinlys, pærer og andre lyskilder burde ikke være svære at finde. Men for både nye og brugte lamper er der nogle ting, man bør tænke over.

Nye lamper og lyskilder

Bella Elektrik og 3 El-Teknik
Butikker kan være spændende at besøge – hos Bella Elektrik og 3 El-Teknik kan man få lov til at lege med lyset, selv når butikken har lukket. Og man kan se på deres hjemmeside, at de nok sælger Verner Pantons Flower Pot – eller noget, der ligner.

Hvis man går efter en bestemt model, kan det måske være svært at finde en butik, der har netop dén. Men hvis der er tale om en aktuelt produceret model, vil det som regel være muligt at kontakte producenten eller distributøren og dér få information om, hvor man kan købe lampen.

Dog må man være indstillet på, at en del lamper ikke handles på nogen særligt kontrolleret facon – de bevæger sig rundt i markedet i varepartier, der måske oprindeligt består af en fyldt container fra Kina, som så sælges i mindre partier til forskellige butikker eller mellemhandlere, der således ikke nødvendigvis kan skaffe flere. Det samme gælder for lyskilder – hvis man endeligt har fundet en LED-pære, man synes om – en som giver et godt lys – kan man ikke regne med, at man bare kan gå tilbage til butikken og købe flere.

Mange lamper er umærkede og kan således være svære at støve op – man ved jo ikke, hvilken lampe, man skal spørge efter. Så dem kan man købe, hvis man tilfældigvis støder på dem, ellers ikke.

Specielle lyskilder, f.eks. kultrådspærer eller Coleman-brændsel, kan man ikke få i enhver butik, men det anbefales at tage et kig på de links, der findes ned langs venstre side af Lys i Lampen, hvor også forskellige butikker er nævnt – og evt. lede på internettet efter lignende butikker.

Nogle lamper er ikke i almindelig handel i Danmark, men kan nemt fås i udlandet. Og så er der jo de, som er svære at købe, fordi producenten er på vej til at lukke eller fordi produktionen af andre årsager er lille. Men ofte betaler det sig at søge i udlandet, hvis det er svært at finde noget (til den rigtige pris) i Danmark. Og nu til dags er det nemt at få varer sendt fra nær og fjern, og sjovt nok ofte billigere i porto fra udlandet end fra Danmark.

Brugte lamper

Brugte lamper er en anden sag. Der må man være lidt heldig for at finde en bestemt model. Diverse markeder findes, både fysiske og virtuelle, hvor lamper handles, men det er ikke altid muligt at vide, om en bestemt model kan findes på et bestemt marked. Så man må prøve sig frem. Der findes dog antikvitetsforretninger o.lign., der har specialiseret sig i f.eks. retro-lamper eller gamle stil-lamper, så dér kan man sikkert finde diverse PH-modeller eller andet kendt og anerkendt.

En del mennesker, både private på annoncemarkeder og professionelle antikvitetshandlere, er bange for at sende lamper med posten eller med et fragtfirma, så ofte kan man kun købe det annoncerede, hvis man selv har mulighed for at komme forbi.

Annoncemarkeder

I Danmark har to online-annoncemarkeder rigtig godt fat: DBA samt Gul og Gratis. Der findes flere, men de to har hver især så mange annoncer, at det ofte er muligt at finde, hvad man søger. Diciplinen er rimeligt høj, og især på DBA kan man som regel gå ud fra, at varer, der annonceres, vitterligt også er til salg.

Loppemarkeder

Vorbasse Marked 2015
Vorbasse Marked er mere end blot et loppemarked – det er samtidigt en byfest og en udstilling af maskiner og andre nye produkter. Afholdt årligt siden 1731 – i år med optræden af Kandis og Johnny Madsen.

På de store, regelmæssigt afholdte loppemarkeder kommer der ofte en fast skare af handlende, der har dette som ét af flere handelssteder. Nogle af dem deltager på flere loppemarkeder, andre har også en fast butik og atter andre sælger også på forskellig vis på internettet. Og nogle er med over det hele.

En handlende fortalte mig, at han ikke længere ville tage petroleumslamper med på loppemarkedet, fordi mange mennesker piller og derved går lamperne i stykker. I stedet sælger han petroleumslamperne via f.eks. DBA. En ejer af en antikvitetsforretning fortalte, at visse varer ikke sælger godt i Danmark men er populære i USA og derfor sælges via Ebay.

Således kan det være en god idé, hvis man ikke lige kan finde, hvad man søger på et sådant loppemarked, at spørge de handlende om de har andre varer på andre salgssteder – måske har de så faktisk lige præcist, hvad du søger.

En anden ting at være opmærksom på: det koster typisk penge at deltage på loppemarkedet, og sommetider endda temmeligt mange penge. Dem skal de handlende jo tjene hjem igen, så derfor kan nogle af priserne måske være sat noget højere, end man ellers kan finde lamperne til andre steder. På den anden side må og skal de handlende jo netop sælge noget og kan derfor være villige til at diskutere prisen.

Genbrugsbutikker

For mig at se, er der ikke den store forskel på de mange genbrugsbutikker, der er opstået i de senere år, og de mange antikvitetsforretninger, der også findes. Nogle har måske en særlig profil, så som Myrorna i Sverige, som er en slags luksus-genbrugsbutik, drevet af Frelsens Hær, men de fleste butikker i kategorien sælger et bredt udvalg af ting fra dødsboer, loftstømninger og lignende, og har derfor også lamper af enhver kaliber.

Auktionshuse

Bruun Rasmussen
TV er for tiden fyldt med programmer om auktioner, så de fleste føler sig efterhånden fortrolige med denne handelsform. Billedet fundet på Berlingske Business.

Auktionshusene findes i mængder, og de fleste sælger gerne lamper, men det er noget tilfældigt, hvad de har på programmet. Nogle af dem forsøger at holde en høj standard ved at kræve, at varerne skal have en høj vurdering – i praksis har de dog mange varer, der aldrig vil kunne opnå en pris svarende til den høje vurdering, og så er man jo lige vidt.

Jeg er nu også godt tilfreds med, at der er et bredt udvalg af ting med på auktionerne, da auktionshusenes vurderingseksperter ikke altid ved, hvad der er noget værd for mig – så hvis de tager alt med, kan jeg selv vælge, uden filter.

Desværre er det ofte noget tilfældigt, hvor godt de beskriver deres varer, hvilket især er problematisk for de internet-baserede eller -orienterede auktionshuse, hvor man måske ikke selv har mulighed for at se varen efter, inden man byder.

Materialer angives ofte forkert, især bliver forskellige typer af metaller blandet sammen.

Buler, ridser og revner bliver ikke altid nævnt, og tilsvarende bliver producent- og modelbetegnelser ikke altid angivet – og hvis de gør, kan de være forkerte. Lamper, især hvis de består af materialer, der ikke let kan tørres af med en fugtig klud, kan ofte lugte kraftigt af skimmel eller tobaksrøg, uden at det nævnes i beskrivelsen. Nogle af auktionshusene er gode til at fotografere deres varer udelukkende fra tre sider, hvis der på den fjerde side findes en uheldig skavank.

Manglende producent- og modelbetegnelse kan muligvis være et bevidst trick fra auktionshusets side: f.eks. har jeg set de Broberg & Ridderstråle-designede Patina-lamper fra Klong på auktion uden nogen indikation af, hvad det var – og de opnåede ganske høje priser, som de næppe havde nået, hvis køberne havde været klar over, at lamperne kunne købes fra ny i enhver butik.

