1000 Lights – boganmeldelse

1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell, forlagetTaschen
1000 Lights af Charlotte og Peter Fiell, forlaget Taschen.

Sommetider er man heldig. Man falder over noget, man ikke vidste eksisterede, men som man er vældigt interesseret i. Og sommetider er man meget heldig – som når det, man har fundet, kan fås for et nærmest symbolsk beløb. Og sommetider er man helt usandsynligt heldig, når det fundne viser sig at være endnu bedre, end man havde forestillet sig. Sådan har jeg det med denne bog.

1000 Lights er på både engelsk, tysk og fransk, og den består af et stort antal smukke fotos med en del ledsagende tekst. Mest af alt minder den om et udstillingskatalog fra et kunstmuseum, hvor hver genstand omhyggeligt er beskrevet med designer, historie og alt muligt andet spændende. Dog er den i et mindre format og fint indbundet, så man kan sidde hyggeligt i sofaen og læse den.

Om der er præcis 1000 lamper i den, skal jeg ikke kunne sige. Den er den nye udgave på 640 sider af en bog med samme titel, der tidligere var i to bind på tilsammen mere end 1.300 sider. En hurtig sammenligning viser samme indhold, samme layout, men noget må jo være pillet ud, når den nye udgave kun fylder det halve. Men der er et spændende udvalg af alle typer lamper fra hele den elektriske lampes historie – og at det netop handler om den elektriske lampe, er med god grund.

Tiffany Studios - bordlampe (Taschen - 1000 lights)
Et opslag fra bogen, der viser en af mange Tiffany-lamper samt masser af spændende information om både denne lampe og om firmaet bag den.

Bogen lægger fint ud med et historisk overblik, der viser udviklingen af lamper fra urtiden til i dag, så at sige, og beskriver hvordan fænomenet industrielt design nøje sammenfalder med fænomenet elektriske lamper. Resten af bogen beskriver derefter designhistorien omkring den elektriske lampe.

Michael Young Stick Floor Light
Stick Floor Light. Billedet er fra BaseNow’s interview med Michael Young.

Det er fortryllende at se den udvikling, lamperne har haft – fra de ufatteligt smukke franske lamper omkring år 1900 over den bølge af blændfrie lamper, som bl.a. Poul Henningsen satte i gang fra omkring 1924 – og så via både Luxos arkitektlamper og odiøse ting som de psykedeliske lavalamper, til sådanne moderne ting som Michael Youngs Stick Floor Light, der i facon ligner en af de første laboratorieudgaver af glødelampen. Designere fra det meste af den vestlige verden (inkl. Japan) er repræsenteret, men de skandinaviske fylder en del.

Ud over at blive fascineret af de mange spændende og ofte smukke lampedesigns, og at føle genkendelsens glæde, når en gammel favorit dukker op, så kan selv den mest vidende næppe undgå at finde et væld af ny information om både designere, modeller og producenter. Og mest spændende, for mig, har det været at føle en stadig bedre forståelse, efterhånden som jeg kom gennem bogen, for logikken og fornuften i at mange lampedesigns ligner hinanden. Man kan for flere designs følge en gradvis udvikling, hvor den næste model måske nok ligner et plagiat, men efter en række af nye modeller er der kommet en helt anden – og ofte bedre – lampe ud af det.

Forfatterparret har skrevet et meget stort antal bøger om industrielt design. Dette er deres hidtil eneste om lamper. Jeg håber, de en dag får lyst til mere.

Bogen anbefales til alle, der har interesse for lamper, design, historie – eller blot har lyst til at bruge nogle hyggelige timer med at se på billeder af smukke ting. Den kan købes mange steder, men f.eks. Amazon‘s Market Place gør den allerede lave pris endnu lavere.

Josef Hoffmann - bordlampe (fra 1000 Lights)
Mange spændende detaljer er med, også en del konstruktionstegninger, reklamer, skitser osv. , der giver en bred information om hver lampe.

En hilsen til søens folk…

Der har længe været en mystisk forbindelse mellem skibe og lamper. Eksempelvis har det maritime design været helt dominerende for petroleumslamper de seneste mange år. Og så er der jo også sådanne kuriøsiteter som loftslampen på billedet ovenfor, fundet på Auctionet.

Petroleumslamper

Petroleumslamperne har en spændende historie: ikke blot var opfindelsen af petroleumslampen i sin tid en fantastisk værdifuld nyskabelse for søens folk, som dermed kunne få både lys og varme på søen. Opfindelsen kom også på et tidspunkt, hvor søfarten virkeligt greb om sig – bl.a. på grund af den industrialisering, som blev godt hjulpet på vej af samme raffineringsproces for råolie, der havde gjort petroleumslampen mulig. Og dermed var der grundlag for, at mange kobbersmede og blikkenslagere etablerede en produktion af petroleumslamper, og helt naturligt skabte modeller, der egnede sig til skibsbrug.

