Sol

Solen i dine øjne – og i dine lamper

Ny blog

Velkommen til den nye blog “Lys i lampen”, som handler om alt, der har med lys og lamper at gøre. Om el-lamper, petroleums-lamper, stearinlys-lamper, sågar karbid-lamper og alle mulige andre typer.

Bloggen er ikke en butik, så du kan ikke købe lamper her. Du kan dog finde links til butikker, som du så eventuelt kan købe ind hos, hvis du har lyst. Men den vil fortælle om praktiske ting, så som hvilke typer af lamper, der findes, hvor du finder dem, hvordan du reparerer dem, og ikke mindst, hvordan du får det bedste udbytte af dem.

Solen i dine øjne

Selv om lamperne bruger alle mulige energikilder, stammer alle disse dog på én eller anden facon fra solen, som stråler energi til Jorden i mængder, vi mennesker kun kan udnytte en lille del af.

Når vi brænder petroleum af, har vi typisk fået den fra raffinering af mineralsk olie, altså olie, vi har hentet op fra undergrunden. Men olien er i virkeligheden de godt og grundigt bearbejdede rester af små og store dyr, der døde for millioner af år siden. Dyrene levede direkte eller indirekte af planteplankton, eller andet grønt, der i alt væsentligt levede af sollys. Så at skaffe sig lys fra afbrænding af petroleum – og dermed mineralsk olie – er som at bruge af et millioner af år gammel batteri, Jordens eget solopladede batteri.

Kul og koks som direkte lyskilde er måske ikke så almindeligt, men omdannet til el bruger vi det alle hver dag. Som dyrene i olien er kul meget gammelt og her er oprindelsen træer og andre planter, der er komprimeret gennem mange, mange år, hvorved kulstoffet har fået krystalform og egner sig til energirig afbrænding. Træerne fra dengang levede som planteplanktonet af sollys – og kul er dermed også et naturligt, solopladet batteri.

Når vi i stedet bruger fedt, tælle, tran, stearin og lignende “”nutidige” brænsler, kommer de som oftest fra dyr, der på samme måde som de fossillerede dyr i den mineralske olie er flasket op med sollys.

Og når vi bruger rapsolie eller andet vegetabilsk, bruger vi på lignende vis af et solbatteri, der blot er ladet op for relativt nyligt.

Den allernyeste solenergi i lamperne kan vi få ved at sende el fra solceller gennem lamperne, eller ved at fange og tæmme vinden eller havets bølger med el til følge, men i bund og grund er det alt sammen i det store hele blot solen, der reflekteres i dine øjne med nogen forsinkelse.

Solen i dine lamper

For at lamperne skal virke, skal de have det rigtige brændstof og den rigtige brænder. En petroleumslampe skal have petroleum, der brændes af i en petroleumsbrænder. En elektrisk lampe skal have elektricitet, der “brændes af” i f.eks. en glødepære.

Hvis man bytter om på de to brændsler – og hælder petroleum på den elektriske lampe samt sætter strøm til petroleumslampen – kan det godt ende galt. Eller måske får man bare ikke noget lys. Det lyder jo ret oplagt, at forkert brændsel i denne ekstreme grad ikke vil fungere, men hvor går egentligt grænsen? Hvis man hælder dieselolie på petroleumslampen, vil det så virke? Og hvad med at sætte 230 volt til en 110 volts pære? Og hvis det ikke virker, hvorfor så ikke – og kan man gøre noget ved det?

Denne blog vil forsøge at finde svar på sådanne spørgsmål, så du kan få forsinket sollys i dine lamper – og dermed sol i dine øjne.

Solen i denne blog

Solskin kan man altid finde, som den gamle sang lød, men hvis der findes ét samlet sted at lede, bliver det det jo nok lettere at finde solskinnet. Jeg vil forsøge at gøre nærværende blog til dette solbeskinnede sted.

Endnu engang velkommen – forhåbentligt finder du med tiden en masse gode og spændende oplysninger her, som du kan bruge i din hverdag eller blot glæde dig over i det spændende øjeblik, hvor en ny sammenhæng går op for dig og ny viden danner sig i din hjerne og bliver en del af dig selv.

0 tanker om “Solen i dine øjne – og i dine lamper”

  1. Reblogged this on Fremtidens Verden and commented:

    Endeligt en blog om lys! Om lamper! Om hygge og fornuft, om alle de praktiske og æstetiske tanker og overvejelser man kan gøre sig om lyset omkring sig.
    Lys i lampen-bloggen har måske nok en særlig interesse i gamle lamper, men dén interesse er ikke ekskluderende, og der vil uden tvivl komme masser af nyt på bordet fremover, mens bloggen forsøger at beskrive fremtidens verden for lys og lamper.
    Tag nu f.eks. petroleumslamper. De fleste af os kender dem, har set dem i brug og har gjort os nogle tanker omkring dem – typisk noget med, at det er fine gamle lamper. Men i de senere år er flere af de gamle og ellers udgåede lamper igen kommet i produktion, og du kan købe og bruge dem, præcist som i gamle dage. Og så alligevel: I Sverige er petroleum blevet afsindigt dyrt, og folk spørger hinanden, hvad de eventuelt kan fylde på lamperne i stedet. I Tyskland er der indført en lov om, at private kun kan købe petroleum i 1-liters flasker, ikke større. Og prisen er også hér i den høje ende. Vil de genfødte petroleumslamper kunne overleve den slags angreb?
    Stearinlys bruges i vid udstrækning som hyggebelysning i hjemmet, og i følge jævnlige rapporter om emnet tænder seks af ti danskere stearinlys hver dag – hvilket så bliver set som en sundhedsfare. Men stearinlys er fra starten af 1800-tallet og dermed endnu mere gammeldags end petroleumslamper, der er fra midten af 1800-tallet. Og de er (måske, for der er også nogle, der siger det modsatte) sundhedsskadelige – alligevel holder vi fast i dem og forventer uden tvivl, at de er en del af vores fremtid.
    Elektriske lamper er i forandring, ikke mindst fordi EU har forbudt en række klassiske typer af elpærer – og efterladt forbrugerne med alternativer, der ganske vist sparer strøm, men som også giver et dårligere lys.
    Måske er lovgivningen blevet for praktisk orienteret og mennesket og dets ønsker, opfattelse af verden, drømme og følelser er blevet glemt i farten? I så fald spår jeg, at mennesket vender stærkt tilbage, og dét sammen med petroleumslamper, bivokslys og de mange andre ting, vi forbinder med den forgangne fremtid, med de mange drømte drømme og følte glæder, med nostalgi og hygge – kort fortalt, med følelsen af velvære.
    Lys i lampen-bloggen kommer til at kigge på alle sådanne aspekter. Jeg glæder mig 🙂

Del dine tanker