Betegnelser som “aldersbetinget slitage” eller “patina” bruges lystigt, men faktisk er der ikke nogen speciel grund til, at en gammel lampe skal være det mindste dårligere end en ny. Hvis ejerne har passet på den, kan den stadig se ny ud. Og patina er et misbrugt ord, der egentligt blot dækker over en naturlig udvikling i udseendet, som når f.eks. ubehandlet træ bliver lidt mørkere med årene. Patina er ikke ridser, buler, huller, brændmærker eller manglende dele. Sådanne ting bør kaldes, hvad de er: defekter.

Der gælder i denne branche også nogle svært gennemskuelige normer for angivelse af størrelser: en lampe måles ofte “til fatning”, men sommetider med fatning, og sommetider med skærm, andre gange uden. Og ofte angives størrelsen slet ikke. Visse angivelser er meget sjældent set, selv om de kan være vigtige for køberne – ikke mindst art og størrelse af brænderen i petroleumslamper, eller de oplysninger, som sælgere af nye el-lamper omhyggeligt fortæller om: hvor mange pærer, der skal være, og hvor mange watt, de hver især kan være på. Så hold tungen lige i munden og lav lidt ekstra research, hvis størrelsen er vigtig.

Gebyrer

Priserne på auktionshusene bliver normalt tillagt gebyrer, og der er forskel på disse. Jeg har set gebyrerne strække sig fra beskedne 10 kr pr. hammerslag og op til 25% af hammerslagsprisen plus 100 kr. Hvis du køber en lampe til 300 kr kan den altså ende med at koste tæt på 500 kr.

Sælgeren betaler som regel også til auktionshuset, så det kan fint ende med, at stort set ingenting går til sælger. Hvis du byder så højt, at sælger kan få en rimelig pris for varen, bliver den som regel for dyr for dig. Derfor kan det være fristende at bruge QXL, Tradera, Ebay og lignende steder, der har lave eller slet ingen gebyrer, og hvor både sælger og køber dermed kan gøre en god handel – her mangler man så blot den centrale håntering af varen og må acceptere en direkte kontakt mellem sælger og køber. Auctionet og tilsvarende er en slags hybrider, hvor selve firmaet reelt minder om f.eks. QXL, og altså alene står for selve auktionssitet og den økonomiske håndtering, men hvor det kun er dedikerede forretninger, kaldet auktionshuse, der kan sælge – og hvor disse forretninger så hver især selv definerer, hvilke gebyrer, de vil opkræve.

Transport

Fragtopgaver.dk
At finde det rigtige fragtfirma kan være svært. Måske er Fragtopgaver.dk en løsning? Jeg har ikke prøvet dem, men det lyder da som et muligt alternativ til dyr eller langsom fragt arrangeret af auktionshuset. Man skal bare huske at sikre sig, at fragtfirmaet kan pakke lampen ned, da auktionshusene sjældent kan eller vil gøre den slags.

Og så skal lampen transporteres hjem. Nogle, men ikke alle, auktionshuse tilbyder at arrangere transporten hjem til dig eller til et opsamlingssted (eller en af deres filialer) i nærheden af, hvor du bor. Det koster typisk nogle penge og kan sommetider være uforståeligt dyrt. Grundlæggende har auktionshusene ikke selv biler og chauffører men samarbejder i stedet med et transportfirma. Og for at gøre det hele så enkelt som muligt, beregnes priserne ud fra nogle skemaer, der f.eks. omfatter “antal styk” – så hvis du køber fire små lampetter kan de måske koste fire gange så meget i forsendelse som en stor gulvlampe. Petroleumslamper kan også let blive til adskillige styk, da de jo oftest består af fod, skærm, brænderrør og evt. endnu flere dele, der skal håndteres hver for sig. Men det er som regel muligt at få oplyst en pris på transporten, inden man byder, hvilket anbefales.

Transporttiden er et kapitel for sig. For selv om både auktionshuse og transportfirmer godt kan lide at beregne ekstra “ligge-gebyrer”, hvis du ikke straks henter varen, så mener de på den anden side ikke selv at være forpligtet til at levere indenfor nogen bestemt tid. Så du kan risikere, at der går en måned eller mere, hvorefter varen pludseligt dukker op på opsamlingsstedet, og dér skal du hente den inden fem dage, ellers vanker der gebyrer. Men du kan også risikere, at varen dukker op efter et par dage. Og hvad skal man så planlægge efter? Hvis man nu skal ud at rejse – kan man så satse på at få lampen inden man tager af sted, eller på at den kommer, efter at man er hjemme igen? Man aner det ikke, og auktionshuset/transportfirmaet føler sig ikke forpligtet til at overholde nogen bestemt leveringstermin. En helt urimelig adfærd, efter min mening. I øjeblikket er det især et problem hos Auctionet, der bruger Artmove/Konsttransport Sverige som transportør.

Man kan i øvrigt også arrangere sin egen transport, hvor man aftaler med enhver transportør, at denne skal afhente varen hos auktionshuset. Og så er der faktisk nogle af auktionshusene, omend kun nogle få, der tilbyder at sende varerne med posten.

Benævnelse

På både auktionshusenes og andre markedspladsers hjemmesider er det langt fra sikkert, at lamperne bliver kaldt ved deres rette navn. Mange ved simpelthen ikke, hvad de sælger, eller hvordan det staves. Så vær forberedt på alle eventualiteter i din søgning efter lamper – og hvis det på nogen måde er muligt, gennemgå gerne hele listen over alt, hvad der er til salg, for ofte er lamperne også placeret i en forkert kategori.

Den rigtige lampe?

En petroleumslampe kaldes ofte noget andet, så som skibslampe, messinglampe (uanset, hvad den er lavet af), bluslampe, staldlygte, lanterne, olielampe – eller bare lampe, hængelampe, bordlampe el.lign., og ofte er ordene delt, så der altså annonceres f.eks. en olie lampe, hvilket websitets søgemekanisme ikke nødvendigvis kan håndtere.

Der er, for alle lampetyper, mange forkerte oplysning. Klassikeren er, at hvis noget har flere skærme, kaldes det for en PH-lampe, uanset fabrikat og designer. Mange sælgere mener også at vide, at det “muligvis” er en Holmegaard-lampe (hvilket de ofte mener om alt, der er lavet af glas). Alt med væge eller lignende kaldes ofte for olie- eller petroleumslamper, selv om der måske er tale om sprit- benzin- eller karbid-lamper. Og alt, der har et årstal skrevet på, vurderes ofte af sælgeren at være fra dét årstal. Ofte fordi sælgeren ikke ved bedre og måske selv er blevet fortalt noget forkert, f.eks. ved købet. Men så er der naturligvis også direkte løgnagtige oplysninger, hvor sælgeren givetvis ved bedre.

De etablerede auktionshuse burde vide bedre, men ofte ved de ikke så meget om tingene, som man kunne forvente. Og nogle af dem er vældigt gode til at skrive noget, der får læseren til at tænke sit og tro noget forkert – uden at auktionshuset direkte har løjet.

SoMo-Art Online - Tiffany-stil bordlampe TL08-144
SoMo-Art Online sælger Tiffany-lamper. Efter eget udsagn i god kvalitet. Som de fleste andre sælgere gør de ikke særligt tydeligt opmærksomt på, at det altså ikke er Tiffany Studios, der har lavet lamperne.

Endeligt er der jo også kopierne. Nogle er blevet solgt som lovlige kopier, men ofte fremgår det ikke af beskrivelsen, at det er en kopi. Originale Tiffany-lamper findes stort set ikke på markedet længere – de er alle på museer eller i private samlinger – men de sælges alligevel i mængder, fordi man nu efterhånden kalder alt, der ligner, for Tifany-lamper, uanset designer og producent. I England sælger man rask væk enhver tryklampe som en Tilley-lampe, uanset producent, fordi Tilley-lampe er blevet et begreb på linje med Bunsen-brænder eller Primus-køkken. Egentlige falsknerier findes givetvis også. En variant af dette er alderangivelsen, der ofte er skruet for langt tilbage – f.eks. kan en almindelig petroleumslampe påstås at være mindst 200 år gammel, selv om petroleum først kendes fra 1850’erne og frem. Der findes skam olielamper, også fine og attraktive, der er 200 år gamle, men det er sjældent sådanne, der er på tale.