En anden ting skete, som også var væsentlig – og reelt en følge af nævnte industrialisering: store skibe begyndte at gå i rutefart på lange strækninger med passagerer, som havde mange penge. Okay, det havde de måske ikke alle, men nogle havde, og de skulle jo have den fineste og mest moderne indretning, hvilket også omfattede smukt forarbejdede petroleumslamper i messing.

RMS Titanic
RMS Titanic – et af de store skibe, der havde brug for mange fine lamper.
Titanic bordlampe-replika
Replika af en af de lamper, Titanics passagerer på 1. klasse kunne nyde – omend ikke med et udpræget maritimt design. Desværre er replikaen gjort elektrisk. Fundet på LiveAuctioneers.

Og skibene, store som små, skulle have lanterner, der med petroleum som brændsel var bedre end alt, man havde haft tidligere – så også hér var der plads til nye producenter.

Da el så senere begyndte at blive udbredt, også til søs, var der en del nostalgikere, der begyndte at have de gamle skibe og den gamle stil, inklusive petroleumslamper om bord, som deres hobby. Og selv om de aktuelle krisetider gør et vist indhug i salget af både og tilbehør, så findes stilen endnu, og der er stadig behov for petroleumslamper til dette specielle område.

Pigeon-lampe fra G.V. Harnisch/Delite
G.V. Harnisch havde succes med skibslamper – og videreførte denne til de populære ESSO-lamper.

G. W. Frydenlund, senere G. V. Harnisch, med rødder tilbage til 1842, var et sådant firma, der profiterede på den øgede skibsfart og behovet for godt håndværk i produktionen af lamperne ombord. Desuden havde firmaet en væsentlig forretning med at producere lanterner til de mange fyrtårne, der skød op for et århundrede siden overalt i kongeriget – herunder også Island og de vestindiske øer.

DHR Clipper
Clipper fra DHR er en populær petroleumslampe blandt sejlere og ikke-sejlere.

Den Haan, Rotherdam, i daglig tale blot DHR, startede op noget senere, havde tilsvarende en produktion af skibslanterner og petroleumslamper i 1920’erne og frem, men på grund af de svære tider, man oplevede i Holland under 2. verdenskrig, forsvandt firmaet næsten helt – og kom vel kun i gang igen fordi familien var nødt til at foretage sig noget at overleve på, da krigen endeligt var forbi. Og de havde held med det, men også et moderne syn på produkterne, der for dem fint kunne være både petroleums- og el-baserede. Og fortidens tilknytning til petroleumslamper samt hollændernes traditionelt stærke tilknytning til havet har sikkert hjulpet.

Fordi disse firmaer var med på rette tid og sted har de kunnet udvikle en portefølje af produkter med rod i petroleumslampen, som mange senere firmaer slet ikke har interesseret sig for, fordi det nu var blevet umoderne. De petroleumslampe-producenter, der ikke havde søens folk som målgruppe måtte enten lukke eller sadle om til el, da denne næste belysningsbølge skyllede over verden.

Med enkelte undtagelser, dog… Karlskrona Lampfabrik i Sverige, der også var med fra før elektriciten dukkede op, formåede gennem alle årene til nu, og stadigt, at opretholde en produktion af lamper “i gammel stil”, dvs. mange baseret på petroleum, og el-lamper, der ligner noget fra starten af 1900-tallet. De har ikke nogen maritim baggrund, så hos dem kan man købe lamper for landkrabber.

El-lamper

Når søfolk går i land, vil de gerne have lidt af søen med sig. Det kunne man da i hvert fald fristes til at tro, i betragtning af de mængder af askebægre, stue-barometre og hvad ved jeg, der findes med dekorationer i form af ankre, reb, skibe og havfruer.

Homestyle24 Seil bordlampe
“Seil” fra Homestyle24. En moderne lampe fremstillet af sejldug og reb.

Eller måske er alt dette slet ikke til rigtige søfolk, men snarere til de, der drømmer om søen? Eller som bare er åbne overfor kulturelle input fra andre verdener, andre verdenshjørner, end det, de selv kommer fra?

Elektrisk bordlampe af talje og reb
Lampe med talje. Fundet på Auctionet.

