Solen i dine øjne – og i dine lamper

Ny blog

Velkommen til den nye blog “Lys i lampen”, som handler om alt, der har med lys og lamper at gøre. Om el-lamper, petroleums-lamper, stearinlys-lamper, sågar karbid-lamper og alle mulige andre typer.

Bloggen er ikke en butik, så du kan ikke købe lamper her. Du kan dog finde links til butikker, som du så eventuelt kan købe ind hos, hvis du har lyst. Men den vil fortælle om praktiske ting, så som hvilke typer af lamper, der findes, hvor du finder dem, hvordan du reparerer dem, og ikke mindst, hvordan du får det bedste udbytte af dem.

Solen i dine øjne

Selv om lamperne bruger alle mulige energikilder, stammer alle disse dog på én eller anden facon fra solen, som stråler energi til Jorden i mængder, vi mennesker kun kan udnytte en lille del af.

Når vi brænder petroleum af, har vi typisk fået den fra raffinering af mineralsk olie, altså olie, vi har hentet op fra undergrunden. Men olien er i virkeligheden de godt og grundigt bearbejdede rester af små og store dyr, der døde for millioner af år siden. Dyrene levede direkte eller indirekte af planteplankton, eller andet grønt, der i alt væsentligt levede af sollys. Så at skaffe sig lys fra afbrænding af petroleum – og dermed mineralsk olie – er som at bruge af et millioner af år gammel batteri, Jordens eget solopladede batteri.

Kul og koks som direkte lyskilde er måske ikke så almindeligt, men omdannet til el bruger vi det alle hver dag. Som dyrene i olien er kul meget gammelt og her er oprindelsen træer og andre planter, der er komprimeret gennem mange, mange år, hvorved kulstoffet har fået krystalform og egner sig til energirig afbrænding. Træerne fra dengang levede som planteplanktonet af sollys – og kul er dermed også et naturligt, solopladet batteri.

Når vi i stedet bruger fedt, tælle, tran, stearin og lignende “”nutidige” brænsler, kommer de som oftest fra dyr, der på samme måde som de fossillerede dyr i den mineralske olie er flasket op med sollys.

Og når vi bruger rapsolie eller andet vegetabilsk, bruger vi på lignende vis af et solbatteri, der blot er ladet op for relativt nyligt.

Den allernyeste solenergi i lamperne kan vi få ved at sende el fra solceller gennem lamperne, eller ved at fange og tæmme vinden eller havets bølger med el til følge, men i bund og grund er det alt sammen i det store hele blot solen, der reflekteres i dine øjne med nogen forsinkelse.

Solen i dine lamper

For at lamperne skal virke, skal de have det rigtige brændstof og den rigtige brænder. En petroleumslampe skal have petroleum, der brændes af i en petroleumsbrænder. En elektrisk lampe skal have elektricitet, der “brændes af” i f.eks. en glødepære.

Hvis man bytter om på de to brændsler – og hælder petroleum på den elektriske lampe samt sætter strøm til petroleumslampen – kan det godt ende galt. Eller måske får man bare ikke noget lys. Det lyder jo ret oplagt, at forkert brændsel i denne ekstreme grad ikke vil fungere, men hvor går egentligt grænsen? Hvis man hælder dieselolie på petroleumslampen, vil det så virke? Og hvad med at sætte 230 volt til en 110 volts pære? Og hvis det ikke virker, hvorfor så ikke – og kan man gøre noget ved det?

Denne blog vil forsøge at finde svar på sådanne spørgsmål, så du kan få forsinket sollys i dine lamper – og dermed sol i dine øjne.

Solen i denne blog

Solskin kan man altid finde, som den gamle sang lød, men hvis der findes ét samlet sted at lede, bliver det det jo nok lettere at finde solskinnet. Jeg vil forsøge at gøre nærværende blog til dette solbeskinnede sted.

Endnu engang velkommen – forhåbentligt finder du med tiden en masse gode og spændende oplysninger her, som du kan bruge i din hverdag eller blot glæde dig over i det spændende øjeblik, hvor en ny sammenhæng går op for dig og ny viden danner sig i din hjerne og bliver en del af dig selv.