Jeg har set en påstand et sted, der sagde, at 70% af alle de gamle messing-ting, man kan finde på markedet i dag, antageligt er moderne kopier fra især Indien. Så når du står med en fin svensk eller tysk messing-lysestage fra 1700-tallet, kan den altså være lavet i 1970’erne i Indien.

Og selv hvis der ikke er tale om ulovlige kopier, kan det give problemer – man har måske nogle Nagel-lysestager og køber glad flere på et marked; blot for at komme hjem og se, at de er af en anden slags.

Originalitet

Lamper er som regel simple konstruktioner, og ofte er dele af lamperne, så som fatninger, petroleumsbrændere og lampeskærme mere eller mindre standardiserede i form og montering, så man kan blande komponenter fra forskellige lamper og dermed skabe en ny model, eller blot en model, der ikke længere er helt original.

Hvis det er vigtigt for dig at få en helt original model, er det derfor nødvendigt at sætte dig grundigt ind i modellen, inden du køber ind. Og vær i den sammenhæng opmærksom på, at modeller ofte har ændret sig gennem den tid, de har været produceret, så der kan være flere originale varianter. Hvis der er tale om et populært samler-objekt, er der en god chance for, at du kan finde en bog eller et website, der lister modellerne og giver hints om, hvad man særligt skal se efter.

Fire-væget olielampe fra slutningen af 1600-tallet, lavet om til el
Fire-væget olielampe i en model fra slutningen af 1600-tallet. Lavet om til el. Måske er den ikke så gammel, måske er den fra starten produceret med el. Men ellers er det unægteligt en brutal behandling af et historisk klenodie. Fundet på Lauritz.com.

En typisk ændring, der efter min mening går meget ud over originaliteten, er ombygning til el, som jeg skrev om i Petroleumslampe, lavet om til el. Næsten hvad som helst kan ombygges til el, og næsten hvad som helst er blevet det gennem tiden. Sommetider kan lampen dog bygges tilbage igen, men det kan være svært og kræve gode håndværksmæssige kundskaber, f.eks. når huller til ledningen skal udbedres – og nogle af de originale dele kan være gået tabt ved el-ombygningen. Bemærk: det er ikke altid, sælgeren nævner, at lampen er ombygget til el, så man kan få sin fine gamle petroleumslanterne sendt med posten blot for at opdage, at den kun består af en skal med en fatning og en elpære indeni.

Petroleumslamper har det med at gå i stykker med tiden, og der er ikke mange af de ældste lamper, der stadig har deres originale brænderglas, da petroleumslamper jo typisk er sådan konstrueret, at man skal tage skærm og glas af og sætte dem på igen dagligt, hvis lampen er i brug. Og før eller siden kommer der så afslag eller revner, eller glas/skærm bliver måske helt knust. Nye brænderglas kan dog som regel købes, især til de mest udbredte brændere. Visse modeller og størrelser produceres dog ikke længere, og nogle er blevet eftertragtede samlerobjekter. Det gælder især for de glas, der i princippet kan skaffes, men ikke med de oprindelige logoer på. Hvis du har et sådan gammelt brænderglas, som kan være svært at skaffe igen, anbefales det at bruge et almindeligt nyt i det daglige, altså når lampen er tændt, og så kun bruge det oprindelige til udstilling (eller sælge det til en samler, hvis du ikke vil gemme det selv).

Skærme kan man få, men desværre ofte kun i en hvid vestamodel, så hvis lampen oprindeligt har haft noget andet, er den ofte skiftet ud med en sådan. Visse modeller, så som Petronella, har været produceret indtil for nyligt, og reservedele kan stadig fås. En ny skærm til Petronella koster dog mere end en brugt Petronella-lampe med skærm.

SommerLight - sort, snoet stofledning
Sort, snoet stofledning fra SommerLight, der har mange af sådanne lampedele og tilbehør i gammel stil – også komplette ophæng.

Ellamper kan generelt have brug for at få “ny el”, som der ofte står i annoncen. Men vær lidt forsigtig med dette, for ofte mister lampen en del af sit oprindelige særpræg, hvis en brun stofledning skiftes ud med en hvid plastledning, og hvis messing-fatningen med indbygget afbryder skiftes ud med en plastfatning og en afbryder på ledningen. Nænsom restaurering anbefales, og man kan nemt købe moderne el-tilbehør i gammel stil. Om overhoved muligt, så gem de originale dele – eller få dem med, hvis du køber en lampe, hvor de allerede er skiftet ud. Så kan en fremtidig samler måske bringe lampen tilbage til sin helt originale stand.

Det er typisk, at det originale ophæng er forsvundet i tidens løb – og for visse eftertragtede samlerobjekter kan det faktisk betyde tusindvis af kroner ekstra i værdi, om dette er med. Sommetider er det også designet, så det i særlig grad matcher lampen – således blev Semi-pendelen oprindeligt solgt med en baldakin, der lignede en lille udgave af lampen selv.

Også ellamper kan i øvrigt, som petroleumslamperne, være designet til at skulle skilles ad jævnligt, f.eks. når pæren skal skiftes eller når lampen skal tømmes for fluer og myg, som har lagt sig til hvile derinde. Dermed er der også mange gode anledninger til, at dele falder på gulvet og bliver skæve, og at møtrikker og andre smådele bliver væk. Da det kan være svært at skaffe nye originale dele, bør man altså se lampen efter, “også det med småt”.

Kvalitet

Skal man overhovedet købe brugte lamper, eller bliver sådan nogle slidt op så hurtigt, at det er bedre at købe nye?

Ja, selvfølgeligt skal man købe brugte lamper. Der findes jo et væld af spændende gamle modeller, som ikke produceres længere. Og nogle af dem er også ganske robuste eller kan repareres, hvis de skulle gå i stykker.

Visse modeller er dog altid i stykker – f.eks. er mange PH-lamper lavet af noget blødt metal med en tynd lakering, som let bliver bulet, skævt og ridset, så stort set alle brugte PH-lamper ser vitterligt brugte ud. Verner Pantons populære Panthella-lamper er typisk lavet af akryl-plast, som gulner og krakelerer, og den specielle fodkontakt med to trin er typisk gået i stykker og evt. skiftet ud med en mere simpel model. I det hele taget er mange af de moderne klassikere lavet af materialer, der ikke holder.

Dog kan man være så heldig, at modellen stadig produceres, eller at man i det mindste stadig kan købe reservedele, så det er muligt at holde modellen i live i nogen tid endnu.

Men hovedparten af gamle lamper kan, hvis de har været behandlet bare nogenlunde godt, holde i hundredevis af år. Og ofte har mange af de gamle ting en bedre håndværksmæssig kvalitet og et mere selvstændigt og sigende udtryk, end de moderne massevarer, og så fortæller de en historie – de bringer dig i kontakt med ikke bare en svunden tid, men også med de mange mennesker, der har designet, produceret, repareret, ejet eller bare beundret lamperne gennem årene, og de vidner om håndværksmæssig kunnen, og om forskellige tanker, der har været almindelige, idéer, der har været afprøvet, og nødvendigheder, man har måttet tage hensyn til.