Skibsfarten har til alle tider virket dragende på historiefortællere og -lyttere. Fantastiske beretninger som Mytteriet på Bounty og Robinson Krusoe har fået mangt et barn og lige så mange voksne til at åbne op for fantasien, interessen og læringen om havet og søfarten. Og for mange har det givet mening at hænge en gammel gallionsfigur op på væggen, eller, da de blev bragt på markedet i mængder i 70’erne, et smukt sæt med skibsur og -barometer i messing.

Jac Hansen - Den lille havfrue med petroleumslampe
Den lille havfrue, et både maritimt og eventyrligt tema, sammen med en petroleumslampe af form som et fyrtårn. Designet af Jac Hansen, fundet på H.C. Andersen Information.

Og når nu alt dette med skibe var spændende allerede, hvorfor så ikke bruge samme designverden på lamperne, som jo ubetinget er blandt de mest købte design-objekter for stort set alle mennesker i den vestlige verden (prøv engang at tælle, hvor mange lamper af alle slags, du har derhjemme…!).

Der er plads til mange skibslamper i hjemmene hos ikke-søfolk. Lamper, der giver inspiration, men som ofte også emmer af godt håndværk. Lamper, der alene i kraft af deres egen eksistens bevidner, hvor dårligt udførte mange af land-produkterne egentligt er.

Og så fører det jo også lidt ekstra med sig, som f.eks. den lidt specielle “skibslampe” på åbningsbilledet.

Din næste lampe: Halogen? LED? Næh – sollys!

Parans princip-skitse
Parans’ sollys-system – koncepttegning.

Det er sommetider, som om vi går i ring – at vi udvikler den éne mere avancerede løsning efter den anden på et almindeligt problem, blot for i sidste ende at finde os selv tilbage, hvor vi startede. Men meget klogere. Og med en bedre forståelse for, hvad vi egentligt har brug for.

Parans sollamper
En plads i solen – indendørs!

Mennesker har brug for lys. Det hjælper os til at se, finde rundt og udføre vore daglige gerninger. Men det hjælper os også til at regulere vort indre ur og i det hele taget vedligeholde det komplicerede samspil mellem krop og sjæl.

Det er dog ikke alt lys, der er godt lys. Enten er der for lidt, det forurener i sig selv eller forbruger el, der forurener ved fremstillingen – eller det har simpelthen den forkerte farvesammensætning, som ikke passer til menneskets behov.

Solen er referencen for alt lys. Jo nærmere en lampe kommer på at kunne gengive solens lys, desto bedre er den. Og hvis man så også kan få lyset i så store mængder, man skal bruge det, kan man endeligt være tilfreds. Og hvor får man så dette? Jo, såmen – fra solen!

Parans sol-lampe i køkkenet
Et lyst køkken – sol-lyst!

Det er lige så enkelt, som det er genialt: fang sollyset, hvor det er, og led det hen til der, hvor det skal bruges. Og vær så parat, naturligvis, til at spæde til med elektrisk lys eller andet, når solen ikke skinner.

Firmaet Parans Solar Lighting leverer lige præcis dét. Simple systemer af solfangere, lysledere og lamper, der kan give dig sollyset, hvor du skal bruge det – uden at el-måleren løber – og så med supplement af LED-lys, når det behøves.

Konceptet kan ikke løse alle belysningsbehov, men det er som med solvarme og solceller til elproduktion, at det hjælper alt sammen – og det er nyttigt, fornuftigt og besparende, for pengepungen og for miljøet.

Jeg glæder mig så bare til den dag, hvor vi har sollys indbygget i alle huse – og hvor lampedesignere finder på nye sollamper med samme naturlighed, som de i dag designer el-lamper.

Hvordan “moderne” godt kan rime på “hygge”

Hvis man forsøger at indrette sit hjem med moderne møbler og rene designlinjer, kan det måske være svært at finde plads til den gamle petroleumslampe i messing eller fajance – dén med de mange krummelurer og blomstrede dekorationer, eller dén i maritimt design, der passer til skibsure og barometre.

Klong Patina Terra lille
Kling Patina Terra i lille udførelse – dog stadig 40 cm høj, perfekt til middagsbordet. Fås med klart eller frosted glas.

Men petroleumslampen giver jo et fortryllende hyggeligt lys – et varmt lys i mere end én forstand, og et liv, som det er svært at få ud af den ellers nok så smukke PH-pendel.

Nødden er blevet knækket af livsstilsfirmaet Klong, der med hjælp fra design-troldmændene Broberg & Ridderstråle har udviklet Patina-serien – olielamper og petroleumslamper i et stramt design, der giver den ønskede hygge uden at spolere den moderne indretning. Som en særlig genistreg har man endda vovet at trække referencer til gamle dage gennem materialevalget, hvor lamperne findes i både kobber og messing, omend også i tre mindre skinnende grå varianter.

