En hilsen til søens folk…

Der har længe været en mystisk forbindelse mellem skibe og lamper. Eksempelvis har det maritime design været helt dominerende for petroleumslamper de seneste mange år. Og så er der jo også sådanne kuriøsiteter som loftslampen på billedet ovenfor, fundet på Auctionet.

Petroleumslamper

Petroleumslamperne har en spændende historie: ikke blot var opfindelsen af petroleumslampen i sin tid en fantastisk værdifuld nyskabelse for søens folk, som dermed kunne få både lys og varme på søen. Opfindelsen kom også på et tidspunkt, hvor søfarten virkeligt greb om sig – bl.a. på grund af den industrialisering, som blev godt hjulpet på vej af samme raffineringsproces for råolie, der havde gjort petroleumslampen mulig. Og dermed var der grundlag for, at mange kobbersmede og blikkenslagere etablerede en produktion af petroleumslamper, og helt naturligt skabte modeller, der egnede sig til skibsbrug.

En anden ting skete, som også var væsentlig – og reelt en følge af nævnte industrialisering: store skibe begyndte at gå i rutefart på lange strækninger med passagerer, som havde mange penge. Okay, det havde de måske ikke alle, men nogle havde, og de skulle jo have den fineste og mest moderne indretning, hvilket også omfattede smukt forarbejdede petroleumslamper i messing.

RMS Titanic
RMS Titanic – et af de store skibe, der havde brug for mange fine lamper.
Titanic bordlampe-replika
Replika af en af de lamper, Titanics passagerer på 1. klasse kunne nyde – omend ikke med et udpræget maritimt design. Desværre er replikaen gjort elektrisk. Fundet på LiveAuctioneers.

Og skibene, store som små, skulle have lanterner, der med petroleum som brændsel var bedre end alt, man havde haft tidligere – så også hér var der plads til nye producenter.

Da el så senere begyndte at blive udbredt, også til søs, var der en del nostalgikere, der begyndte at have de gamle skibe og den gamle stil, inklusive petroleumslamper om bord, som deres hobby. Og selv om de aktuelle krisetider gør et vist indhug i salget af både og tilbehør, så findes stilen endnu, og der er stadig behov for petroleumslamper til dette specielle område.

Pigeon-lampe fra G.V. Harnisch/Delite
G.V. Harnisch havde succes med skibslamper – og videreførte denne til de populære ESSO-lamper.

G. W. Frydenlund, senere G. V. Harnisch, med rødder tilbage til 1842, var et sådant firma, der profiterede på den øgede skibsfart og behovet for godt håndværk i produktionen af lamperne ombord. Desuden havde firmaet en væsentlig forretning med at producere lanterner til de mange fyrtårne, der skød op for et århundrede siden overalt i kongeriget – herunder også Island og de vestindiske øer.

DHR Clipper
Clipper fra DHR er en populær petroleumslampe blandt sejlere og ikke-sejlere.

Den Haan, Rotherdam, i daglig tale blot DHR, startede op noget senere, havde tilsvarende en produktion af skibslanterner og petroleumslamper i 1920’erne og frem, men på grund af de svære tider, man oplevede i Holland under 2. verdenskrig, forsvandt firmaet næsten helt – og kom vel kun i gang igen fordi familien var nødt til at foretage sig noget at overleve på, da krigen endeligt var forbi. Og de havde held med det, men også et moderne syn på produkterne, der for dem fint kunne være både petroleums- og el-baserede. Og fortidens tilknytning til petroleumslamper samt hollændernes traditionelt stærke tilknytning til havet har sikkert hjulpet.

Fordi disse firmaer var med på rette tid og sted har de kunnet udvikle en portefølje af produkter med rod i petroleumslampen, som mange senere firmaer slet ikke har interesseret sig for, fordi det nu var blevet umoderne. De petroleumslampe-producenter, der ikke havde søens folk som målgruppe måtte enten lukke eller sadle om til el, da denne næste belysningsbølge skyllede over verden.

Med enkelte undtagelser, dog… Karlskrona Lampfabrik i Sverige, der også var med fra før elektriciten dukkede op, formåede gennem alle årene til nu, og stadigt, at opretholde en produktion af lamper “i gammel stil”, dvs. mange baseret på petroleum, og el-lamper, der ligner noget fra starten af 1900-tallet. De har ikke nogen maritim baggrund, så hos dem kan man købe lamper for landkrabber.

El-lamper

Når søfolk går i land, vil de gerne have lidt af søen med sig. Det kunne man da i hvert fald fristes til at tro, i betragtning af de mængder af askebægre, stue-barometre og hvad ved jeg, der findes med dekorationer i form af ankre, reb, skibe og havfruer.

Homestyle24 Seil bordlampe
“Seil” fra Homestyle24. En moderne lampe fremstillet af sejldug og reb.

Eller måske er alt dette slet ikke til rigtige søfolk, men snarere til de, der drømmer om søen? Eller som bare er åbne overfor kulturelle input fra andre verdener, andre verdenshjørner, end det, de selv kommer fra?

Elektrisk bordlampe af talje og reb
Lampe med talje. Fundet på Auctionet.

Skibsfarten har til alle tider virket dragende på historiefortællere og -lyttere. Fantastiske beretninger som Mytteriet på Bounty og Robinson Krusoe har fået mangt et barn og lige så mange voksne til at åbne op for fantasien, interessen og læringen om havet og søfarten. Og for mange har det givet mening at hænge en gammel gallionsfigur op på væggen, eller, da de blev bragt på markedet i mængder i 70’erne, et smukt sæt med skibsur og -barometer i messing.

Jac Hansen - Den lille havfrue med petroleumslampe
Den lille havfrue, et både maritimt og eventyrligt tema, sammen med en petroleumslampe af form som et fyrtårn. Designet af Jac Hansen, fundet på H.C. Andersen Information.

Og når nu alt dette med skibe var spændende allerede, hvorfor så ikke bruge samme designverden på lamperne, som jo ubetinget er blandt de mest købte design-objekter for stort set alle mennesker i den vestlige verden (prøv engang at tælle, hvor mange lamper af alle slags, du har derhjemme…!).

Der er plads til mange skibslamper i hjemmene hos ikke-søfolk. Lamper, der giver inspiration, men som ofte også emmer af godt håndværk. Lamper, der alene i kraft af deres egen eksistens bevidner, hvor dårligt udførte mange af land-produkterne egentligt er.

Og så fører det jo også lidt ekstra med sig, som f.eks. den lidt specielle “skibslampe” på åbningsbilledet.

Del dine tanker