Pris

Vi har allerede været lidt inde på prissætning, men det er vigtigt at være opmærksom på, at når en vare findes i store mængder, så dannes der let en markedspris – en PH5-lampe handles så ofte og i så store antal, at man hurtigt, ved at spørge sig for, kan finde et prisleje på (for tiden) 800 – 1.000 kr for en ældre lampe i god stand i privat handel, og sælgeren vil få svært ved at slippe af med lampen, hvis prisen sættes højere, for så køber du jo bare hos en anden sælger.

Andre lamper er så sjældne, som f.eks. Sistrah/Megaphos-lamperne, at markedet ikke danner nogen bestemt pris. Hver handel er unik, og lampen har den værdi, du er villig til at betale for den. Måske kan du senere sælge den for det dobbelte, eller måske kan du aldrig sælge den igen, fordi det kun var dig, der var interesseret i netop denne specielle lampe.

For lamper, der stadig produceres, kan nyprisen være et brugbart sammenligningsgrundlag – på et tidspunkt kan den brugte blive så dyr, at du for en smule mere kan få en sprit-ny med garanti og brugsanvisning og det hele, hvilket du så måske foretrækker. Men det kan jo også være, at den gamle er bedre på en eller anden måde, eller at man f.eks. kun kan få den ønskede farve som brugt.

For alle lamper med markedspris kan det betale sig at gøre en indsats inden man køber ind, så man ved, hvor den rigtige pris ligger. Det gøres ved at støve diverse salgssteder igennem og danne sig et overblik over, hvilket typisk prisinterval er gældende, og hvad der evt. kan medføre en højere eller lavere pris.

I øvrigt – de bedste glæder i livet er gratis, siger man jo, og det er meget muligt, at den lampe, din nabo vil smide væk, er lige den, du søger. Så hav gerne øjnene åbne for sådanne muligheder.

–oOo–

B&W loppemarked i København
B&W loppemarked afholdes hver anden weekend i B&W-hallerne i København. Billedet er fundet på Politiken.

Cover-fotoet er fundet på Politiken.dk, og er fra B&W Loppemarked, der afholdes i de gamle B&W-haller på Refshalevej i København hver anden weekend. Find flere markeder over hele landet på Markedskalenderen.dk.

Hvis man er en sådan person, der ser og husker ting i omgivelserne, kan en markedsplads give mange glimt af genkendelsens glæde. Jeg husker f.eks. hvordan min mormor, som døde, mens jeg stadig var barn (for en del år siden), over spisebordet havde en lampe som den røde forrest i billedet – dog forsynet med et æggeformet hejseværk magen til det, et par af de andre lamper i billedet har, og i samme røde farve som lampen.

Således kan loppemarkeder være en oplevelse, selv om man ikke køber noget.

Nyt syn på kandelaberen

Svensk sen-empire kandelabrer af bronze
Sen-empire kandelabrer – ca. 1850. Fundet på Bukowskis Market. Svarer nok til de flestes umiddelbare idé om “rigtige” kandelabrer.

Ny ved jeg jo ikke, hvad Torben Ørskov & Co. tænkte, da de designede disse lysestager nr. 156, som de kaldte dem (se det store billede, fundet på Bukowskis Market). Men når jeg ser dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vi gennem de seneste måske 50 år er gået fra det pompøse og statelige – og mod det enkle og jævne, og samtidigt bevidst har brudt nogle gamle design-normer eftertrykkeligt.

I det enkle kan der sagtens være fine design-idéer, og måske mere end i det plagierede komplekse, da det kræver nytænkning at få noget ud af intet, så at sige. Hvor en kandelaber før i tiden var defineret ud fra “før-i-tiden’s” design-syn, så må en kandelaber i dag med rimelighed udtrykke dagens design-syn – og så er de to på billedet ikke lysestager, men kandelabrer, idét de har mere end ét lyspunkt; for det statelige kan ikke længere være et krav.

Der findes mange andre eksempler på moderne kandelaber-design, men hvad med dette:

Stelton Classic lysestager, designet af Markus Jehs og Jürgen Laub
Tre lysestager fra Stelton Classic, designet af Markus Jehs og Jürgen Laub – en moderne kandelaber? Fundet på NemmeGaver.biz.

“Jamen, hallo? Det er jo bare tre lysestager”, vil du måske tænke. Hmm… det samme kan man vel sige om den næste:

Tre-armet kandelaber i sølv
Tre-armet kandelaber i sølv, fundet hos Fredberg.

Her er de tre lysestager jo strengt taget bare bygget sammen til én – som så ser lidt mere kompleks ud. Men da vi i dagens design-sprog søger det enkle, er det vel meget naturligt at designe de tre stager som selvstændige enheder? Og vi bruger dem jo alligevel sammen. Af en eller anden grund er det ret unormalt bare at have ét lys tændt – det er altid parvist eller måske tre sammen. Så om stagerne hænger sammen eller ej er et rent teknisk spørgsmål – og et designmæssigt.

Og hvad med denne – nu bliver det efterhånden lidt tricky:

BMF - Nagel af Caesar Stoffi
Lysestagen eller kandelaber-byggeklodsen Nagel, designet i 1960’erne af Fritz Nagel og Caesar Stoffi og produceret af tyske BMF, Bayrischen Metallwarenfabrik (der lukkede i 1998). I Tyskland hed modellen “Combi-Leuchter”, altså kombinationslysestage. Samme firma havde også en anden model, kaldet Kosmos. Fundet på Bukowskis Market.

En hel masse stager, der kan sættes sammen til én høj stage – eller til en kandelaber med et utal af lyspunkter. Lysestagernes Lego, kunne man kalde dem. Men egentligt ikke så forskelligt et koncept fra de gamle kandelabrer, der bestod af en enkelt lysestage og så en “kandelaber-top”, man kunne sætte oveni for at få plads til flere lys. Stagerne kan i øvrigt blive et helt livsprojekt:

BMF - Nagel af Caesar Stoffi
En stor samling Nagel og Stoffi-lysestager, bygget sammen til en grotesk stor kandelaber. Her model S 22 fra firmaet Nagel KG. Fundet på LiveAuctioneers.

Så min pointe er vel rimeligt klar: sådan et begreb som en kandelaber har, selv indenfor en kort årrække, flyttet sig en del, og vi kan nok forvente, at det vil flytte sig endnu mere, sådan at vore efterkommere måske vil forstå noget helt andet ved en kandelaber, end vi gør i dag – hvilket allerede er noget helt andet, end man gjorde i det gamle Rom, hvor en kandelaber angiveligt var en søjle med plads til at stille en offer-olielampe på toppen.

Derfor er det ikke så sært, at minelamper, flagermuslygter, tryklamper, studenterlamper og alt muligt andet bliver blandet sammen i én pærevælling – for ikke at tale om det evige valg mellem ord som olielampe og petroleumslampe, når folk skal sælge deres gamle lamper – eller blot taler om dem.

–oOo–

I øvrigt – en del forvirring hersker også om Nagel-lysestagerne, som findes i flere varianter – fra forskellige firmaer. Nogle af stagerne har navnet Nagel, andre er fra et firma ved navn Nagel KG i Köln. Og så findes der et par modeller fra firmaet Quist – Vario og Variomaster. De oprindelige stager er tilsyneladende fra BMF, men der findes varianter fra ligeledes tyske WMF. De findes også i forskellige materialer, farver og størrelser. Find en god og pålidelig beskrivelse af de nævnte modeller på TeenageWasteland.de (på tysk). Ingen ved tilsyneladende præcist hvornår nogen af modellerne er designede eller hvornår de er solgt, og sommetider bliver Fritz Nagel til Peter Nagel i beskrivelserne.

Joh, det er nok muligt at produkterne i dag er af en minimalistisk natur, men det er markedet ikke!