 

Tre bordlamper – tre skønheder

Alle har brug for bordlamper. De kan stilles på et skrivebord og give det nødvendige arbejdslys, eller de kan stå på et hjørnebord ved sofaen, på den gamle skænk eller hvad man nu har – og give det lys, der skal til, for at man kan føle sig hjemme.

Tre af de smukkeste er fra nogle af de dygtigste designere:

Le Klint 343
Le Klint 343, designet af Gunnar Biilman-Petersen og produceret af Le Klint og Holmegaard.
PH 3½-2½ Limited Edition
PH 3½-2½ Limited Edition i kobber har den samme perfekte balance mellem alle proportioner, som kendetegner alle lamper fra Poul Henningsens hånd. Fremstillet af Louis Poulsen. Modellen er en kampagnemodel, kun tilgængelig 14/3 – 15/6 2015.
Piet Hein RA 250
Piet Hein RA 250 fra Piet Hein Trading har et Poul Henningsen-lignende design men med løftede skuldre, så at sige, som bringer de klassiske linjer fra kontor-/Strindberg-lampen med ind i designet.

 

 

Lamper er smukke, hyggelige… og sære!

FriendsWithYou-Little-Cloud-LampDer findes et væld af forskellige lampedesigns. Og det er jo dejligt, for så har vi noget at vælge mellem – og altid en lampe, der passer lige dér, og til lige dét formål. Også selv om formålet er lidt usædvanligt. Men så er der jo også de lamper, der falder lidt udenfor idéen om at “passe til”. Her er et lille udvalg, fundet på nettet – uden ord.

0lfjd2qgi2r 5e4cf59d07f42f2dbdea44da73892845 8 18s0kr6e5fnwcjpg 85a3c4ee8930ba418c6962ac058e52c7 350-1 328372_1_l 7108241565_dbcbd7cf03 47358233551046605nxhBLyWbc 204062216742246503_89aad1cebceb a1559c386fe56232c91f10257a07028b Buuulbs-Lamp Cat-Lamp-2 crazy-gifts-02 crazy-lamp-21 dc79e09d51af27a6f9e6e19ba7610181 Double-Pooping-Dog-Lamps-from-UK-Artist-Whatshisname-590x549 frankie-table-lamp_1 gunlamps Kozo3DeskLamp Lamp-Design1 lamp-girls-by-marianne-maric-squ let-the-sunshine-in-with-tOBYhouse-s-beach-ball-lamp-shade-large lumisource-metal-hound-dog-motion-lamp-discount-table-lamps-cool-lamps moooi-horse-lamp-01_l mush1-630x420 ortho leglamp photo-3 pic_11957448957547 single_lamp unique-hanging-lamps-666x445 Vitra-Lamp-2

 

Dagens smukke oplevelse

Sachie Muramatsu - seks smukke lamper
Sachie Muramatsu – seks smukke lamper af rispapir.

Hvad man dog kan lave af papir, hvis blot man er dygtig nok!

Jeg har netop opdaget konceptet Bloglovin’, som giver et nemt overblik over mange forskellige blogs på én gang. En af de blogs, jeg ved samme lejlighed stiftede bekendtskab med, er Moon to Moon, der så igen introducerede mig for lampedesigneren Satchie Muramatsu.

Mon ikke en dansk butik kunne have lyst til at tage disse fantastiske papirlamper på programmet? Indtil da kan du finde et link til en webshop, der har dem, på min side om Satchie Muramatsu.

Fjedre i lysets tjeneste

compression-spring-die-tool-15598-3437057

At få lyset til at passe i stagen

Stearinlys findes i mange størrelser, og ofte skal man bruge lidt tid på at tilpasse lyset, så det passer til lysestagen. Der findes mange gode idéer til, hvordan man kan tilpasse lyset – hvis det er for tykt, kan man skære lidt af, dyppe det i kogende vand, så det bliver blødt og kan mases ned, eller man kan dryppe lidt flydende stearin ovenpå stumpen af det gamle lys og så simpelthen “lime” det ny ovenpå det gamle.

Er lyset i stedet for tyndt, kan man vikle lidt stanniol omkring bunden af det, så det bliver tykkere, eller man kan købe færdige alumanchetter, der gør livet lettere.

Men opfindsomme mennesker har gennem tiden fundet mere tekniske, automatiske løsninger. F.eks. lysestager, der har flere huller inden i hinanden, så et tykt lys kan sidde foroven, et tyndere i midten og det tyndeste i bunden. Men endnu smartere er brugen af en fjeder.