Ikke alt, der glimrer…

Ernst Bilgreen - Esmaralda
En meget spændende skulptur, “Esmaralda” af Ernst Billgren. Fundet på Bukowskis Market.

Det ligner lys, men er det ikke. Eller det ligner én slags lampe, men er i virkeligheden en anden. Vi mennesker elsker illusioner og billeder af enhver slags – vi elsker den form for leg med ting og begreber, som de bedrageriske lamper er udtryk for. Vi elsker kunst.

Kunst kan jo være mange ting, og med hjælpebegreber som “brugskunst” bliver det bare mere kompliceret at beskrive, hvad det egentligt er. Så måske står jeg alene med ovenstående tanke om legen med ting og begreber. Mange praktiske ting er jo også illusoriske eller efterligninger. Kan de så også også kaldes kunst? Tjah, for min skyld gerne. Hvis nogen kalder det kunst, så er det kunst.

De elektriske petroleumslamper

Jeg skrev om dem i Petroleumslampe, lavet om til el, og der findes mængder af dem. De produceres den dag i dag. Lamper, der ligner petroleumslamper – eller engang har været det, men nu er lavet om til el – og som har både oliebeholder og brænderrør, og ofte også en lille knap til at indstille højden på den væge, der ikke er der.

En mand, der ville sælge mig sådan en lampe, kunne begejstret demonstrere, hvordan knappen faktisk kunne dreje rundt. Omtrent som når man ser på en gammel legetøjsbil, hvor dørene og motorhjelmen kan åbne rigtigt.

Vi elsker leg, vi elsker imitationer.

De elektriske stearinlys

Det er jo et ret nyt fænomen, men muligvis kommet for at blive. Der findes små lys, solgt som fyrfadslys (selv om de næppe kan holde teen varm), og der findes større lys, ofte solgt som “ægte vokslys” – alle med LED, lysdioder.

Piffany LED-vokslys
“Levende lys” med lysdioder af mærket Piffany. Fundet på What We Like.

De begejstrer, og de sælger godt. Umiddelbart kunne man forestille sig, at det skyldes en fascination af selve teknologien; at det er muligt at lave sådan noget. Men dertil kommer så de nye muligheder, man får, som f.eks. at man kan stille lysene, hvor man vil, uden at tænke på brandfare og forurenende partikler i luften.

Fascinationen over teknologien kommer dog let til at køle af efter nogen tid, af to årsager: dels de praktiske problemer, så som at der skal batterier i, måske endda en type, der ikke er let at få fat i eller som koster dyrt. Og dels, at man uvægerligt kommer til at tænke over, før eller siden, hvorfor man skal have en klump voks til at stå på hylden og give et ubetydeligt og kedeligt diodelys fra sig. En tredje ting spiller desværre ofte også ind – nemlig prisen. Alle disse lys kommer tilsyneladende fra Kina og koster omtrent ingenting i indkøb, derfor kan de sælges for små penge, og ofte har folk den holdning, at hvad der er billigt, er værdiløst og kan smides væk uden skrupler.

Mørke er unormalt

Kunstigt lys er blevet så almindeligt og udbredt, at man betragter det som forkert, suspekt, om nogen ikke har lys tændt. Så er det, at man kan finde på at gå hen og ringe på døren, bare for at sikre sig, at folk stadig er i live. Eller også antager man straks, at de er på ferie. For hvis folk er hjemme og i live, så har de lys tændt.

Hydreon FakeTV
Hydreon FakeTV er en lampe, der glitrer og glimter på en måde, som på lidt afstand ligner lyset fra et TV.

Det har kvikke indbrudstyve forlængst regnet ud, at dét har smarte producenter af kontakt-ure jo så kunnet profitere på. Med et kontakt-ur bruger man dog en rigtig lampe – illusionen går alene på, at man med lampens hjælp får huset til at se beboet ud.

Selv om et TV ikke først og fremmest er tænkt som en lampe, så virker det alligevel i nogen grad som en sådan. Og næsten alle har TV’et tændt hver aften – med mindre de er rejst bort. Hydreon Corporation har derfor fundet på, at man ikke behøver at lade TV’et stå tændt, mens man er væk, man kan blot bruge en lille lampe, der glitrer og glimter og dermed opfører sig som et TV.

Stil-efterabning

Imitations-petroleumslampe
Imitations-petroleumslampe af typen “belgisk lampe”, et oprindeligt design af Lempereur & Bernard, denne dog antageligt fra firmaet Gaudard, der også laver rigtige petroleumslamper og –brændere. Fundet på TopAnnonces.fr.

Det handler nu ikke alt sammen om bedrag, men med en vis logik kan man jo godt sige, at hvad hjertet er fuldt af, løber designet over med. I en tid, hvor alle talte om de fantastiske og smarte nye gaslamper, var det vel meget naturligt, at både petroleums- og ellamper blev designet, så de lignede. Og gaslamperne havde i sin tid selv startet med at ligne eksisterende olielamper og “stearinlys”-lamper (stearin eksisterede ikke dengang, men vi har ikke noget samlende dansk ord for lyskilder i den facon – på engelsk “candle” eller “candle stick”).

Efterabningen er en kombination af vanetænkning og et bevidst forsøg på at passe ind i eksisterende miljøer. Det giver nye produkter, der næsten ligner, men som f.eks. af tekniske årsager indfører visse nye elementer, der så glider ind i det samlede stil-univers, så som ledningen, mens nogle af de foregående elementer bevares, fordi de har vundet hævd, de hører ligesom til – som den tilsyneladende oliebeholder i mange el-lamper.

Men imitationer kan også skabe en helt ny egen stilretning – som f.eks. elektriske petroleumslamper, der i dag købes af folk, som kan lide det gamle udseende men ikke den gamle funktion.

Evolutionært design

Philips Eco Candlelights
Philips Eco Candlelights. En slags moderne fyrfadsstager med LED og trådløs opladning.

Fra efterabningen følger nyskabelse. Enhver nyskabelse er en bevægelse bort fra det umiddelbare standpunkt – den er evolutionær.

Det sker omtrent aldrig, at noget designes, som slet ikke har nogen referencer til noget som helst kendt. Dels må designeren jo starte sine tanker et sted, hvilket typisk bliver i det bestående, og dels skal det designede jo bruges af og evt. sælges til nogen, som skal kunne se formålet – de skal kunne se det passe ind i den verden, de kender. Jeg var lidt inde på de tanker i min anmeldelse af bogen 1000 Lights.

Næste skridt derfra kunne så blive noget helt andet. F.eks. kan Philips Eco Candlelights, der i sit design har referencer til både stearin-fyrfadslys og den elektriske belysningsverden (samt Philips’ generelle forkærlighed for metalliseret plastic), danne afsæt for nye typer af hyggelys, der kun er LED-baseret – og altså ikke længere ligner fyrfadslys.

Et element i det evolutionære design er også “smag og behag”. Man kan ikke flytte folk til en helt anden verden med ét design, det skal ske over et par omgange – og undervejs kan udviklingen sagtens begynde at gå i en helt anden retning.

Der er grænser

Lampe Berger - This is not a lamp, parfumelampe
Sommetider går der koks i definitionerne: “This is not a lamp” hedder denne parfumelampe fra Lampe Berger, men netop dén er faktisk den eneste i deres sortiment, der ligner en lampe – de andre ligner parfumeflasker. Givetvis har de haft Magritte og hans berømte pibe i tankerne.

Selv om vi imiterer på livet løs, så er der en del designs, som ikke forekommer. Man har ganske vist flagermuslygter med LED og tryklampe-lignende LED-lamper, som indgår i en helt ny verden af LED-baseret ude- og campingbelysning. Men der er ikke i nogen større grad dukket campinglamper op, der ligner gamle petroleumslamper. Her vinder det praktiske element givetvis over de fikse idéer – hvis man har et praktisk problem, der skal løses, vil man have et design, der ikke bare løser det, men som også ser ud til at løse det. Vi spiser med øjnene, siges det (om mad), og vi vurderer tilsvarende tekniske løsninger ud fra deres udseende.

Petroleumslampe, lavet om til el

Når tiderne skifter, bliver nogle ting umoderne eller direkte ubrugelige som de er. Så bliver de enten gemt væk, kasseret eller lavet om.

Ukendt mærke - hænge-petroleumslampe, lavet om til el
Hængende petroleumslampe, en af de allerførste tryklamper, nu lavet om til el. Fundet på Bukowskis Market. Den er/var i øvrigt enten en tysk Keros-Invert-Lampe fra Hugo Schneider AG, eller dennes svenske forgænger fra firmaet Lux, fra ca. år 1901. Begge er sjældne.

På den måde oplever man, at selv de ting, der engang fandtes i store mængder, pludseligt en dag er helt forsvundet. Er man heldig, har nogen så alligevel gemt et eksemplar i garagen, og når det en dag dukker op, kan man yderligere være så heldig at den, der finder det, forstår værdien eller giver det videre til nogen, der gør.

Petroleumslamper er blevet anvendt flittigt fra de blev opfundet – eller faktisk endnu tidligere (fordi de første var udviklet fra eksisterende olie- og spritlamper) – og frem til tiden lige efter 2. verdenskrig. Dengang var der masser af dem, og en del blev simpelthen smidt ud, da folk i deres begejstring over de moderne tider med el-installationer allevegne og masser af bedre og billigere elpærer og -lamper ikke længere kunne se nogen værdi i petroleumslamperne.

Jugend-stil petroleums-bordlampe, ombygget til el.
Jugend-stil bordlampe af ukendt fabrikat, ombygget til el. Fundet på Bukowskis Market. Jugend-stil er populært i Sverige i øjeblikket, og heldigvis sælges nogle lamper i original stand – de er ikke alle ombygget. Den viste har fået boret et hul op gennem lampen, så den bliver antageligt svær at lave tilbage til petroleum – hvis man da overhovedet kan finde den originale brænder, kuppel osv. – men nu ligner den en strindberglampe, endda i jugendstil, så den er lige i øjet for tidens trend.

Nogle af lamperne var dog så smukke, eller man havde vænnet sig til, at netop dén lampe stod netop dér, at de i stedet for at blive smidt ud blev ændret til el. Og det er jo godt, for ellers var de forsvundet for stedse. Andre blev rent faktisk brugt helt frem til i dag – måske mest som dekoration, men alligevel, de fik lov til at stå tørt og godt indendøre. Andre støvede til og rustede i fugtige skure og kældre.

Senere har der været retro-bølger, hvor de gamle lamper igen fiskes frem, friskes op – og “moderniseres” med el, maling, andre lampeskærme og meget andet. Og her bliver det kritisk, for flere af de gamle lamper er unikke eller findes efterhånden i så få eksemplarer, at de er udrydningstruede. Når den gamle petroleumsbrænder og evt. andre detaljer pilles af og smides væk, er det for altid forsvundet. Fremtidens historikere – eller fremtidens retro-bølger – vil ikke have nogen mulighed for at inkludere netop disse ting i deres forståelse for historien, kulturen, livet.

Tidens trends og dårlige råd

Ukendt mærke - hænge-petroleumslampe, ombygget til el
Loftslampe, ombygget til el. Fundet på DBA. Ofte medfører sådanne ombygninger, at det oprindelige ophæng med hejsesystem forsvinder, røghætten, den originale petroleumsbrænder og det originale brænderglas smides væk, oliebeholderen gennembores osv. – men det kan ofte lade sig gøre i stedet blot at skifte brænderen til en såkaldt imitations-brænder med ledning i siden, eller at montere el på indersiden af skærmen, så lampen kan fungere med både el og petroleum, og dermed bevare lampens originale udtryk. Den viste har i det mindste fået lov til at beholde sin originale farvede skærm. Det er i dag svært at finde en helt original hængelampe til petroleum – næsten alle de gode er lavet om til el og har fået en hvid skærm.

I et tidskrift om indretning og dekoration af hjemmet så jeg for nyligt en artikel om, hvordan man kunne lave sjove nye lysestager af de gamle messingstager ved simpelthen at lime flere af dem sammen med to-komponentlim. Hmm… der forsvinder sikkert nogle unikke gamle 1700-tals klenodier på den konto, og de “sjove nye” ting bliver folk hurtigt trætte af, hvorefter de ender på lossepladsen.

I en bog om klassiske lamper for samlere, som ellers gik meget op i at man skulle passe på ikke at tørre støv af for tit osv., fordi det kunne skade de fine gamle lamper, stod der i billedteksten et par steder ting som “her er en fin gammel petroleumslampe, der venter på at blive lavet om til el, så den igen kan komme til ære og værdighed”. Gad vide, om den stakkels petroleumslampe så i det mindste slipper for at få tørret støv af, efter at den er blevet lavet om?

Det viser en trend, der er gået helt over gevind. Mange sælgere af gamle petroleumslamper er begyndt at skrive sådan noget som “har aldrig været elektrificeret”, fordi det efterhånden er blevet noget særligt, som kan fremhæve netop denne lampe.

Mal-det-hele-hvidt-trenden har også i nogen grad påvirket petroleumslamperne. Gennem tiden har der været mange originale hvide skærme, men faktisk var man tidligere meget omhyggelige med ikke at oplyse rummet unødigt, og man valgte gerne en farvet skærm, der kunne hjælpe til blot – diskret – at give lys lige dér, hvor det skulle bruges. Der var også mange skærme med dekoration, f.eks. skåret eller ætset ind i glasset eller malet på det. Den hvide trend har dog betydet, at der i dag ikke produceres ret meget andet end enkle hvide skærme, så når en dekoreret skærm går i stykker kan det være svært at finde en god erstatning for den. Derfor – hvis du har en farvet eller dekoreret skærm, så vogt den, om ikke med dit liv så i det mindste med din omhu, for den kan meget vel være den sidste af sin slags.

Økonomi

Ukendt mærke - guld-petroleumslampe, ikke-elektrificeret, uden skærm
Ikke-elektrificeret gulvlampe. Fundet på Bukowskis Market. Gulvlamper til petroleum er sjældne, og de er næsten umulige at finde i deres oprindelige form – alle er lavet om til el. Denne, der så ikke er det, gik for en lav pris – sandsynligvis fordi den i øvrigt ikke er komplet. Man kan købe en anden skærm, men måske ikke den originale, så derfor er lampen ikke meget værd. Desuden er lampen poleret op, hvor den ellers ville have været mørkere. En tilsvarende, lidt finere men stadig uden skærm, er i øvrigt i skrivende stund udbudt hos Stockholms Auktionsverk Online.

Nogle tror måske, at en moderniseret udgave af en gammel lampe er mere værd end den oprindelige. Men sådan er det ikke. De fleste lamper – og andre antikviteter og gamle samlerobjekter – mister deres økonomiske værdi, helt eller delvist, når de bliver lavet om. Ændring til el er én måde at destruere den økonomiske værdi på – og de gamle hængelamper, som illusteret ovenfor – er stort set usælgelige, når de er lavet om til el, men kan være værdifulde, hvis de er i original stand. Lamper må generelt ikke males, selv om de ser lidt slidte ud. En sådan gang ny maling kan gøre dem totalt værdiløse, for samlere leder jo netop efter det oprindelige, ikke det nye.