Fjedrede lysestager

Kreative mennesker tænker ofte i helt nye baner, når de ser en ting. Hvor oplagt er det f.eks. at tænke “den vikler jeg rundt og bruger som lysestage”, når man ser en metalfjeder? Eller hvad med “jeg vikler en fjeder, der er bredere for neden, som fod, tyndere i midten og skålformet foroven – så har jeg en lysestage til et kugleformet lys”?

Men det har folk altså tænkt – og gjort.

Et spændende eksempel fandt jeg på Facebook:

Stilleben med fjer-lysestager

Denne simple konstruktion eliminerer alle overvejelser om lysets tykkelse. Og designet lægger op til mange spændende samtaler. En lille ulempe, vil jeg mene, er at stagerne ikke beskytter underlaget mod dryppende stearin, så de skal helst stå på noget – f.eks. som her, en bakke.

En anden og måske mere robust konstruktion finder man hos Design House Stockholm (kan købes hos Scandinavian Design Center):

Spring lysestage - flere varianter

Det er en anden type fjeder, men idéen er i princippet den samme – lad fjederen klemme om lyset og fastholde det, uanset hvor tykt det er (indenfor visse rammer). Desuden kan lyset udnyttes til der kun er en ganske lille stump tilbage, og dryp bliver opfanget af stagen.

En variant af den kuglelysestage, jeg nævnte tidligere, fandt jeg på Gul og Gratis:

Kuglelysestager - fjeder
De ser jo smarte ud, men som med alle den slags åbne stager kan der blive problemer med dryp – og der er potentielt også en brandfare, med mindre man stiller stagerne på en passende bakke, i en skål eller lignende.

Ulla Holsten Jessen har en spændende kunstnerisk tilgang til brug af fjedre som lysestager:

Fjederlysestage - kunstværk

Det er madresfjedre fundet på genbrugsstationen med det klare sigte at lave bæredygtigt design – og ganske vellykket, vil jeg mene! Ulla fortæller mere om værket på sin blog/portfolie.

Andre har leget med samme idé – med blandede resultater. Her er en spændende creation fra USA:

bed-spring-candlestick

Der er også her tale om sengefjedre, og det hele er nærmere beskrevet på bloggen Remember Me: Vintiques.

Som rosinen i pølseenden vil jeg nævne en af de allersmukkeste – og samtidigt mest praktiske – udnyttelser af fjedre i lysets tjeneste. Idéen har været brugt gennem tiderne til både dekorative og praktiske formål, f.eks. som (heste-)vognlygte og i jernbanens tjeneste. Hvad sådan en lampe i grunden hedder, er lidt uklart (bliver sommetider kaldt “amerikanerstage”), men typen har eksisteret i det mindste siden 1850’erne og måske længere (jeg fandt i hvert fald et par til salg, som sælger mente var fra omkring 1800):

Karlskronalygten

Der er en fjeder inden i skaftet på lampen, og lyset står ovenpå fjederen. Lyset bliver så modsvarende holdt fast foroven af en hætte med en indsnævring. Dette bevirker, at flammen altid er i samme position, hvilket dermed gør det muligt at placere en lampeskærm omkring den, men det betyder også f.eks. at lyset ikke risikerer at vælte ud af stagen (derfor er konceptet set i skibslamper) og at man uden problemer kan bruge forskellige tykkelser lys.

Den viste model hedder Karlskronalykta og er fra Karlskrona Lampfabrik. Den produceres den dag i dag og kan købes hos Lampan.

Jeg vender senere tilbage med mere om denne type lygte, dens historie og nogle af de mange spændende designs, den har været brugt til.

Flere fjedre

Hvis du kender til flere kreative udnyttelser af fjedre i stearinlysestager, vil jeg meget gerne høre om dem.

Fjedre har også været et væsentligt element i en række andre lampetyper, ikke mindst den velkendte arkitektlampe, der kan bevæges i flere retninger og fastholdes i mange positioner ved hjælp af fjedre. Den er angiveligt opfundet af La Lampe Gras i Frankrig (Berlingske har skrevet mere om dén historie), men den befjedrede udgave er fra norske Luxo Lamper, i dag Glamox, og sidenhen lavet i mange varianter (og kopier). Her er en moderne udgave af den oprindelige model, Luxo L1, som kan købes hos RKFoffice:

Luxo arkitektlamper

Men det er et helt andet og elektrisk eventyr, som jeg glæder mig til at fortælle en anden gang 🙂