For de fleste lampers vedkommende er det bedre at lade dem være helt i deres gamle, slidte stand, end at forsøge at forbedre noget som helst på dem. Hvis de oprindeligt har været fint pudsede og polerede, kan det måske give mening at finde pudsekluden frem, men mange foretrækker faktisk, at lamperne har fået patina, så de tydeligt og visuelt er gamle. Jeg synes dog at have bemærket, at de fleste almindelige købere foretrækker f.eks. at messing og sølv er poleret op, og mange samlere gør også dette ved lamperne i deres samling.

Vær opmærksom på, at netop messing i en lang periode fra slutningen af 1800-tallet til efter 2. verdenskrig ofte blev omhyggeligt “bruneret” på fabrikken – folk ville simpelthen helst have, at lamperne så gamle ud allerede fra ny. Hvis man polerer disse lamper op, skaber man et udtryk, de aldrig har været tænkt at skulle have, hvilket kan være trist af mange årsager men altså også reducere lampens økonomiske værdi.

Den ansvarlige forbruger

Nogle ynder at sige at “vi har ikke arvet Jorden af vore forældre, vi har lånt den af vore børn”. Økologi og miljøbevidsthed er relativt in i dag, men respekten for ting samt interessen for historie er nok ikke så in. Måske giver det dog alligevel mening at tale om menneskeheden og dens frembringelser som en del af fænomenet “Jorden” – vi vil jo ikke efterlade et tomt og historieløst sted til vore efterkommere? Et sted, hvor alt bliver smidt væk og intet værdsat. En sådan køb-og-smid-væk mentalitet kunne jo tænkes at smitte af på de menneskelige aspekter, så vores forhold til hinanden, især hensyn og gensidig respekt, også bliver smidt ud “med badevandet”. Respekt for ting er respekt for både de mennesker, der har lavet dem, og de mennesker, der i fremtiden måske ville værdsætte tingene.

Man kan ikke gemme alt, og de, der tror på kapitalismen i dens rå form vil nok også insistere på, at alting skal smides væk, så folk har brug for nye ting, der så skal produceres – hvilket holder gang i hjulene og gør os alle rige (en argumentation, der kan diskuteres).

Men uanset, hvad man tror på, så er det efterhånden nået dertil, at enhver, der overvejer at ændre på eller kassere en gammel petroleumslampe, bør overveje om den umiddelbare gevinst måske overskygges af det langsigtede tab – og så måske give eller sælge lampen til et museum eller en samler, og selv anskaffe noget, der allerede er lavet om eller som er nyproduceret. At gå i gang med at ombygge en sjælden lampe er omtrent som at arrangere en safari med henblik på at skyde det sidste hvide næsehorn.

Det brede perspektiv

Blomstret petroleums-bordlampe, lavet om til el på den pæne måde
Bordlampe, lavet om til el på den gode måde. I praksis vil man bruge den med ledningen hængende pænt ned bag lampen, næsten usynligt. Hvis den originale brænder med brænderrør er sikkert opbevaret, kan man altid lave lampen om igen, uden mén. Fundet på DBA.

Psykologien bag ombygninger og “moderniseringer” af enhver art er ofte, at man faktisk tror at man giver nyt liv til ellers værdiløse gamle ting. Det er jo godt og entreprenant at ville skabe nyt af gammelt – genbrug er cool, og da især hvis man så kan sætte sit eget præg på tingene, selv være den dygtige designer og håndværker, som andre kan beundre, når de ser på kreationen. Ombygningerne kan på den måde være med til at skabe respekt omkring en selv, omend det ofte er på bekostning af respekten for den oprindelige designer. Lidt på samme måde, som når en kunstner fra tid til anden finder på at male ovenpå et eksisterende maleri – provokerende, fluksus, men sjældent med nogen varig værdi.

Det er dog prisværdigt, at nogle folk kan se værdi i det, der ellers ville ende som affald – som kunstnerne, jeg skrev om i Fjedre i lysets tjeneste, der lavede gamle fjedre om til spændende lamper.

Der kan stadig være gode grunde til at lave ting om – f.eks. kunne man i slutningen af 1800-tallet se petroleumslamper, hvor forskellige materialer og konstruktioner blev brugt til olie-beholderne, som ikke nødvendigvis kunne holde brændslet indenbords – hvilket gjorde lamperne farlige at bruge. Men nogle af disse lamper er nærmest usandsynligt smukke, med designs, der viser en del om samtidens tanker og stilopfattelser og om håndværkernes kunnen osv., så det ville jo være trist at smide lamperne væk. Hvis det kan hjælpe til, at de overlever, kan en ombygning til el måske være en udvej. Men historiebevidste mennesker vil så ombygge dem på en måde, så de kan bygges tilbage igen – og gemme de dele, der tages bort, så de senere kan sættes på igen.

Som altid er der gråzoner:

  • Ikke mindst kan en lampe være ombygget for så længe siden eller under sådanne omstændigheder, at den ombyggede lampe faktisk opnår en egen historisk værdi. Så man skal heller ikke ubetinget forsøge at bygge alting tilbage til det oprindelige udseende.
  • På et amerikansk website om Aladdin-lamper var der en læser, der spurgte til, hvordan man sikrede, at den lampe, man var ved at renovere, blev historisk korrekt. Svaret fra sitets redaktør var, at det kunne man ikke, og det behøvede man heller ikke, for alle dele passede sammen og kunne kombineres på kryds og tværs. Det er måske nok den enkle udgave af svaret, og der hører ubetinget flere krøller og undtagelser med, men i princippet er det sådan med mange petroleumslamper, at de historisk set blev fremstillet af udskiftelige komponenter, der kunne kombineres på mange måder. Blot kunne man synes, at der sommetider kan være en værdi i at bevare netop den bestemte kreation, der faktisk blev skabt, og ikke blot “rekonstruere” noget, der kunne have eksisteret – en falsk historie.
  • Nogle lamper er lavet til el fra starten, og man kan ikke altid se, om det er sådan, eller om de er bygget om. De fine dobbelte studenterlamper, jeg har valgt som cover-foto, har jeg fundet hos Lauritz.com, og jeg kender faktisk ikke de pågældende lampers status.

Men budskabet herfra er altså: tænk grundigt over tingene og pas på og bevar de sjældne gamle petroleumslamper. En dag kan de være helt forsvundet; alle ombygget til el, malet hvide, limet sammen og i fremtiden måske igen noget nyt, hvorefter der ikke findes flere vidnesbyrd tilbage om dette vigtige aspekt af historien – om bl.a. oplysningstiden, industrialiseringen, moderniseringen, det gode håndværk, og de designede produkters indtog i almindelige hjem.

Næste skridt på LED-vejen

For ikke så mange år siden begyndte vi at bruge LED-pærer til almindelig belysning. Inden da havde vi bestemt brugt LED i rigt mål, men mest til forskellige indikationer, så som at vise, at TV’et var slukket… eller tændt. Men så skete der noget: den hvide lysdiode blev opfundet, og dét blev starten på en revolution af det elektriske lys, hvor enhver lampe- og elpæreforretning i dag har et righoldigt udvalg af billige, ydedygtige LED-pærer med godt lys.

Så hvad skal vi nu se frem til?

Jo, sådan noget som intelligent lys har været i støbeskeen i nogen tid. Altså sådant lys, hvor en pære ikke bare lyser, når der sættes strøm til den, men også indeholder en computer eller anden form for styremekanisme, så den f.eks. kan fjernbetjenes med en smartphone eller skifte farve på lyset via en fjernbetjening. Det er et spændende emne, jeg kommer til at vende tilbage til. Men her og nu gælder det den udvikling af LED-pærerne, som canadiske Nanoleaf står for. Firmaet har udviklet en serie LED-pærer, som er mere effektive end den slags sædvanligvis er. De er bygget op på printplader, hvilket både giver et lidt specielt kantet udseende og medfører, at køling ikke er noget problem for de relativt kraftige pærer – op til 1800 lumen med 12 watt, svarende til en gammeldags glødepære på 125 watt.

Nanoleaf One
Nanoleaf One.
Nanoleaf Bloom
Nanoleaf Bloom.
Nanoleaf Gem
Nanoleaf Gem.

Intelligens

Den model, der hedder Bloom, er også lidt intelligent: den er forsynet med en indbygget lysdæmper, der virker gennem lampens almindelige tænd-/sluk-mekanisme, f.eks. kontakten på væggen. Pæren registrerer, hvor hurtigt man tænder og slukker for lyset, og dette bruges til at skrue op og ned for lysstyrken. Ikke dumt, må jeg sige! Det minder mig i øvrigt om fænomenet “klik-bil” fra min barndom, hvor man kunne fjernstyre en elektrisk legetøjsbil ved at klikke én gang for kør, to for stop, tre for at dreje til venstre osv. – men fordi en idé er gammel og gennemprøvet, er den jo ikke automatisk uinteressant 🙂 Firmaet har diverse beregninger og sammenligninger på deres website, der skal forklare, hvordan og hvorfor disse pærer er et særligt godt valg. Jeg vil ikke gentage det her, blot konstatere, at det altid er spændende med nye idéer og initiativer. Og hvis lysdæmperen virker og bliver brugt i praksis, kan dén del af konceptet sikkert i sig selv bidrage ganske betydeligt til en el-besparelse, samtidigt med at man får glæden ved stadig at kunne skrue op for lyset, når dét er nødvendigt. Pærerne sælges i Danmark af Bekko.dk, men kan også købes direkte fra Nanoleafs webshop.

Lysets anden mester

Henning Larsen udendørslampe HL 410/590
Henning Larsen – Udendørslampe HL 410/590 fra Lightyears. Fundet hos Jacobsen Plus.

Tilnavnet “lysets mester” blev brugt om arkitekt Henning Larsen (1925-2013) – ikke kun fordi han designede lamper, men også fordi han i sine øvrige designs sikrede lyset en fremtrædende plads. Denne post handler nu ikke om ham, men om fotografen Trey Ratcliff, der er fra New Zealand og har postet mængder af frit tilgængelige fotos (under Creative Commons licens) på internettet. Også ChromeCast viser en del af hans fotos, når der ikke lige castes noget til den, og med god grund: Ratcliff har en veludviklet evne til at fange smukke motiver, og da han tilsyneladende færdes overalt på Jorden og er meget produktiv, betyder det, at han har fotograferet snart sagt alting. Han er, efter min mening, særligt god til panoramiske billeder og billeder, hvor lyset spiller en særlig rolle. Og via sin politik om at fotografere for alle gennem at stille billederne til rådighed uden vederlag, minder han også på dén front lidt om Henning Larsen, der jo i vid udstrækning designede skoler og lignende bygninger, hvor almindelige mennesker færdes (og så også lige et operahus).

Trey Ratcliff - Metroen i Paris
Trey Ratcliff – Metroen i Paris. Et godt eksempel på, hvordan selv meget simple lamper i samspil med den øvrige dekoration kan give en dramatisk effekt.

Coverfotoet (fra metroen i Paris) viser, foruden Ratcliffs eminente sans for at finde det rette motiv og de rette kameraindstillinger, hvordan selv meget simple lamper i samspil med de øvrige dekorative elementer kan skabe en dramatisk effekt. Lamper kan være smukke i sig selv, men de kan også ses som komponenter i en større helhed. Jeg ved ikke, hvem der har designet hverken metroen eller lyset i den. Herunder følger nogle flere eksempler på hans billeder. Tjek gerne hans website for flere fænomenale fotos og yderligere oplysninger om ham selv.

Trey Ratcliff - Darkness of the City
Darkness of the City – viser, hvordan det lys, der egentligt er beregnet på de enkelte små rum indenfor, også bidrager til at skabe konturen af byen, det store rum. Ratcliffs pointe med titlen er antageligt en anden, men beslægtet: “mørke” har en helt anden betydning i byen end andre steder.
Trey Ratcliff - The opposite Hotel / Swimming at the opposite house
The Opposite Hotel / Swimming at the Opposite House. Sommetider består arkitektur stort set kun af lyset og dets reflektioner. En underspillet og enkel arkitektur kan således, med det rette lys, blive kompleks og mystisk bombastisk.
Trey Ratcliff - Hobbiton
Ratcliff har besøgt Hobbiton (hvor The Hobbit er filmatiseret), og det er der kommet mange spændende fotos ud af. Her ser man, hvordan haven foran Bilbos hule i skumringen oplyses enkelt men dekorativt og indbydende fra både hulen selv og en enkelt, strategisk placeret udendørs lanterne. Der ser varmt og trygt ud derinde. Måske noget at inspireres af til din egen hule?
Trey Ratcliff - The Long Road, New Zealand
The Long Road i New Zealand. Et af mine yndlingsfotos, som med lidt hjælp fra det rette filter viser naturens lys og de smukke farvespil, man kun kan drømme om at eftergøre med kunstigt lys.
Trey Ratcliff - Glenorchy on Fire
Glenorchy on Fire. Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige, som bidrager til at fremhæve dette fænomenalt smukke skue. Igen er det solen, der har gjort arbejdet, som enhver lampedesigner nok må erkende, overstiger et menneskes evner.

Den mystiske “Tiffany”-lampe

Tiffany-stil hængelampe
Tiffany-stil hængelampe med solidt ophæng. Fundet på Auctionet.

Tiffany Studios i New York producerede i perioden 1878 – 1933 nogle af de mest spektakulære Art Nouveau lampedesigns, hvor det bærende element efterhånden blev kunstfærdigt udførte skærme af glasmosaik.

Senere har andre virksomheder fortsat traditionen, som f.eks. Dr. Grotepass i Essen, Tyskland, der laver kopier af de gamle modeller. Men mange andre producenter har noget lignende på programmet, som så også uden videre bliver kaldt for Tiffany-lamper.

En model, der typisk benævnes sådan, kan ses på denne artikels cover-foto. Den viste lampe er fundet på Auctionet, en anden kan f.eks. ses på Tradera, men de optræder lige for tiden i mængder hos de forskellige internet-auktionshuse i både Danmark, Sverige og Tyskland. Sommetider kaldes de antikke, andre gange nyproducerede, sommetider er de angiveligt fra Tyskland, ca. 1915, andre gange er de fra USA. Den viste model er den almindeligste, men den findes også med et par andre farver glas i skærmen.

Lampen er ret stor, omkring 45 cm i diameter, og har en indre,  stor kuppel af opalglas, der gemmer på en enkelt fatning med plads til selv en stor sparepære. Kronen/overskærmen er en separat skærm, som ligger løst ovenpå hovedskærmen. Glasset er indfattet i antikbehandlet messing.

Jeg har selv en, som bestemt ikke ser nyproduceret ud, snarere fra 1950’erne eller deromkring, hvis jeg skal gå efter ledning/fatning osv., men den er helt uden mærker eller påskrifter, og derfor ved jeg ikke, hvem der har produceret den.

På ingen af de mange andre tilsvarende, jeg har set på auktion for nyligt, har der været nogen præcis angivelse af producent.

Så hvor kommer disse lamper egentligt fra? Er de nye eller gamle? Fra Tyskland, USA, Sverige eller Danmark?

En spændende ting at forske i, men hvis nogen ved noget, er jeg meget interesseret i at høre nærmere.

Læs også

Dr. Grotepass Studios’ hjemmeside